tirsdag, marts 26, 2024

Forandringens vinde

Der sker meget i vores liv lige nu. Vi er blevet farforældre for anden gang her først i marts måned til en lille pige Å. Og her i weekenden fløj landmanden og jeg op og besøgte Å og hendes storebror, og selvfølgelig også deres forældre. Vi fik to døgn sammen fra fredag aften til søndag aften. Vi landede hjemme i sofaen mandag 0.30 og havde brug for lige at slappe af, kigge billeder og snakke weekenden igennem, inden vi gik i seng.

Farmor fik strikket trøjen færdig til Å, inden vi kom derop :-)

Vi havde den skønneste tur, og den lille pige er smuk og dejlig, lige som hun skal være. Som sin storebror sørgede hun for, at hendes mor har haft brug og stadig har brug for længere tids restitution, men det går fremad. Det er stort at se sin søn som far og hans kæreste som mor. De er fantastiske forældre, som har sørget for en skøn dreng, der har masser af fantasi, snakker løs og som ved en masse ting allerede.


Vi tog på tur med S og Å. Lillepigen sov under hele turen, så vi fik tid til at rutsje, klatre, gynge og opdage alle mulige finurlige ting, så som at hilse på hunde, finde blade og lytte til det smeltende snevand strømme nede i kloakken. Vi havde også rygsæk med tursnacks med og solen varmede skønt på store og små, mens vi nød pappas madpakke.


Søndag var det anderledes koldt og blæsende, og det sneede indimellem. Men vi tog alligevel på tur, denne gang ind i skoven, hvor der var masser af ting at kigge på. Der var også is under snepletterne, så vi skulle passe på. På et tidspunkt var jeg ved at glide ned af en skråning, hvorefter S satte sig ned og kurede hele vejen ned. Jeg ville ønske, at jeg også havde haft regnbukser på, så jeg kunne kure. farfar og S fægtede med store grene og vi besøgte en ny legeplads med en tovbane, som var sjov at prøve. Det nåede at hagle gevaldigt, men det var vist kun farforældrene, der syntes, det betød, at vi skulle hjem.

Nu er vi hjemme igen, der er arbejdsdage på gården og jeg rydder op og gør rent indendørs. Jeg øver mig i at kigge på tingene og spørge, om de skal gemmes eller smides ud/til genbrug. Ganske enkelt fordi vi ikke er gårdejere mere! Vi solgte gården til Naturstyrelsen til februar og har forpagtet gård og jord til nytår. Naturstyrelsen henvendte sig for et år siden, så vi har haft tid til at vende og dreje det og besluttede os for at slå til.


Hvor skal I så bo? Det aner vi ikke, men vi ved, at vi har et sommerhus, vi kan bo i og at vi kan opmagasinere al vores habengut, indtil vi ved, hvor vores endelige bolig bliver. Der er rigtig meget, der skal ryddes ud, sælges eller smides ud på de to gårde. For der kommer ingen landmand efter os, så alt skal væk. Vi er stadig enig om, at det var det rigtige, vi gjorde, men vi er nødt til at tage tingene et skridt ad gangen, for vi kan ikke både køre ud og se på boliger, områder eller husudstillinger og så også være effektive herhjemme. Der er stadig et landbrug, der skal drives og et sygeplejerskejob, der skal passes.

Hvad så med dit job, Lene? Det er altid det næste spørgsmål, der kommer. Selvfølgelig gør jeg mig mine tanker, og jeg har en kollega, som er i gang med at overtage mine opgaver på afsnittet. Opfølgningsprojekterne og undervisning i kommunerne samt på sygehuset af patienter og pårørende vil jeg gerne beholde, så måske går jeg yderlig ned i tid på et tidspunkt, når alt på afsnittet er på plads. Vi får se, jeg lader hverdagen være som den plejer lige nu.

fødselsdagsbuket fra børn, svigerdatter og børnebørn

Jeg er også blevet 67 år og har været på mit afsnit i 24 år. Der er dage, hvor jeg føler mig som en omvandrende historiebog i udviklingen af strokebehandling og pleje. Det har været en vild rejse at være med på. Og jeg havde ikke drømt om, da jeg startede i sygeplejen igen efter 11 års pause, at jeg nu 24 år efter har oplevet så meget.

