fredag, december 21, 2018

Julefridage

Skulderne sænker sig, det har været fire hektiske dage på arbejde. Vi har mange dårlige patienter og vi har mange kolleger, der af den ene eller anden grund er sygemeldt eller som arbejder på nedsat tid. Derudover har vi også ubesatte stillinger, som først er blevet besat om nogle måneder som led i besparelserne.

De sidste tre dage har jeg været i dagsafsnit, jeg elsker det, og var det ikke fordi vi er mange, der gør det, så kunne jeg godt se det som en seniorstilling til mig, når/hvis jeg kører træt i min funktion. I dag kom jeg fra afdelingen til tiden, det har jeg ikke gjort de forrige dage, fordi jeg stod med den sidste patient, som først lægeligt set var klar til at gå hjem kl. 15. Der manglede blot udskrivelsessamtale og udskrivelsesarket med og fra sygeplejersken. Reelt set kunne jeg godt give det videre til den ansvarshavende aftenvagt. Jeg ved så også, at hun først skal have læst om alle de indlagte patienter, styre stuegang, svare telefon osv, så patienten kan komme til at vente. Derfor valgte jeg at gøre det færdig med overarbejde til følge.

Nu er adventskransen tændt, der er drukket te og spist kage, landmanden er gået i bad og vi slapper begge af ved tanken om, at der ikke skal sorteres kartofler eller passes patienter før efter juledagene. Nu kan vi forhåbentlig få fundet og fældet et juletræ samt pyntet op til jul. Der mangler lidt gaver og julemadsindkøb. Det når jeg i morgen, og så lover yr.no, at regnvejret stopper og der måske kommer tøsne i morgen. Det vil jeg glæde mig til og over.



10 kommentarer:

  1. Du taler altid så pænt om dit arbejde, - men man er ikke i tvivl om de helt urimelige arbejdsforhold, der jo nok også har indflydelse på sygemeldingerne. Hvor er det ærgerligt, det skal være sådan. I gør en fantastisk indsats, og I er gode til at være kolleger. Jeg ønsker dig velfortjente feriedage.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Eva, en del af disse sygemeldinger går på graviditetskomplikationer, som ikke skyldes arbejde og de andre er vist influenzaen/virus som hærger lige nu. Men ja, jeg tror også nogen tager en ekstra sygedag fordi de er så presset for at være sikker på at være helt ovenpå igen, og jeg forstår dem.

      Slet
  2. Julefreden er tæt på at indfinde sig ... hos os har det været en meget afslappende dag i dag. Børnene opfører sig eksemplarisk, selv om de har konstateret, at der er gaver til dem ;-)
    Jeg ønsker dig og din landmand en dejlig jul ...selv om det måske er lidt for tidligt :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Ellen og i lige måde :-)

      Slet
  3. Sygemeldinger på arbejdspladsen kan ikke undgås, det sker overalt. Yngstedatters skemalagte arbejdsdag i går var kl. 10 - 15, den var blevet udvidet til kl. 21.00, og da hun mødte ind, erfarede hun, de var 2 mand under, så de var langt bagefter.
    Ønsker dig og dine en dejlig juleferie. Skønt med nogle fridage, hvor arbejdet er parkeret for en stund, nu er det familien, julen, der bliver centrum.

    SvarSlet
    Svar
    1. Karin, det blev en lang dag for din datter. Tak og i lige måde

      Slet
  4. Her er en lille juleferie, for mit vedkommende, også hilst meget velkommen. Jeg har hele året haft for meget overarbejde og kan alligevel ikke nå i bund. Nu lukker jeg øjnene nogle dage, for det kaos der venter mig, når jeg vender tilbage efter jul.

    SvarSlet
    Svar
    1. Pia, må dine julefridage gøre dig godt.

      Slet
  5. Dine og landmandens julefridage er fortjent. Jeg beundrer, at du er så glad for dit arbejde trods de vanskelige omstændigheder.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eric, tak, og for mig er det at få lov til at hjælpe mennesker, når de er hårdest ramt så meningsfyldt, at det kan bære igennem på hårde dage.

      Slet