1.Jeg ser hende fra vinduet, hun går rank omkring nede i haven. Hun er vant til at gå, kan jeg se, fodtøjet er gode travesko, Fjällräven hænger på ryggen, tøjet er sporty og smart. Hun plukker blomster fra højbedene, tjekker ind imellem, at buketten ser fin ud. Det har hun også gjort før.
2. Hun går sammen med et personalemedlem, de sørger for, at alle får kaffe, hun sætter sikkert service i opvaskemaskinen og er opmærksom på alle, der kommer ind i stuen. Hun hilser smilende på mig, og jeg føler mig velkommen. Det er noget, hun er vant til og er god til.
3. Han sidder i stolen, blikket er tomt og fraværende, jeg siger hej, og i dag er han til stede med det samme, ser på mig og siger goddag. Vi drikker kaffe og spiser kager, hans gode manerer fornægter sig ikke, her er ikke noget med uhæmmet spisen eller smasken. Når jeg tilbyder ham mad eller kaffe, er det små bidder og slurke, han vælger. Indimellem forsvinder han ind i sin egen verden og taler lidt med dem derinde.
Når jeg besøger min far, ser jeg mennesker, som bliver set af personalet. Jeg ser en hverdag, hvor der er plads til hjemmebag, lagkage til fødselsdage, grilning på terrassen, fællesskab om en gammel dansk film og respekt for det enkelte menneske. Jeg bliver glad og priser mig lykkelig over, at min søster spottede det her sted som værende vores fars nye hjem. Vores far er langt henne i sin Alzheimers sygdom, og alligevel overrasker han os. I forgårs fik jeg ham til for første gang i lang tid at nynne med på danske sange , som jeg spillede på klaveret. Han nyder musik, han bruger også ind imellem at klappe rytmen, og han nynner også sine egne hjemmekomponerede sange, men sådan som han sang for bare et år siden, det gør han ikke mere. Men musikken er stadig den måde, vi finder vej ind til ham, og det er godt at mærke.
I dag skal jeg være stand-in for ham til min moster og onkels 140 års fødselsdag. Min ældste lillesøster deltager også, og det bliver hyggeligt at være sammen med vores mostre og tante. God lørdag til dig.
Plejehjemmets blomstereng. Den er i samme område som deres kombineret drivhus/udestue med tomater og deres hønsegård. På plejehjemmet bor også en hund og en kat, som er fulgt med deres ejere. Derudover har plejehjemmet selv en kat og en delehund (den følger med sin ejer, når hun arbejder)
Jeg glæder mig hver gang over at høre om det fantastiske plejehjem I (din søster ...) har fundet til jeres far. Der er forhåbentlig mange af dem rundtomkring, men i medierne hører man selvfølgelig altid kun om de dårlige, for de gode hjem er jo ikke gode nyheder.
SvarSletEllen, jeg håber også at der er mange af dem. Her er det et friplejehjem, de har ikke flere penge end de offentlige, men de forvalter dem anderledes, de er jo ikke underlagt kommunens regler angående sammensætning af personalet eller tvungen til at handle der hvor kommunen handler.
SletBare de mindre gode plejehjems ansatte kunne komme til at besøge de gode plejehjem - eller er det byrødderne, der har brug for studiebesøg?
SvarSletConny, jeg ved det ikke, men som jeg skrev til Ellen, så gør det en forskel at medarbejderne her har indflydelse på eksempelvis hvad pengene skal bruges til Paradoksalt er det at de ordninger man havde med storindkøb i en kommune jo skulle gøre tingene billigere, men det her plejehjem handler ind der hvor de gode tilbud er og sparer penge på den måde. Og her er personalet aktiv og holder øje med gode tilbud hos de forskellige supermarkeder :-)
SletSmuk beretning fra et liv ved siden af livet, med plads til liv. Dejlig læsning. Vi hører jo nok om dårlige steder.
SvarSletJeg kan kun give dig ret i, at millimeterdemokrati og fællesindkøb giver så stramme rammer, at det klemmer livet ud af både ansatte og beboere.
Lige på det punkt er jeg enig med de politikere der i valgkampen ønskede frihed til den offentlige sektor, så de kunne få plads til at gøre det de var bedst til... passe og pleje!
Tak, Abildjyde. Jeg har ikke tænkt over det før, men har jo kunnet se, at man her har prioriteret faglighed højt med sygplejersker og social og sundhedsassistenter og spurgte hvordan de fik råd til det. Svaret var ovenstående jeg skrev til Conny
SletDejligt at læse om de gode plejehjem. Og om dine besøg hos din far.
SvarSletJeg har også særdeles gode erfaringer med to plejehjem. Der hvor min meget demente mor boede det sidste år af sit liv, og der hvor min mand endte sine dage. Der var plads til beboerne og kompetent personale. Skønne minder.
Kisser, hvor er jeg glad for at høre om dine oplevelser. Jeg tror meget af personalet gerne vil yde kvalitet, men hvis man bliver presset på tid og viden, så kan det gå galt.
SletGod morgen, kjære Lene.
