Trætheden følger mætheden

Det har været en god dag på arbejde, det er det faktisk hver dag trods travlhed. Og for mine kolleger er travlheden markant, der er overbelægning, det er der på hele sygehuset, så der knokles på de mange sengeafsnit. Jeg nåede ikke det, jeg gerne ville nå i dag, jeg er og bliver tidsoptimist. Men det jeg nåede, var jeg glad for. Mine to kolleger, som nu er ansvarlige for trombolysen med mig som sparringspartner, havde lavet nyt undervisningsmateriale, som jeg glæder mig til at tage i brug i næste uge.

Jeg fik færdiggjort informationsmail til mine kolleger, jeg måtte starte helt forfra, for det, jeg havde lavet i forgårs, var pist forsvundet. Nu mangler jeg at få det sendt, det når jeg nok.

Midt i det hele kom en anden kollega og sagde, at der stod en fragtmand i forhallen med møbler til os, som vejede for meget til at komme med elevatoren. Det undrede jeg mig over, hvad var dog det. Jeg tog ned og talte med ham, og da jeg så pakken, var jeg ikke i tvivl. Det var vores nye trombolysevogn. Den kunne nu godt køre med sengeelevatoren, det var kun den elektroniske lift, der var tung. Jeg følte mig som julemanden, da jeg ringede til mine to kolleger, som havde brugt så lang tid på at finde den rette vogn og så få bevilget penge til den. Den yngste havde nærmest julelys i øjnene og hoppede helt på stedet, da hun kom ned og så pakken. Fragtmanden kunne ikke andet end at smile over tre glade sygeplejersker. Oppe på afdelingen blev vognen det helt store sygeplejersketilløbsstykke. Vi skulle alle prøve den af, kunne den køre hurtigt, kunne vi køre den ind i elevatoren uden at stoppe op osv. Vores anden vogn er for lille og med alt for dårlige hjul. Vi er flere, der er væltet med eller næsten er væltet med den med det resultat, at skuffernes indhold har ligget på gulvet. Det er ikke særlig rart, når man er i fuld fart over for at tage mod en akut patient. Så trods travlhed fik vi grint igen - igen. I går gav sygehuset fastelavnsboller til alle som tak for vores indsats i 2016. Der var åbenbart blevet bagt for mange, for i dag havde man besluttet, at personalet og patienterne på to afdelinger, heriblandt vores (formentlig dem med den største belægningsprocent), skulle have resten.

En kærkommen pause fra informationsmail, revision af studieplaner, planlægning af brush up kursus for nye kolleger fik jeg over middag. I dag var det mig, der havde en omsorgssamtale med børn af en forælder med hjerneskade. Det er et tilbud, vi giver til børn mellem 6 og 18 år, hvor vi sætter fokus på deres oplevelse af at have haft en forælder indlagt og får dem gjort klogere på, hvad det vil sige at have en blodprop eller blødning i hjernen. Heldigvis var deres forælder ikke så hårdt ramt, vedkommende var selv med dem herinde. De var så gode til at stille spørgsmål, og det var de skønneste tanker, de delte med mig. Jeg fik ros af deres forælder, men de to børn gjorde mig god, hold nu op hvor jeg nød den samtale.

Da jeg var ved at afslutte dagens arbejde fik jeg en sms. Landmanden var i byen, og fluks aftalte vi, at jeg kom ned til Morten, så kunne jeg prøve nye vandrestøvler. Hos Morten er der ingen smalle steder, om fredagen bliver folk budt på kaffe, øl eller vin. Vi tog et glas vin og fik en hyggelig snak, mens jeg prøvede sko. Så var landmanden parat til at tage hjem, han havde fået handlet, inden jeg kom. Det var jeg ikke, det er jo fredag, så jeg inviterede landmanden på te og kage. Da vi kom ind på Cafe Vi2, fik vi lyst til burgere i stedet for. Nu er aftensmaden klaret, vi er så mætte, at vi nærmest trillede hen til hver sin bil. Og mens jeg har skrevet her, har teen trukket. Den kan forhåbentlig hjælpe min mave til at finde sig selv igen.

Det har været en god dag. God aften til dig.