Forandringens vinde blæser, de kan ruske så hovedet føles ør og træt, men de føles også kærlige og omfavnende. Jeg glæder mig til at se, hvor vi er om et år, men indtil da vil jeg nyde tiden her og øve mig i at nyde processen med at rydde op og ud i mit liv.



24 kommentarer:

  1. Hold da fast, der sker da ikke så lidt! Tillykke med Å og salget af gården - det bliver spændende at følge jeres forandringer og se, hvor de fører jer hen. Heldigvis er det jo gode og positive forandringer, I selv har valgt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Henriette, tak 🙂 Vi har selv valgt og det er det vigtigste. Og med de vinde, der blæser henover landbrugene nu, så er jeg glad for det valg.

      Slet
  2. Sister Bonde26/3/24 4:47 PM

    Skønne Lene - stort tillykke med det hele :-) Minder jo næsten om Jens og min historie og nu bor vi tæt på skønne Fur, hvor “Tina omme i London” huserer. Vi er jo næsten samlet, alle os “gamle” bloggere.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Inger 🙂 Det er vildt sejt med jeres flytning fra den ene del af landet til en anden del.

      Slet
  3. Hold nu op, det var en masse i har haft gang i. Først: Stort TILLYKKE med Å. Dejligt når der kommer nye til. Og tillykke med salget. Det bliver en omvæltning, men forhåbentlig en af de gode. Glæder mig til at følge med i hvad i finder ud af med fremtiden. God påske herfra.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Anonym 🙂 Det bliver helt sikkert en omvæltning som vi skal vænne os til. Men vi tror på at det skal vi nok klare 🙂

      Slet
    2. Ved ikke hvorfor jeg optræder som "anonym". Det var bestemt ikke meningen. Mvh Joan M.

      Slet
    3. Dejligt at du opdagede det, Joan og svarede, tak 🙂

      Slet
  4. Stort tillykke, Lene, både med familieforøgelsen med lille Å og gårdsalget - havde I virkelig to gårde? Jeg synes, du skriver, at der skal ryddes ud fra 2 gårde. Jeg kan huske, at det var noget af et arbejde i sig selv at rydde ud, bare fra et enkelt hus - og vi gjorde det over flere år, før vi tog springet. Det bliver noget af en omvæltning for jer, men det skal nok blive godt. I får bedre tid til at tage nordpå og følge med i udviklingen i børnebørnene, og I får også tid til jer selv. Gad vide, hvad landmanden finder på - måske en masse jagt.
    Mange ønsker om et godt liv efter landmandslivet!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Conny. Vi har en gård ved siden af. Stuehuset står tomt, men der er svinestald (udlejet lige nu) og kartoffelhuse. Vi får travlt, men vi skal nok klare det 🙂.

      Slet
  5. Sikke en masse, der sker i dit og jeres liv nu. Held og lykke med forandringen og med at finde jeres nye sted og nye liv.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak 🙂 Vi skal nok finde et sted og finde vores måde at være i et nyt liv på. Lige nu holder vi fokus på oprydningen og vores arbejder 🙂

      Slet
  6. Det var ikke meningen, at jeg ville være anonym

    SvarSlet
    Svar
    1. Ilse, dejligt at du opdagede det 🙂

      Slet
  7. Charlotte Thaarup26/3/24 8:44 PM

    Ej hvor er det spændende altsammen! Til lykke med barnebarnet og med den flotte beslutning om at drage videre. Vi er lidt samme sted i livet. Vi har købt grund og tegnet hus i Strandby. Derfor skal der jo sorteres og tænkes frem. Dejligt, at have god tid. Det bliver spændende, hvor I slår jer ned.
    - Og snart ses vi!

