FINSE 1222

Norge på motorcykel var en skøn oplevelse, vi er slet ikke færdige med at feriere der. Der er hundedyrt, og især når man som vi først valgte at finde hotel ved ankomsten til et sted. Sådan var det, til gengæld udviklede vi nye spisevaner ;-). Hvor vi normalt spiser 6 mindre måltider, spiste vi nu kæmpemorgenmåltid (var jo med i hotelprisen), nøjedes med et mindre måltid midt på dagen og så et aftensmåltid.

Til gengæld er der en fantastisk natur med mulighed for masser af gode oplevelser. Vi har haft flere, som gav os forslag til ting, vi skulle prøve, og svogeren, som har vandret/ferieret meget i Norge, syntes også, vi skulle til Finse.

Sidste år i Østrig bestemte jeg mig for, at næste ferie skulle vi prøve at vandre, og Finse turen var ren vandretur, ingen motorcykel denne dag, den lod vi stå i Geilo.


Finse er den højest beliggende togstation i Norge, 1222 meter over havoverfladen. Den er en del af togturen fra Oslo til Bergen, og det var noget af et projekt, da man anlagde jernbanen tværs over Hardangerviddaen. Man kan ikke køre til Finse, der er en vej, Rallarvegen, som blev brugt til at transportere alle materialer til jernbanen på hestevogne. Den vej kan man vandre eller cykle på. Rallarvegen fik sit navn, fordi mange af de mænd der arbejdede med at anlægge jernbanen, var svenske, og rallar på svensk betyder at trille.


Vi startede togturen i Geilo sammen med masser af andre turister. Turen gav os rig mulighed for at se Hardangerviddaen, ren afslapning.

På Finsestation ligger et hotel, det var lukket, men skulle den dag være rammen om et dansk-norsk bryllup, så ikke alle togpassagererne skulle på vandretur.


Vi gik ned til Finsehytten, som både er vandrehjem og turistinformation. Her lånte vi et kort med oversigt over stien ud til Blåisen, en del af Hardangerjøkulen, en gletscher.


Solen skinnede fra en skyfri himmel, solcreme blev smurt på og så gik vi gang.


Stierne er afmærkede med rødt T på sten og der stod også en varde eller to som afmærkning.


Faktisk kan jeg slet ikke beskrive hvor skønt det var, smuk natur, frisk luft, ro og stilhed, nærmest ingen andre mennesker. Vi vandrede på sten, mos og sne, vandrestøvlerne var nu gået til og var perfekte.


Broen over til det sidste stykke sti hen til Blåisen var i stykker, og i Finsehytten havde de sagt, at vi blot skulle gå der, hvor andre havde gået. Det viste sig at være på sneen over en brusende elv, hvor sneen var begyndt at smelte og synke sammen. Det valgte vi ikke at gøre. I stedet for vandrede vi op af det nærmeste højdedrag og kom dermed så højt op, at vi kunne få oversigt over den langstrakte gletscher.


Turen blev afsluttet med en kop varm kakao, for da vi kom ned igen ved hytten, var der overskyet og blæsende her, og da vi var godt ophedet af solen og vandretur, frøs vi pludselig.


5 timer vandrede vi, og jeg er endnu mere hooked på en vandretur over dage, så hvem ved, om jeg ikke kommer tilbage og vandrer på Hadangerviddaen?


Dagen sluttede af på Pepes Pizzeria i Geilo (endnu en af svogers anbefalinger) med en god pizza og et krus fadøl.