En jul uden vægtøgning

 Trods massive indtagelser af lækkerier gennem hele juletiden, sørgede en lille gut for, at hans farmor ikke tog på i julen. Vi havde den lykke at have familien på besøg i ti dage inklusiv datteren. Vi kan ikke være der for den lille familie til hverdag, til gengæld ser vi det som en glæde, at vi tager S, når han vågner om morgenen. Så kan forældrene sove længe og være længe oppe om aftenen uden at tænke på tidlig morgenstart. Lykken er at starte morgenen med glade smil og en masse snak på norsk. Så snart bleen var skiftet, vasken og tandbørstning var overstået, speedede vi op.

Vi fandt en gammel børnebåndoptager, som stadig kunne spille, godt nok med en rusten lyd, men vores børn syntes godt om den autentiske lyd af  kassettebånd med masser af god popmusik. S dirigerede sine farforældre, så vi løb, hoppede, vrikkede os rundt om juletræet, rundt om spisebordet, hoppede over dørtrin og ned gennem gangen. Nogle gange tog vi også køkkenet med. 

Det blev mere og mere avanceret for hver dag og ve den farforælder, der ikke sørgede for at lave nøjagtige samme bevægelser som S viste . Vi blev med det samme irettesat. Det resulterede en morgen i, at jeg flækkede totalt sammen af grin og fik mange kommandoer, som jeg ikke kunne efterkomme grundet latteren. S hoppede med begge knæ ned på mit balancebræt, derefter hoppede han op igen og stod på gulvet, hvorefter han hoppede med samlede ben op på brættet og ned igen. 

Jeg tog kun den sidste del med stående på balancebrættet, det duede ikke! Nej farmor! Jeg blev vist det igen og så prøvede jeg, men da jeg først var kommet ned på knæ på balancebrættet, kunne jeg ikke komme op igen. Mens jeg grinte lød det igen og igen; op og stå farmor! Jeg kom da op igen, men farfar fik lov til at gøre det stående, om det skyldtes at S ikke havde tiltro til ham eller at han havde nedjusteret sine tanker om farforældrenes evner, skal jeg ikke sige.

Juleferien sammen startede med regn og rusk. Nytårsaften skød vi nytåret ind med et batteri, som stod udenfor på gårdspladsen og vi stod i læ i porten til kartoffelhuset. Bagefter morede vi os med stjernekastere og knaldperler.

Næsten hver juledag tog landmanden og S en tur på traktoren, vi skulle også fodre høns og hunde. Det var en fornøjelse at se, hvordan S blev mere og mere fortrolig med de store hunde. Til sidst gik han rundt mellem dem og lød som et lille norsk ekko af sin farfar; sit Ayla, nej Dexter, kom Ayla, dæk Dexter osv.

Farmor og S har spillet på klaver, sunget sange og læst bøger, mens farfar sorterede kartofler og resten af familien sov.

Da sneen kom, legede vi alle i sneen. Den gamle trækælk blev hægtet bag ATVen, og så fik vi alle en kælketur på gårdspladsen. Den sidste dag nåede vi at komme på kælkebakken, hvor vi alle fik travet op og kælket ned ad bakken. 

Vi var også barnepige, så forældrene tog i byen en aften og en anden aften på brætspilcafe sammen med datteren.

Pludselig var de ti dage ovre og vi sendte alle hjem, tre til Trondheim og en til Aalborg. Der er stille i huset, når vi kommer ind/hjem efter arbejde. Vi har begge arbejdsmæssigt lige så travlt som før jul, men i år fik jeg ikke blot ryddet julen væk fra huset, men også ned i julekasserne. Tit har de blot ligget nede på det ene værelse, til jeg fik taget mig sammen til at pakke det ned i kasser.

I dag kom jeg ud at gå, for jeg bevæger mig ikke så meget mere, som da S var på besøg og så spiser jeg mere - ikke en god kombination. Hvor er verden dog bare smuk med sne, ja ja jeg ved godt, at den er sjap og søle i byen, men her hos mig er den magisk. Jeg elsker sneen! Og sørger over at den nok forsvinder de næste dage, indtil vinteren vender tilbage på mandag.

solen gik ned mens jeg gik tur