onsdag, september 09, 2020

mobilløs, kornhøst og kartoffeloptagning - kort sagt lidt af hvert.

 Søndag eftermiddag skulle jeg skrive en sms og pludselig lukkede min mobil ned og genstartede igen. Herefter var der ingen kontakt til mit sim-kort. Heller ikke når vi flyttede sim-kortet til landmandens mobil. Så jeg har været uden kontakt til omverdenen, når jeg ikke var herhjemme. Ikke noget med at lægge billeder ud på instagram eller tjekke det ene eller det andet. Selve mobilfunktionen bruger jeg ikke så meget, jeg får sjældent opkald på min mobil og sms'er er meget få. Jeg savnede dog lige at kunne sms'e en besked eller ringe til min søster på vej hjem (bare rolig, jeg har bluetooth-funktion i bilen, så begge hænder er på rattet).

Faktisk havde jeg indstillet mig på, at jeg først fik en brugbar mobil tilbage om 14 dage, for jeg tænkte at YouSee havde sendt Sim-kortet med Post Nord.  Jeg ville have hentet kortet i en butik mandag, men det skulle være landmanden,fordi det var hans navn, der stod på kontrakten. Fra nu af skal jeg stå på alt, vi bestiller! Landmanden sidder på en traktor fra morgen til aften i disse dage. Heldigvis havde de sendt sim-kortet med Bladkompagniet, så det lå i postkassen i dag, da jeg kom hjem.


I fredags høstede vi det sidste havre. Det havde godt nok regnet torsdag, men landmanden turde ikke vente, fordi vejrudsigten lovede ustadigt vejr. Lørdag og noget af søndagen fik han sået efterafgrøder i regnvejr, og nu står det i kartoffeloptagningens tegn. I dag begynder de at lægge kartofler på lager, indtil nu har de taget op, som bestillinger på kartofler er kommet. Fra at være to på gården er de nu fem på gården, så der er købt brød, pålæg og masser af sodavand og kage, så de kan få eftermiddagsmadpakker ud. Bage orker jeg ikke. Min energi er opbrugt, når jeg har været på arbejde og har sørget for det herhjemme, så jeg køber mig fra den tjans.





Symaskinen blev fundet frem i lørdags, fordi jeg havde lyst til at sy madpakkeposer, men da jeg havde lavet en prototype med franske sømme og bund, drillede min symaskine. Landmanden kunne heldigvis fikse det i går, så næste weekend skal jeg vist i gang med en produktion, så vi kan komme uden om plastposer. Der skal dog rimelig mange til, for de skal jo også vaskes. Jeg vil have mit stoflager bragt ned, og det er mest lyse typer stof, jeg har. Ikke særligt praktisk til landmænd med snavsede fingre. Om ikke andet må jeg farve hele molevitten. Det bliver dog ikke lige nu.

Disse morgener er der bælgravende mørkt, når jeg står op, og der er ikke kommet meget lys, når jeg kører klokken lidt over 6. September og efteråret er i sandhed kommet. På afdelingen er der smil og latter, det lyser op og gør glad. Og som regel skinner solen, når jeg kører hjem.

Huset er gjort klar til rengøring i morgen. Om lidt vil jeg tage mig sammen og smøre madpakker i stedet for at stå med det om morgenen. Jeg har bare været for træt de sidste aftener til at gå i gang. Min lydbog får lov til at underholde imens, og så vil jeg nyde i morgen at kunne slappe af med min mobil, min morgenmad og min morgenstund inden arbejdsdagen startes.






10 kommentarer:

  1. Jeg er som altid imponeret af aktivitetsniveauet, fint at du køber dig til lidt af det.
    God ide med stofposer til madpakker, den ide snupper jeg!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Henriette. Min datter siger at man kan købe frugtposer i Rema, som kan bruges også.

      Slet
  2. Jeg kan godt lide din miljøbevidsthed! Jeg bruger også kun syede bæreposer til indkøb - ikke noget med plastforbrug her!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Ellen. Førhen fik jeg små plastposer med mange steder. De blev gemt og blev så brugt mange gange i kartoffelsæsonen. Så syntes jeg at det kunne gå an. Men nu har jeg ingen fordi jeg også bruger net til indkøb :-)

      Slet
  3. God ide med stofposer. Jeg vil foreslå at farve i vaskemaskinen, det er en ret hurtig proces.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Helle. Min datter gav mig tip om at se i Rema, hvis jeg ikke orkede at sy 15 poser :-) Og jeg har hørt om at det skulle være nemt i vaskemaskinen.

      Slet
  4. Jeg bruger også kun stofposer nu - slet ingen plasticposer mere :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. madame, stofposer er godt udbredt og det er dejligt :-)

      Slet
  5. Ja, det er så vildt - nattevagterne er så mørke henad morgenen, bare i forhold til for en måned siden :D

    - A

    SvarSlet
    Svar
    1. A, det går stærkt nu. Til gengæld må det være nemmere at falde i søvn om morgenen, når det er så mørkt i vejret :-)

      Slet