mandag, juni 20, 2022

Der kan gå så lang tid

 at jeg nærmest ikke kan finde ordene og tænker, mon jeg skal stoppe. Men jeg ved, at det gør noget godt for mig at skrive her på min blog. Også når dagene stryger af sted og jeg synes, at alt har jeg skrevet om før.

Jeg føler livet haster af sted, jeg føler at jeg ikke får greb om det. Jeg synes, at jeg får påskønnet det gode, det skønne, det hjertevarme og det omsorgsfulde omkring mig. 

Ikke desto mindre føler jeg, at tempoet i livet får mig til at få gjort det mest nødvendige og så vælger jeg desværre instagram og viaplays serier som det dulmende, det underholdende, faktisk også tankevækkende, men nok mest de to første ting. Og det er en tidsrøver. Hvad med genoptagelse af strikning, hvad med at få de sidste billeder i albums og vækning af minder derigennem, hvad med at bage en lækker kage eller prøve nye spændende opskrifter? Min energi rækker ikke til det lige nu, så jeg vælger det, der her og nu føles godt.

Jeg lytter til bøger, de får mig talt til ro ved nattetide, de hjælper mig gennem opvarmningen til træning, de hjælper mig, når det kedsommelige og trivielle skal gøres så som strygetøj, tøjsammenlægning og malearbejde. Men det er ikke nye bøger, som udvider min horisont, det er derimod bøger, jeg tidligere har læst, bøger som aer mig og gør mig godt.


Jeg har så uendeligt meget at være taknemlig for, og det ved jeg og skønner på.

Taknemlighed for

  • at jeg ikke træner, fordi jeg har handicap, som gør det nødvendigt at træne for at vedligeholde mine fysiske funktioner. Hver gang møder jeg i min fysioterapi folk med følger efter forskellige skader og sygdomme, og de er så seje. De har friske bemærkninger til fysioterapeuterne i klinikken. De giver hinanden masser af opmuntring og stikpiller. Jeg træner for at kunne lege vilde lege med mit barnebarn uden at få ondt i ryggen, og så gør det godt for en slidt krop efter mange år som sygeplejerske.
  • at mit dejlige barnebarn har de skønneste forældre, som vil ham det bedste. Han stortrives og kravler nu op af trappestigen i køkkenet. Hans faster og farforældre glæder sig til snart at få ham på ferie. Det bliver så godt, om end vi nok skal fjerne nogle ting rundt om i huset :-)
  • at min datter udfolder paletten af talenter på alle mulige måder, om det er grafisk design på Trapholt museet eller ZOO i København eller kunstprojekter som forrige indlæg handlede om eller oplæg/performance som det hun skal holde om to dage. Jeg glæder mig og mærker en taknemlighed over, at hun er min datter.
  • at min søn langt om længe er godkendt til barsel, som er øremærket fædre. Han er så god til at være far, jeg nyder hans måde at være far på og føler stor taknemlighed over at have fået ham. Og at han har fået arbejde, når barslen er overstået. Han skal være pædagogmedhjælper, det vil han bare være god til.
  • min svigerdatter. Hun er bare det skønneste menneske, en fantastisk mor og så er hun også en dygtig sygeplejerske. Og så fryder jeg mig over at have lært hendes skønne familie at kende.
  • mine dygtige kolleger. Jakob Birkler skriver i denne artikel om at sundhedsvæsenets ensidige fokus har tabt blikket for omsorgens kvalitet og værdi. Blandt andet skriver han: For sygeplejersker betyder det eksempelvis, at de hver dag går på arbejde, hvor de øjner en lang række omsorgsbehov hos patienterne, uden at de har mulighed for at forpligte sig til omsorgen. Derfor oplever mange sygeplejersker moralsk stress, fordi de udmærket godt ved, hvad de bør gøre, alt imens de forpligtes til alt muligt andet. 
  • Og jeg kan se det i mine kollegers øjne, ikke altid, ikke hver dag, men langt oftere end før. Den afmagt i at vide, at der var så meget mere, de kunne gør professionelt for at hjælpe/støtte vores patienter og pårørende. Jeg er dybt bekymret for sundhedsvæsenet, om man er sygeplejerske, social - og sundhedsassistent eller et andet fag. Vi drænes for energi. Men hold da op som vi kæmper på min afdeling; kæmper for at beholde vores høje standard for god sygepleje, vores gode arbejdsmiljø, vores gode humor, vores gode sociale traditioner osv. I lørdags stod jeg espalier sammen med 7 andre kolleger for en nyansat kollega. Og hendes mor sagde til mig; hvor er det flot, hun er jo lige startet hos jer. Vi har én gang ikke gjort det, fordi mange ikke kunne. Det har vi fortrudt lige siden, for det gjorde ondt på den nye kollega, som vidste at det var en tradition hos os. Så jeg drager også af sted på lørdag, selv om jeg er lidt presset tidsmæssigt. Det giver bare så meget at være sammen om smil, lykke, kærlighed og latter.
Landmanden kører stadig ude i marken, hundene leger tagfat på græsplænen, og nu vil jeg skænke mig en kop te og lade roen sænke sig. I morgen er der kursusdag for det sidste hold kolleger, i overmorgen skal jeg undervise nye kolleger og patienter/pårørende, samtidig skal onsdag og torsdag bruges på at få nået de ting, der skal være færdig, inden jeg går i plejen de næste måneder. 





