Søvnig tirsdag med plads til tanker

Hvor mandagen bød på solskin med blæst, så byder tirsdagen på regn og overskyet himmel, og jeg går nærmest i dvale. Tankerne kredser om morgendagens fokusområde med en af mine kolleger. De fleste patienter hos os overlever, men der er også mennesker, som bliver så hårdt ramt af deres blodprop(per) eller blødning(er) i hjernen, at der ikke kan tilbydes behandling for disse. Nogle familier er meget afklarede, de ved, at deres kære ikke ønsker livsforlængende behandling, andre ønsker, at vi prøver alt det, vi kan sætte ind med forebyggende og rehabiliterende tiltag. Det er en svær situation for alle, og vi må være de professionelle, som kan give råd og som kan tage en faglig beslutning. Når en beslutning så er taget, og det er lindrende pleje/behandling, der skal til, så kommer næste problemstilling. For vi er jo et hyperakut afsnit, vi ønsker ikke at flytte mennesker, som måske kun har kort tid tilbage. Problemet er, at vi ikke ved det, jeg har oplevet mennesker, som holdt ved livet i uger. Og hver dag kommer der nye patienter med blodpropper/blødninger i hjernen, som vi også skal sikre en god behandling og pleje. Så indimellem bliver vi nødt til at flytte mennesker til et andet afsnit. Der er ikke en løsning på det, jeg ville egentlig ønske, at alle kunne komme på hospice, men det ville koste samfundet dyrt. Og man kan vel argumentere mod hospice til alle med, at døden ikke er en sygdom, det er et livsvilkår, som vi skal kunne håndtere på en værdig måde, om det døende menneske er indlagt på sygehus, hospice eller er hjemme hos sig selv.

I morgen skal min kollega, som er erfaren med palliativ pleje/behandling (palliativ = lindrende) og jeg drøfte, hvordan vi på vores afsnit får gjort vores viden om palliativ pleje bedre. Vi får tilbagemeldinger om, at pårørende oplever en fantastisk ro omkring deres kære på stuen, selv om de kan se, at der er meget travlt på afdelingen, og at de føler sig velkommen og får svar på de spørgsmål, der måtte være. Det er vi selvfølgelig glade for, og vi gør rigtig meget for, at det skal være sådan. Vi forsøger at give enestue, vi forsøger at de pårørende, der vil, kan sove der, vi sørger for kaffe og drikkevarer, vi indlægger sommetider en pårørende, så de kan spise med på afdelingen. Vi forsøger at være nærværende i samtaler på stuen, vi forsøger at hjælpe, når det bliver svært at være på stuen sammen med den døende.

Vi vil gerne blive bedre, og det er så det, vi vil sætte fokus på i morgen, det skulle gerne ende med et fyraftensmøde for alle tværfaglige kolleger med eksperter fra det palliative team på sygehuset. Og i nutidens sygehusverden skal det også ende med en instruks, så der er klare retningslinjer omkring det, vi kan give klare retningslinjer for. Vi mennesker reagerer vidt forskelligt på kriser og død, der skal man som sygeplejerske have en viden om sorgreaktioner og om samtaler. Mit bedste råd er, vis du tør være i rummet, du behøver ikke at sige noget, du kan ikke fjerne sorgen, så vær der og del afmagten og sorgen. Det er min private og professionelle erfaring, at det er lige nøjagtig det, pårørende efterfølgende har sat pris på.

God tirsdag til dig.