At kende sin besøgstid

Se nu er du jo nok mere vidende end jeg er, så du gnægger lidt i skægget over min manglende sprogviden. Øh nej, du gnægger måske eller også så griner du i skægget, begge vendinger er nemlig udtryk for en skadefro latter. Nå men indtil for et øjeblik siden troede jeg faktisk, at det hed at kende sin besøgstid, og det passede perfekt til det, jeg havde på hjertet. Men det gør det slet ikke, det hedder nemlig at kende sin besøgelsestid og det er noget helt andet.

Besøgelse er et gammelt ord for Guds komme for at hjælpe eller prøve menneskene; og at kende sin besøgelsestid bliver da at være klar til at benytte en gunstig lejlighed, at forstå at handle, inden det er for sent. Hentet herfra

Nu får overskriften lov til at stå, for besøgstid er det, indlægget handler om. Mit sygehus er hoppet med på bølgen, der skal nu være fri besøgstid, alle jubler, blot ikke personalet! Og så var det jeg opdagede, at Godmorgen på P1 havde et indlæg om det emne med formanden for regionernes sundhedsudvalg, som også er min regionrådsformand. Jeg prøvede noget nyt, jeg havde P1 kørende som baggrundstale, da jeg lavede regnskab og langt henne i programmet kom emnet så. Langt hen ad vejen er vi enige. Ulla Astman talte om, at det gav større tryghed, at der var en ekstra person  til at lytte og stille spørgsmål og det sikrede en bedre inddragelse. Enig

Journalisten konkluderede korrekt, at for hende handlede de emner mere om, at pårørende var med til stuegang og når der i øvrigt blev givet informationer. Og ville det her ikke bare give flere forstyrrelser? UA mente, at det krævede forståelse fra pårørende, så de ikke kom på alle mulige tidspunkter, men at de skulle inviteres med og få mulighed for at være længere tid på sygehuset. Problemet er bare, at der er pårørende, som ikke forstår dette. Når de er kommet langvejs fra, så er jeg en sur gammel mokke, der ikke vil lade dem blive inde på stuen, hvis jeg mener patienten har brug for hvile. Der er det godt at kunne henholde til besøgstiderne. Og for nogle af mine mindre erfarne kolleger kan det være svært at argumentere fagligt, når man står over for et menneske i krise. Vi skal kunne rumme dette dilemma, men nogen gange er det godt at have besøgstiderne i ryggen.

Journalisten nævnte også, at region Nordjylland havde de korteste besøgstider, og her er jeg fuldstændig enig med UA, for tallene viser ikke, at pårørende ofte inviteres med til stuegang, og at der udvises stor fleksibilitet for at pårørende kan være hos patienten, når der er behov for dette. Hos os har vi besøgstid om eftermiddagen og om aftenen, men langt de fleste pårørende kommer også om formiddagen, fordi det netop er et hyperakut afsnit, hvor både patient og pårørende har brug for at være sammen om beskeder. Problemet er bare at hverken patient eller pårørende ikke altid observerer det, vi gør. At den hårdt ramte patient prøver at stramme sig an til ære for sin familie, patienten kan have svært ved at finde hvile, når ægtefælle eller børn sidder ved siden af hele tiden. Så vi er meget åbne omkring, at der skal hvile og ro til på vores afsnit og at det ikke er nok bare at sidde stille ved siden af. Pårørende skal forlade stuen indimellem og i tidsrummet mellem 12 – 14.30 er adgang for pårørende forbudt på stuerne og nede i vores opholdsrum. Vi har en anden opholdsstue uden for afsnittet, her må de gerne være.

Men selv blandt personale er der også forskelligheder og tolkninger, måske pga vores forskellige erfaringer som patient eller pårørende. Jeg har som pårørende oplevet behovet for at kunne være sammen som familie for at støtte forældreparret til et sygt barn. Jeg tror så også, at vi har en radar for hvordan vi skal opføre os, så vi trak af os selv uden for afdelingen, da vi blev flere og flere. Vi skiftedes derefter til at være på patientstuen, når forældrene ønskede det og personalet tillod det.

Og forleden dag var jeg til møde hele dagen inde på det andet sygehus, hvor børneafdelingen holder til. Nede i kælderen så jeg disse to skønne personer. Allerede inden der var børn til stede var de fuldstændig inde i hver deres rolle. Den ene trøstede den anden, mens de gik ned ad gangen og de stillede smilende op til fotografering, da de opdagede mig. Jeg er helt sikker på, at de kender deres besøgstid eller deres besøgelsestid, for de skal være opmærksom på hver en mimik, hvert et ord fra børnene, som giver en mulighed for at gøre en forskel for det barn.