En smuk dag

En sej og stærk mand blev bisat i dag. En mand, hvis kamp for at vende tilbage til et meningsfuldt liv efter en apopleksi for ti år siden, jeg fik lov at følge via venskab med hans kone. En mand, som havde et motto, som jeg desværre ikke kan huske helt nøjagtig, men det var noget med at huske sin fortid, acceptere nutiden og kæmpe for fremtiden. Kampen gav gode resultater, han lærte at køre bil, at sejle, at lave mad og meget andet med en lammet venstre arm. Han lærte andre at se muligheder, han brugte al sin viden fra før og efter apopleksien til at give videre til andre. Han var et træ med solide rødder, som andre kunne læne sig opad, som hans kone så smukt sagde. Det føles meningsløst, at den lille familie skulle rammes igen, men sygdom og død giver ingen mening. Et er dog sikkert, han satte spor i andre, og de spor går videre.

Vejgaard kirke er en smuk kirke, og den dannede den rette ramme om salmer og ord. Da jeg gik hen til bilen efter mindehøjtideligheden, kom jeg forbi kirken igen. Døren stod åben og jeg gik indenfor og nød kirkerummet og den smukke julekrybbe, som stod under prædikestolen. Læg mærke til den smukke stjerne, det er en Herrnhut stjerne, også kaldet adventsstjernen. Min adventsstjerne venter på, at jeg får den samlet, så den kan lyse i mørket.

Hjemme blev der tid til en gåtur, mens solen gik ned midt om eftermiddagen. Vi må samle på lysglimtene i denne mørke tid. God aften til dig.