Hvis jeg så mit lørdagsliv udefra

En hel dag med tid til alt. Dagen før er der masser af planer for fridagen, som kan/skal realiseres. Og så kommer dagen. Det er jo fridag, så selv om du står tidligt op for at fodre hunde og smøre madpakker til landmanden, så kan du jo godt nyde fridagens mulighed for langsommelighed.

Udenfor er der gråt og fugtigt. Ikke den triste form for gråhed, men mere en skøn mørkning, fordi det begynder at regne. Duften er skøn og du lægger mærke til, at rhododendronbusken i hjørnet blomstrer. Du tænker, jeg skal da vist hente en gren til en vase. Du kigger ud af et andet vindue og lægger mærke til det japanske kirsebærtræs lyserøde blomster. Det står skarpere i farven, nu hvor der er kommet lidt vand. Du tænker, gad vide om det er for sent at tage en gren ind til en vase.

Det er fridag, så du nyder langsommeligheden. Du tjekker nyhedssiderne på mobilen. Du spiller lidt syvkabale på mobilen, også selv om dine arme slet ikke har godt af det.

Ros fra din kollega om det stykke arbejde, du knoklede med i går, og som du skal gøre færdig i dag, gør dig stadig glad. Du tænker, jeg er snart ved at være færdig, så jeg kan godt lige sidde lidt længere. Din indre stemme fortæller dig, at mens du sidder her, kunne du have hæftet ender på dit sjal og gjort andet strikketøj færdig.

Shh, det er fridag og langsommeligheden hyldes.

Frisørtiden nærmer sig, så du går i bad, giver dig god tid til at få høvlet lidt af de fødder, som trænger til fodterapeutens skarpe kniv. Godt jeg endelig fik bestilt tid, roser du sig selv for. Den indre stemme skoser dig lidt, hvor svært er det lige at ringe og bestille tid.

Nu du er i byen, bliver der handlet lidt ind, købt konfirmationskort og lidt andre småting. Hjemme sidder landmanden og spiser frokost. Hundene har svinet hele bryggersgulvet til. Det er ikke let med regn, masser af jord at boltre sig i og et bryggersgulv.

Du smiler, fordi du stadig har en rest af den hjemmelavede tunsalat tilbage til frokosten. Sammen med en smuk lysegrøn avocado og en orange gulerod mætter det. Men ikke mere end at et stykke af den pistaciegrønne kage, du købte med hjem til landmændene, frister til at blive spist. Pga regnen kører medarbejderen hjem, landmanden venter på, at vejret bliver tjenligt til at køre videre. I spiser i stilhed jeres kage, mens I begge kigger på henholdsvis mobil og i et dameblad.

Landmanden går ud igen, du går ned på dit værelse, åbner computeren, logger på din arbejdsplatform, ser at du har fået en mail med udkast til en ny national forløbsplan. Du glemmer helt det, du skal have lavet og giver dig til at læse den. Undervejs kommer du i tanke om det beskidte bryggersgulv og vasketøjet. En pause siges at være godt, så du får støvsuget og vasket gulvet, tømt vaskemaskinen og tørretumbleren.

Du fortsætter med at læse. Landmanden kommer ind til eftermiddagste, I drikker den sammen med pistaciegrøn kage til. I snakker om som tiden dog går (man skulle tro, I var 60+, nå ja det er I jo også)

Nu er det ved at være alvor, hvis du skal holde helt fri i morgen. Du sætter dig, får skrevet dokumentet ud, du er bare bedre til at læse korrektur i en papirudgave. Nede på gulvet står de første 8 mapper, du har taget hjem fra dit arbejdsskab. De skal gås igennem og gerne smides ud. Det var pinligt, da skabet ikke kunne åbnes og teknikeren, som reddede dig, sagde, det her handler om et overfyldt skab og ikke en lås, der var gået i baglås. Så nu skal der ryddes op og ud. Du har aldrig fat i de mapper, det siger måske noget om, at det hele kan smides ud.

På køkkenbordet står en kop, som også skal smides ud. Det er bare så svært, du har været så glad for den kop og så røg den på gulvet i går aftes og gik i stykker. Du øver dig i at sige, at det er en kop, du har været glad for den, og nu er det tid til at skilles.  Men lige nu står keramikkruset og gør dig glad med sin sjove mand og bloddråben, som vidner om din tid som plasmadonor.

Klokken nærmer sig 16.30, du har ikke hentet grene ind, du har ikke fået skrevet dokumentet færdig, du er forøvrigt heller ikke færdig med at læse den forløbsplan og du har ikke fået hængt vasketøjet op eller gået i gang med at sortere i mappernes indhold.

Alt det dagen rummede af muligheder i går, er lige så stille forduftet, men du har nydt lørdagens langsommelighed. Nu tror du, at du vil være effektiv en time eller mere. Tro kan flytte bjerge. Mon tro kan flytte din tankeenergi ind i dine muskler, så du rent faktisk når i mål? Måske, hvem ved? Det er jo fridag med tid til langsommelighed.