SvarSletDet betyr enorm mye at man som pårørende er fornøyd og trygg på at den Alzheimerrammede blir sett, forstått, hørt og imøtekommet med sine behov og signaler. Er på dine vegne glad for at du/dere beskriver det slik.
Nå er det 1/2 år siden mor døde. Tomt, sårt og rart fortsatt - men slik er det.
Elisabeth, du ved hvor afgørende det er os pårørende at vi føler os trygge ved dem, der passer og har nærvær med vore kære til daglig, Det må være en tom og underlig følelse at din mor ikke er her mere. Vi tror at vores far bliver rigtig gammel, men vi ved jo godt at det pludselig kan ske.
SletJeg bliver helt varm indeni når jeg hører hvor dejligt et sted jeres far bor. Det er bestemt ikke alle der er lige heldige. Jeg kan godt tænke: er det de ydre rammer, personalet, vi pårørende...eller hvad er det der gør når et sted ikke fungerer optimalt....
SvarSletJoan, vi er også glade for stedet. Nu kender jeg jo kun til det her sted, så jeg ved ikke hvad der gør forskellen. Jeg tro at det er viden om demens og om hvordan man kan hjælpe mennesker med de her symptomer, uden at give køb på værdighed og medmenneskelighed. Det kræver en tydelig ledelse men også nogen, der i dagligdagen har viden om hvordan man kan prøve at ændre tilgange for at hjælpe det enkelte menneske og at man taler sammen i personalegruppen om det.
SletHvor er det fantastisk, at der findes sådanne steder. Og det er skønt, at du er så god til at rose og fremhæve det, - personalet fortjener at blive anerkendt.
SvarSletEva, tak og du får mig til at indse, at jeg glemmer at få det sagt til personalet. Jeg har skrevet om det i deres velkomstpjece til nye beboere, men alle har brug for at få det at vide en gang imellem.
SletDet er så dejligt, at I har gode oplevelser med musik hos din far. Jeg synes, det var så svært, at jeg ikke kunne dele oplevelser med min mor mere. Hun blev jaloux, hvis jeg fortalte om min og ked af alt det, hun ikke kunne være med til længere, og til sidst fulgte hun ikke længere med i noget. Hvor er det godt, der findes gode steder. Plejehjemmet, hvor min mor boede, er lavet helt om med mindre enheder i egne huse. Jeg tror, det fungerer bedre nu.
SvarSletCharlotte, det må¨også være svært, når din mor reagerede sådan. Vores far kan jo heller ikke deleoplevelser med os på samme måde mere. Men det at være sammen om gode ting så som at synge, grine og spille musik, det kan vi.
SletDu har ganske ret. Det er en verden vi helst vil have mulighed for at tage hjem fra igen. At møde som gæst eller professionel. Demens er en af de ting jeg er allermest bange for. Jeg har desværre ganske massiv familiær disposition, så tanken dukker ofte op. Min mormor og moster blev begge ramt relativt unge. Når jeg, som alle andre, ind i mellem glemmer hvad jeg lige var i gang med kan frygten slå ned. Er jeg mon bare almindeligt distræt, eller er de kognitive funktioner ved at svækkes? Det første er heldigvis langt mest sandsynligt, men frygt er som bekendt ikke så rationel.
SvarSletDet glæder mig for jer at I har fundet et sted til jeres far, hvor I er trygge ved at han bor og hvor der bliver taget godt hånd om ham, når det nu er sådan behovet er.
Laura, jeg kender til dine tanker, jeg er også svært disponeret, så jeg øver mig i at huske at en hektisk og travl hverdag sagtens kan give de samme symptomer.
SletHvor er det dejligt, at I/din søster har fundet sådan et godt plejehjem til din far. Det lyder som om, de ser hele mennesket i dets ydre skal. Og hund og kat er jo genialt. Det er jo alt det, der hører med til et rigtigt liv.
SvarSletJeg er meget bange for Alzheimer/demens. Jeg har læst hos professor Poul Videbæk at med bipolar lidelse har man stærkt forhøjet risiko for demens. En nat jeg ikke kunne sove pga. "restless legs" stod jeg op og ville lave kaffe og smøre en bolle med ost. Jeg kunne ikke huske, hvordan man laver kaffe og jeg lagde de forkerte ting ind i køleskabet - fx brødkniven - der blev jeg meget bange. Heldigvis er det kun sket en gang.
Hanne, jeg forstår dig, og den frygt både du og jeg får er som Laurs skriver ovenfor irrationel. Godt at du har fagfolk, du kan dele bekymringen med.
SletDet glæder mig altid, når du skriver om din fars plejehjem. Hvor er det skønt, at der findes sådanne gode steder.
SvarSletDet er også dejligt, når du beskriver din fars glæde ved sang og musik. Måske er det sådan, at musikken gemmer sig langt inde i det menneskelige sind, og derfor bevares længere end meget andet?
Hanne, jeg tror ikke det handler om at det er gemt længere inde i sindet, men mere at nogle ting har vi nemmere ved at få adgang til, og det er forskelligt fra menneske til menneske.
SletVidunderlig beretning trods sygdom. Dejligt billed.
SvarSletHåber dagen med mostrene, tante, søster og alle de andre blev hyggelig.