Midnatstid, morgentid, middagstid

Mine dagvagter i weekenden er lagt om til aftenvagter. Det er hyggeligt og jeg elsker aftenvagter, så lige nu glemmer vi, at der er en årsag til, at jeg ikke har dem mere. Dette indlægs overskrift udvikler sig, først skrev jeg lidt ved midnatstid, så redigerede jeg i morges og ændrede overskriften. Men ordene vil ikke som jeg vil og tankerne flyver alle mulige andre steder hen end til indlægget. Så nu nærmer vi os eftermiddag og hvis indlægget skal udgives før vagten, skal det vist være nu.

Jeg gik først i seng klokken 1, fordi jeg nød at kunne sidde med kalenderlyset tændt ved midnatstid og drikke varm hyldebærsaft og spise julebolle. Seks timers sammenhængende søvn gjorde underværker, egentlig ville jeg gerne sove længere, men det ville min hjerne ikke. Den sidste del af sætningen er faktisk noget vrøvl, for min beslutning om at ville sove syv timer foregår jo i hjernen, ligesom det at jeg ikke kan sove længere. Det foregår bare to forskellige steder.

venter på at jeg får tid til at samle den

Disse dage er fyldt med bekymringer og tanker på andres vegne. En familie, som jeg kender, er hårdt ramt lige nu, og det eneste jeg kan gøre, er at kigge forbi før eller efter arbejde og få en snak. En familie, min mand kender, er også ramt af sygdom. Og begge familiers kriser sætter egne bekymringer i relief. Bekymringerne skal ikke nedgøres eller ignoreres, men når alvorlig sygdom banker på ens dør, så synes andet mere håndterbart.

I fredags var vi sammen med flere af landmandens søskende, vi havde en hyggelig aften, og her kom jeg til at snakke med en svigerinde om ikke at lade sig begrænse af bekymringer, der så frem i tiden. Vi havde hver især historier om unge mennesker, som fik en diagnose og hvor de kunne have ladet sig slå ud af en mulig prognose. I stedet for valgte de at lade tiden tale for sig selv og levede livet, som de gerne ville det. De fik børn uden at tænke på, om forælderen om nogle år ville være mere syg. De bosatte sig, hvor de havde lyst, uden at tænke om boligen ville egne sig til en mulig forværring ud i fremtiden osv. Og de havde indtil nu haft et rigt liv, hvor prognoserne ikke havde haft ret.

Sådan forsøger jeg også at leve, ikke at jeg har en sygdom hængende over hovedet som et fakta, men dette at jeg ikke vil bekymre mig om, at jeg måske/måske ikke er i risiko for en sygdom. Livet skal leves her og nu, hvad nytter det at gøre sig bekymringer om, hvor længe man lever og om sygdom rammer om føje år. Det er langt bedre at fokusere på det, der sker her og nu. Ikke desto mindre får sygdom og problemer hos mine kære mig til at stoppe op og kigge på livet, som jeg lever det. Får mig til at tænke over livet og om jeg er nærværende nok i forhold til dem, jeg holder af og i forhold til mig selv. Dulmer mine dagdrømme hverdagen, sløver de mig mere end de vækker mig til live, kunne jeg gøre ting anderledes både arbejdsmæssigt og privat, osv. Og de tanker har det med tage over, når søvnen slipper mig.

Det blev til sen morgenmad i dag, nogen ville nok kalde det mokost. Jeg var ganske enkelt ikke sulten, så jeg fik gået en tur i regnvejret og landmanden fik sovet længe. De mange dage ved sorterbordet sætter sine spor på kroppen. Han har valgt at arbejde alene både i går og i dag for at kunne levere kartofler til tiden. Jeg har fået handlet ind i stor stil, jeg havde fået samlet mærker nok til 15% rabat, og da jeg aldrig tjekker for tilbud og rabatter, så gav det god mening at starte med juleindkøbene i dag i stedet for en tilfældig dag efter arbejde.

En enkelt kop te og så skal jeg gøre mig klar, den her dag er strøget af sted. Som altid er jeg sammen med gode kolleger, som beriger min tilværelse, så jeg glæder mig til i aften. Håber din første søndag i advent også giver dig glimt af glæde.