Man kan nå meget på 48 timer

Det var så skønt at få lov til at kramme dem igen, men vi kan godt mærke, at vi nok ikke skal gøre det på denne måde igen.

Gode råd var dyre, vi havde et flyttelæs, vi havde adgang til Norge i og med at vi begge var færdigvaccinerede og var forældre til et voksent barn i Norge, vi havde en weekend at gøre godt med og vi havde fået forskellige til at passe gård og hunde i de 48 timer. Derfor blev løsningen, at vi kørte hjemme fra gården fredag aften med en læsset varebil og en læsset stor trailer kl 20. Traileren var så stor, at jeg ikke måtte køre med den. Klokken 22 sejlede vi fra Hirtshals og landede i Larvik kl 2. Planen var, at vi skulle sove de fire timer på båden, men selv om vi havde købt plads i stillerum, så fik vi ingen søvn, i hvert fald meget lidt (under en time).

Jeg havde været meget spændt på tolden, for vi skulle have flyttegodserklæring fra vores søn og svigerdatter med underskrift, vi skulle have flytteliste med alt opgjort og om det var brugt eller nyt. Den lavede jeg og heldigvis havde sønnen og jeg skrevet på alle kasser (24 i alt), hvad der var i dem. I mine mareridt afviste tolderen os eller vi skulle åbne alle kasser eller ... Ingen af delene skete, politibetjenten fik flyttegodserklæringen, lyste på vores ansigter og så på vores pasbillede og så scannede hun vores kode i coropas-app'en. Hvorpå hun sagde, det er en lang tur, kør forsigtigt, Klokken 2.30 kørte vi ud af toldområdet og satte kursen mod Trondheim. I følge google map og andre gode sider tog vi den hurtigste rute, som skulle tage 7,5 time. Det er så ikke med en læsset trailer bag bilen, hvor man kun må køre 80 km i timen og mange steder var der fartbegrænsninger til 60, 70 eller vejarbejde med 50 km/timen. Så vi brugte ti timer på turen, uden søvn. 

Jeg kunne godt have sovet, men jeg besluttede mig for, at min opgave var at holde øje med trafikskilte, ruten og servicere landmanden med mad og drikke igennem dagen. Samtidig strikkede jeg også, for nu er det blevet virkeligt for mig og babysvøbet skal være færdig om meget kort tid.

Vi kørte en fantastisk rute. Riksveg 3 byder på det ene smukke scenarie efter det andet. Vi holdt små korte pauser, drak red bull, te og sodavand. Køletasken indeholdt ostemadder i rigelige mængder, frugt, youghurt og chokolade. Vi tog en enkelt powernap eller to, men de blev meget korte, for vi skulle jo hjem igen allerede næste morgen, så timerne skulle udnyttes.

Det meste af vejen kørte vi langs en stor elv. Sådan er det jo i bjergland, vejene er bygget ved vandet, for der er der fladt og så har man bygget tunneller gennem klipperne for at komme fra den ene dal til den anden.

Jeg havde læst, at 110 km nord for Elverum var verdens største elg placeret, så vi fik timet vores morgenpause der. Det var skønt at komme ud og strække benene. Vi fik begge "stolpeben" af de mange timer i bilen, så vi lavede bengymnastik for at sætte gang i cirkulationen. Der var meget varmt, men i bilen kunne vi holde temperaturen nede.

Og vi skulle selvfølgelig som alle andre fotograferes under elgen. 

Længere oppe i Norge kom vi op at køre langs klippekanten med udkig til dalene og med udkig til snedækkede toppe, da vi nærmede os Trondheim.

Sønnen skrev, om vi ville have frokost, når vi kom. Men vi kiggede blot på hinanden og sagde, at vi gerne ville have flyttet alt op i lejligheden på fjerde sal (uden elevator), inden vi kom ned at sidde.

Klokken 12.30 kunne vi knuse og kramme vores to dejlige unge mennesker igen. For vores svigerdatters vedkommende er der gået 1 år og 4 måneder, for vores søns vedkommende 9 måneder. Det var så godt, og det var hele turen værd. 

Så gik vi i gang, svigerdatteren blev forbudt at slæbe noget som helst, så hun ryddede op og anviste hvor tingene stod. Landmanden og sønnen tog de tungeste møbler og flyttekasser, jeg tog de andre ting.

Og langt om længe kunne vi sætte os til et lækkert bord med masser af rejer til at pille. Det var så godt at se dem og være sammen med dem. Og min søde svigerdatter kunne nok fornemme den kommende bedstemors længsel, så hun spurgte om ikke jeg ville mærke på maven, det gjorde det hele mere virkeligt. Vi nød deres skønne studielejlighed, men mest af alt samværet med dem.

Den glæde sidder stadig i mig og det gjorde hele turen værd.