HARDANGERVIDDA 1

Noget af det jeg havde glædet mig til i vores ferie på motorcykel i Norge var Hardangerviddaen, og den skuffede mig heller ikke.


Vi havde overnattet ved Eidfjord, og mens solen fik kraft mellem fjeldene, begyndte vi vores tur mod Geilo. Turen var arrangeret af svoger, som har vandret meget oppe i dette område og derfor havde givet os en masse tips.


Første stop var Kjeåsen. Oppe på fjeldskråningen lå en gård, her havde en familie med 13 børn levet. Der var ingen vej op, så alt blev båret op, og når nogen døde blev kisten sænket ned med reb. Først i midten af 70erne blev der lavet en vej og en tunnel op til området. Vejen var kun beregnet til envejskørsel, så nede fra måtte man køre hver hele time, oppefra hver halve time


Vi ventede og ventede og til sidst kørte vi opad.


Udsigten var som altid smuk, og da vi kom til tunnelen, krydsede vi fingre for, at ingen kom kørende ovenfra.


Alt var frodigt og grønt, men om vinteren måtte det være et ensomt sted at bo. I dag bor et af børnene, en datter, stadig på gården, hun er i 70erne og får besøg af mange busser om sommeren. Der var et gammelt stuehus og et nyere stuehus, men måske var vi for tidligt oppe, der var i hvert fald ikke åbent, selvom pile viste hen til det gamle stuehus.


I stedet nød vi udsigten og gøs ved tanken om markerne, som skrånede ned mod dybet. Vi havde læst om, hvordan fjeldbønderne bandt de yngste børn fast, så de ikke kom for tæt til kanten, det kunne vi godt forstå.


Der var stier, som førte højere oppe på fjeldet, men vi havde planlagt en vandring næste dag, så vi nøjedes med at nyde området omkring fjeldgården.


Turen ned af foregik også med krydsede fingre, men alle overholdt aftalen, så vi kom sikkert ned.