10 kommentarer:

  1. Det kender jeg jo kun alt for godt: At tiden flyver afsted, og at man ikke synes man er flittig nok på bloggen, til dels fordi man (nok) har skrevet om det før ...
    Men vi bliver stædigt ved, gør vi, og jeg er så glad for, at du bliver ved med at skrive indlæg, og selv om der er lidt længere imellem dem, så må du endelig ikke stoppe. Jeg kan ikke undvære dit kloge og medlevende verdenssyn.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, vi er vist begge to lige stædige hvad angår det blogskriveri :-) Og tak for dine ord.

      Slet
  2. Jeg skrev en lang kommentar i går, som forsvandt i det blå, og jeg var lige ved at miste det hele igen, fordi jeg får en fejlmeddelelse, når jeg forsøger at kommentere som anonym. Nu forsøger jeg lige at genskabe og huske alt det gode, jeg skrev :)
    Som Ellen skriver, så må du endelig ikke stoppe med at skrive. Jeg ser frem til at læse dine kloge, indsigtsfulde og rolige indlæg, og jeg bliver altid glad, når jeg har læst noget fra dig. Jeg skal fx ha' lavet sådan en taknemmeligheds-liste, som du har lavet, for det trænger jeg til i denne rædsels-juni, som ingen ende vil ta', hvor alt på arbejde skal være færdig før ferien, og alle har fødselsdag, så jeg skal tage mig af gaver og planlægning af tid, sted og mad.
    Måske skal jeg starte med det første punkt nu: Jeg er taknemmelig for, at jeg har en familie (læs: mine forældre og søskende), hvor vi - selvom vi kun er samlet 4-5 gange om året - kan ha' en hyggelig weekend i Rønbjerg Feriecenter, hvor alle 13 (i alderen 6-78 år) hygger sig og tager del i de aktiviteter, vi har lyst til. Min datter blev 29 i lørdags, min mor blev 75 i går, og det fejrede vi med 'det store hjemmelavede fiskebord', med fisk fra Rønbjerg Fiskehus, og efterfølgende bowling for alle mand.
    Pas på dig selv, Lene, og husk, at man skal være god ved sig selv, for at man kan være god ved andre (hvilket jeg nok ikke er den rette til at sige, men du ved, hvad jeg mener <3 ).
    Mette L

    SvarSlet
    Svar
    1. Mette, tak for dine ord. Og ja det er godt at stoppe op, for hold da op som tiden flyver omkring ørerne på os. Du har da også haft din part af travlheden, men det ved jeg og vi skal begge passe på os selv, det må vi love hinanden :-)

      Slet
  3. Helt enig med de to foregående: Bliv endelig ved med din blog! Den får ikke blot dig selv, men også dine læsere til at reflektere over livet og blive klogere på det, du skriver om.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Conny, for ordene. Jeg kan heller ikke slippe bloggen, så må vi se om det bliver hyppigere end det sidste lange tid:-)

      Slet
  4. Jeg lægger mig i slipstrømmen af de tidliger kommentarer: Stop endelig ikke med at blogge. Det er så givende at læse om både dit arbejde og dit privatliv. Og dine refleksioner er guld værd.
    Tiden går ikke langsommere, når man bliver gammel. Tværtimod. Pas godt på dig selv :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Betty, og tak fordi du også bidrager med dine erfaringer med at blive gammel

      Slet
  5. Jeg følger strømmen. Det vil være trist hvis du takker af på bloggen.
    Det er underordret for mig om det er en gentagelse, da den fint kan have en twist, du ikke lige tænker i øjeblikket, men vi som modtager, finder interessant.
    Jeg tænker ofte på hvad det er der gør, jeg ikke lige når ind omkring bloggen, eller de bloggere jeg følger, reflektere over det. For mig skyldes det overspringshandlinger, af og til udfyldt med en serie på en streaming kanal. Derfor har jeg valgt at lukke helt ned for disse, så jeg kun har DR, når juli er omme. Måske lister TV2 sig ind igen i december og januar, pga. julekalender og håndbold, herefter opsiges de igen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Karin, du har ret i at overspringshandlinger fjerner fokus på bloggen

      Slet