DET KAN MAN SÅ OGSÅ

Normalt forløber en arbejdsdag tit på den måde, at jeg bruger hele min krop fysisk. Det er, når jeg skal vaske patienter, hjælpe dem med påklædning, sørge for at de får nok at spise, sørge for at de bliver forflyttet fra seng til bækkenstol, fra seng til kørestol, og derudover går jeg mange skridt frem og tilbage mellem stue og linneddepot, mellem stue og medicin rum, mellem medicin rum og kontor, mellem køkken og stue etc.. Det virker forståeligt, at jeg er træt efter sådan en dag.

I denne weekend har vi haft det roligt, og jeg har ikke været på de stuer, hvor der er tungt arbejde. Jeg har haft fire patienter, hvoraf to er helt selvhjulpne, to skulle have lidt hjælp. To skulle observeres efter vores apopleksiskema, dvs. jeg måler blodtryk, puls og hvordan de ilter deres blod. Jeg tjekker, om pupillerne er lige store, om de reagerer for lys, og om øjnene kan følge min lommelygte ud i yderpositioner. Patienterne bliver undersøgt for, om de har fuld kraft i arme og ben, om de kan give et ensartet håndtryk. De skal også fortælle mig deres CPR-nummer, hvilken måned vi er i, og hvor de er lige nu. Det er svært, når man er ramt med afasi, altså er ramt på enten det at kunne danne ord inde i hjernen eller hente dem frem eller er ramt på forståelsen af det der bliver sagt eller måske begge dele. Her skal der lidt opfindsomhed fra min side for at kunne bedømme, om patienten er orienteret i tid, sted og egne data, som det hedder i min terminologi.

Jeg har altså ikke haft brug for alle musklerne ;-) til gengæld har jeg observeret eks. hvordan en patient klarer sig i badet, tænkt over, om det at patienten begynder at tage tøj på uden at være ordentlig tør, kan skyldes manglende/ændret følesans i det område, eller om patienten er ramt i selve det at udføre vante handlinger.

Jeg har brugt mine talemuskler, jeg har informeret om nyt medicin, om planen for de næste par dage, om undersøgelser etc.

Jeg har brugt mine ører, jeg har lyttet til patienter og pårørendes spørgsmål og nydt, at der var tid til dette.

Vi har haft mange snakke, både faglige og private, personalet indbyrdes. Vi har snakket om, hvordan vi forebygger forstoppelse (obstipation) hos patienterne, hvilke midler der er gode, hvilken viden vi hver især går rundt med. Vi har snakket om, at det er stort problem for mange mennesker i denne travle verden, sygeplejepersonale inklusive, vi glemmer at mærke efter, udskyder toilettider, og resultatet bliver kronisk forstoppelse og store slappe blærer, som vil give os problemer med at holde på vandet, når vi bliver gamle.

Børn døjer med forstoppelse, fordi hverdagen er så fortravlet. Hvornår er der tid til at sætte sig i fred og ro på toilettet? Hvem kender ikke til følelsen af at sidde på et offentligt toilet og ikke turde presse, fordi mennesker står udenfor og snakker? Tænk hvis de hørte noget eller endnu værre lugtede noget?

Det har været en rigtig god weekend, og trods det, at jeg ikke har lavet noget hårdt fysisk, er jeg træt, meget træt. Nu er opvaskemaskinen tømt, og alt det snavsede service fra de sidste dage, som truede med at invadere gulvet, er nu sikker på plads i opvaskemaskinen. Flæskestegen er i ovnen, og der skal hentes kartofler til en gang kartoffelgratin med squash og tomater. Og i aften skal jeg på mørkevandring, for kroppen trænger til frisk luft.

Når man bliver brugt på den gode måde, så er livet herligt.