    SvarSlet
    Svar
    1. Charlotte, tak :-) Jeg havde godt fornemmet på dine ord på instagram, at I var på vej nordpå. Det lyder spændende, jeg glæder mig til at høre mere om den proces og jeg glæder mig til vi ses :-)

      Slet
  8. Også stort tillykke herfra 😊 Det er så dejligt at høre om de unge mennesker højt mod nord, alle 4 faktisk, og også at I har taget en beslutning, mens det stadig er jer, der har beslutningskompetencen.
    Mine forældre kom ud af deres firma med en ret stor gæld, så derfor havde de ikke så mange muligheder, da deres nedlagte landbrug endelig blev solgt, med tab. Men heldigvis fik min bror mulighed for at købe et lille parcelhus til dem, der hvor han bor, fordi salget af hans relativt nybyggede hus gav et pænt afkast. Så nu bor de til leje hos ham og der er ro på det hele. Jeg husker dog stadig kampen for at komme ud af gården til det rette tidspunkt, hvor vi bogstaveligt talt bakkede ud af døren og skrabede de sidste ting sammen bag os og smed det op i traileren.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Mette. Og dine forældres historie er der jo desværre mange, der har prøvet. Det må være så hårdt at gå igennem og dejligt at din bror kunne hjælpe. Der er ingen tvivl om at vi får travlt og lige nu føler jeg lidt - hvor skal jeg starte :-)

      Slet
  9. Tillykke med familieforøgelsen.
    Det er sandelig noget af en omvæltning, I står overfor med flytning osv. Er Naturstyrelsens overtagelse et led i genskabelsen af højmosen?

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Eric. Jeg tror ikke jeg helt har fattet hvor meget der skal ske inden vi lukker døren her. Og det der kommer bagefter, tager vi til den tid :-)
      Jeg tænker det, vores jord skal i hvert fald på sigt lægges tilbage til højmosen.

      Slet
  10. Kære Lene, tillykke med endnu et dejligt barnebarn, hvor er det dejligt. Og tillykke med jeres beslutning om at sælge gården, jeg kan godt forstå, at det har været en lang og hård beslutning og det har jeg også kunne fornemme i nogle af dine tidligere indlæg. Dejligt at I selv har taget beslutningen og at I nu har godt tid til at rydde ud. Vi havde otte måneder fra vi besluttede at flytte tilbage til Dk til vi kunne flytte ind i huset. Det var godt for os, der var mange processer og tanker, der skulle på plads.
    Undskyld jeg er nysgerrig, men hvad sker der med jeres smukke gård, når der ikke længere skal drives landbrug?
    De bedste ønsker og tanker til jer, jeg glæder mig til at følge med. God Påske, kh Marianne

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Marianne. Der er sket mange ting i vores liv de sidste år og jeg har nok det sidste halve år skullet fordøje alt det med sygdom, ikke blot hos vores datter men også i familien i Norge. Og når man så lægger gårdsalget ovenpå, så har der været rigeligt at tænke på :-) Men vi er glade for beslutningen.
      Som jeg forstår det, skal jorden med tiden være en del af genopretningen af højmosen. Tak og i lige måde.

      Slet
  11. Det var da så lige en nyhed! Tillykke med det hele; både nyt barnebarn og salg.
    Der er nok ingen af dem, som følger dig, der har været i tvivl om, at der har været et eller andet, der har fyldt meget hos jer, men jeg tror ikke lige, jeg havde set komme, at Naturstyrelsen kommer ind i billedet. Sikke en god ide. Jeg glæder mig meget til at følge jeres videre vej - jeg håber sandelig ikke, at du opgiver bloggeriet, for du kommer nok ikke til at mangle stof 😄

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Ellen. Jeg har ingen intentioner om at droppe bloggen, men jeg skal have fundet en måde hvorpå det føles let som tidligere. Før sad jeg i sofaen med min bærbar, den har jeg ikke mere. Og at skrive indlæg på mobilen, det har jeg svært ved, så måske jeg skulle få investeret i en tablet med tastatur :-)

      Slet