lørdag, april 25, 2015

Lørdagsarbejde og små mirakler

Egentlig skulle jeg have arbejdet på sygehuset, men en kollega havde brug for fri i næste weekend, så nu tager jeg to halve arbejdsweekender i stedet for. Herhjemme er der heftig aktivitet, landmanden kører nærmest i døgndrift, fordi han kun har en medarbejder lige nu. Gyllen er spredt, nu gælder det såning af korn. Vi får ikke snakket meget sammen og slet ikke når jeg først er i Glasgow, kommer senere hjem end beregnet, har arbejdsdage og dernæst tager en hel dag til Odense til temadag. Desto mere nyder jeg fridagene, hvor jeg får vasket tøj og nu er i gang med regnskabet.

20150425_074857

Der smøres madpakker, som skal bringes ud i marken. I dag skulle jeg hente landmanden på en mark et stykke vej fra gården. Havde jeg været af sted, måtte han gå hjem, nu benyttede han sig af muligheden for den nemme vej hjem. Først køres vognen med korn ned i marken og bagefter kører han ned med såmaskinen. På den måde er han fri for at skulle hjem hele tiden for at fylde såmaskinen. Da jeg kørte ned langs søen, oplevede jeg det som alle gør lige nu, nemlig at moreltræerne blomstrer hvidt og gerne. Og et lille mirakel er sket bag gården, for et af træerne har besluttet sig for at ændre stil, så nu har vi et lyserødt blomstrende træ, og det har vi aldrig haft før.

20150425_14275220150425_14280720150425_142814

Landmanden har kundgjort at han først kommer hjem, når den store mark er tilsået, så det bliver sent aftensmad. Det gør ikke noget, jeg har købt mig til den nemme løsning i Føtex, da jeg var oppe og træne LOOP. Klargjort mørbrad på svampebund, hvor der hældes fløde over, ind i ovnen og så er den aftensmad klaret. Kartofler har vi stadig til eget forbrug, så det bliver tilbehøret sammen med en skål grøn salat. Nu vil jeg skynde mig at få regnskabet færdig, og så frister sofaen med tæppe, film og te. Jeg skal jo arbejde i morgen, hvor landmanden forhåbentlig kan slappe af. God lørdag til dig.

10 kommentarer:

  1. Åh ja, de landmænd har jo hujende travlt i perioder. Ham, der passede fars jorder, havde også en kone, der kørte i fast rutefart med formiddagskaffe, frokost, eftermiddagskaffe og aftensmad til den travle mand (som hed Wiid og som var fuldstændig sort hele høstsæsonen ;-) og hans hjælper.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, her kommer landmanden dog ind til formiddagste og frokost :-) Og han vil modsat mange andre landmænd som regel ikke have aftensmad før han slutter sit arbejde.

      Slet
  2. Min næse har fortalt mig flere gange undervejs idag og i går at landmænd har travlt!!!
    God weekend til jer alle.
    For søren da, hvor er dine "nye" mirabeller smukke....

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Anne, ja her lugter det ikke, for der kører en harve lige efter nedfælderen, så den lugt der er, forsvinder hurtigt :-)

      Slet
  3. Det er dejligt (og nødvendigt) med den slags pusterum, hvor hjemmet (og man selv) kan komme på fode igen.
    Sjovt med dit træ, der pludselig har ændret farve. Det har jeg ikke hørt om før.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, jeg har heller aldrig hørt om et sådant skift

      Slet
  4. Det er da den fineste, sarteste lyserøde farve, dit moreltræ har fået.
    Landmænd er vist gjort af et særligt stof, når de på den måde orker at arbejde fuldt ud.

    SvarSlet
    Svar
    1. Conny, det er så smuk at se på. Landmænd er helt sikkert gjort af et særligt stof :-)

      Slet
  5. Landmanden må følge Bondens lov (man skal så når jorden er tjenlig), andre kan følge Skolens lov (at terpe de sidste 14 dage før examen og alligevel bestå). Smukke træer.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jørgen, tak for de to love, dem genkender jeg :-)

      Slet