Der kan gå så lang tid

 at jeg nærmest ikke kan finde ordene og tænker, mon jeg skal stoppe. Men jeg ved, at det gør noget godt for mig at skrive her på min blog. Også når dagene stryger af sted og jeg synes, at alt har jeg skrevet om før.

Jeg føler livet haster af sted, jeg føler at jeg ikke får greb om det. Jeg synes, at jeg får påskønnet det gode, det skønne, det hjertevarme og det omsorgsfulde omkring mig. 

Ikke desto mindre føler jeg, at tempoet i livet får mig til at få gjort det mest nødvendige og så vælger jeg desværre instagram og viaplays serier som det dulmende, det underholdende, faktisk også tankevækkende, men nok mest de to første ting. Og det er en tidsrøver. Hvad med genoptagelse af strikning, hvad med at få de sidste billeder i albums og vækning af minder derigennem, hvad med at bage en lækker kage eller prøve nye spændende opskrifter? Min energi rækker ikke til det lige nu, så jeg vælger det, der her og nu føles godt.

Jeg lytter til bøger, de får mig talt til ro ved nattetide, de hjælper mig gennem opvarmningen til træning, de hjælper mig, når det kedsommelige og trivielle skal gøres så som strygetøj, tøjsammenlægning og malearbejde. Men det er ikke nye bøger, som udvider min horisont, det er derimod bøger, jeg tidligere har læst, bøger som aer mig og gør mig godt.

Jeg har så uendeligt meget at være taknemlig for, og det ved jeg og skønner på.

Taknemlighed for

• at jeg ikke træner, fordi jeg har handicap, som gør det nødvendigt at træne for at vedligeholde mine fysiske funktioner. Hver gang møder jeg i min fysioterapi folk med følger efter forskellige skader og sygdomme, og de er så seje. De har friske bemærkninger til fysioterapeuterne i klinikken. De giver hinanden masser af opmuntring og stikpiller. Jeg træner for at kunne lege vilde lege med mit barnebarn uden at få ondt i ryggen, og så gør det godt for en slidt krop efter mange år som sygeplejerske.
• at mit dejlige barnebarn har de skønneste forældre, som vil ham det bedste. Han stortrives og kravler nu op af trappestigen i køkkenet. Hans faster og farforældre glæder sig til snart at få ham på ferie. Det bliver så godt, om end vi nok skal fjerne nogle ting rundt om i huset :-)
• at min datter udfolder paletten af talenter på alle mulige måder, om det er grafisk design på Trapholt museet eller ZOO i København eller kunstprojekter som forrige indlæg handlede om eller oplæg/performance som det hun skal holde om to dage. Jeg glæder mig og mærker en taknemlighed over, at hun er min datter.
• at min søn langt om længe er godkendt til barsel, som er øremærket fædre. Han er så god til at være far, jeg nyder hans måde at være far på og føler stor taknemlighed over at have fået ham. Og at han har fået arbejde, når barslen er overstået. Han skal være pædagogmedhjælper, det vil han bare være god til.
• min svigerdatter. Hun er bare det skønneste menneske, en fantastisk mor og så er hun også en dygtig sygeplejerske. Og så fryder jeg mig over at have lært hendes skønne familie at kende.
• mine dygtige kolleger. Jakob Birkler skriver i denne artikel om at sundhedsvæsenets ensidige fokus har tabt blikket for omsorgens kvalitet og værdi. Blandt andet skriver han: For sygeplejersker betyder det eksempelvis, at de hver dag går på arbejde, hvor de øjner en lang række omsorgsbehov hos patienterne, uden at de har mulighed for at forpligte sig til omsorgen. Derfor oplever mange sygeplejersker moralsk stress, fordi de udmærket godt ved, hvad de bør gøre, alt imens de forpligtes til alt muligt andet. 
• Og jeg kan se det i mine kollegers øjne, ikke altid, ikke hver dag, men langt oftere end før. Den afmagt i at vide, at der var så meget mere, de kunne gør professionelt for at hjælpe/støtte vores patienter og pårørende. Jeg er dybt bekymret for sundhedsvæsenet, om man er sygeplejerske, social - og sundhedsassistent eller et andet fag. Vi drænes for energi. Men hold da op som vi kæmper på min afdeling; kæmper for at beholde vores høje standard for god sygepleje, vores gode arbejdsmiljø, vores gode humor, vores gode sociale traditioner osv. I lørdags stod jeg espalier sammen med 7 andre kolleger for en nyansat kollega. Og hendes mor sagde til mig; hvor er det flot, hun er jo lige startet hos jer. Vi har én gang ikke gjort det, fordi mange ikke kunne. Det har vi fortrudt lige siden, for det gjorde ondt på den nye kollega, som vidste at det var en tradition hos os. Så jeg drager også af sted på lørdag, selv om jeg er lidt presset tidsmæssigt. Det giver bare så meget at være sammen om smil, lykke, kærlighed og latter.

Landmanden kører stadig ude i marken, hundene leger tagfat på græsplænen, og nu vil jeg skænke mig en kop te og lade roen sænke sig. I morgen er der kursusdag for det sidste hold kolleger, i overmorgen skal jeg undervise nye kolleger og patienter/pårørende, samtidig skal onsdag og torsdag bruges på at få nået de ting, der skal være færdig, inden jeg går i plejen de næste måneder.