REGNEN PÅ MIT VINDUE

Mens regnen pisker ind på mit vindue, jeg tror blæsten får det til at lyde af mere end det er, sidder jeg her i stuen og funderer over aftenvagten i går.

Jeg havde en stue, fire patienter, at tage vare på. En var selvhjulpen, her var min sygepleje at informere, og heldigvis fik jeg sat mig først på vagten og fik snakket medicin og kolesterol sænkende kost med patienten.

De tre andre patienter havde dysfagi, dvs. problemer med at synke og dermed problemer med at spise og drikke. En kunne snakke, to havde afasi. Formentlig havde den der kunne snakke sin blodprop i hjernestammen. Her går kranienerverne ud, og det er bl.a. nerverne til ansigtet og til synke musklerne.

De to andre havde formentlig deres blodprop i venstre side af hjernebarken. Her sidder de to talecentre, og midt imellem er det motoriske område, så hvis det er en stor blodprop, så har det ramt både talecentrene og nerverne ud til synkemusklerne. Den ene var også lettere lammet i højre side, det var den anden ikke, så det siger også noget om, at blodproppens skade(arvæv) ikke var samme sted.

Forestil dig selv med bind for øjnene, du er et sted, du ikke kender, du er blevet snurret rundt, så din viden om op og ned, højre, venstre, for og bag er forstyrret. Forestil dig, at nu tager én fast i din hånd, siger noget, du ikke forstår, det gør måske lidt ondt, så hvordan reagerer du? Ja jeg ville forsøge at få dette angreb til at høre op, rive, nive, slå, bruge alle mine kræfter på at få dette vanvid til at høre op.

Sådan var det i går, dropsæt blev rykket ud af væske, dyner og puder blev smidt ud af sengen, jeg blev nevet og slået og måtte derfor tage hårdere fat for at få dropslanger sat i på ny. Lige meget hvad jeg prøvede af metoder til at give rum-retnings fornemmelse, lige lidt hjalp det. Undervejs fik jeg væltet vaser ned af sengebordet, fordi der er så lidt plads mellem sengene, og af hensyn til patienten har jeg altid gardinerne trukket omkring sengen, når der skal skiftes ble, kateriseres, lejres etc. Men det begrænser også mit råderum, så jeg måtte tørre gulv og finde nyt vand til roser.

Herefter rykkede en anden patient sin sonde op, ikke med vilje, men når man mangler sin kropsfornemmelse, så tager man jo fat i det, der generer en, og så var sonden oppe. Jeg valgte ikke at lægge en ny, da sandsynligheden, for at den røg op om natten, var stor. Patienten fik et glas saft med fortykningsmiddel i, det gik godt, patienten kunne selv drikke det, mens jeg gav en anden patient sondemad. Jeg var ikke helt tilfreds med mængden, så jeg sagde, da jeg var færdig ved den anden patient, drik lige lidt mere, men patienten var blevet udtrættet af at drikke, så nu fejlsank vedkommende med det resultat, at der blev hostet og hostet, så jeg overvejede, om jeg skulle suge. Det blev ikke nødvendigt, men hvor var jeg ked af, at patienten skulle have den oplevelse.

Alle fik målt blodtryk og puls, og så sagde jeg godnat og gik ud for at dokumentere min sygepleje. Lige før gåtid, kom den ene patient ud og bad mig om at kigge til en anden patient. Patienten havde formået at få væltet vasen med roserne ned over sig og havde samtidig hevet sin venflon ud, så der var vådt og fyldt med blodpletter i sengen.

”klokken er 23, Lene, du skal hjem!” sagde min unge kollega, som havde gruppeledertjansen denne aften. Hun gik ind og hjalp patienten i rent tøj sammen med nattevagten, som var mødt ind.

Jeg kørte hjem, træt og tung i hovedet. Sådan kan en aftenvagt forløbe.