SØNDAGSTUR

Turen til min fars hus var planlagt, og ikke mindst havde jeg mentalt forberedt mig på, at der ikke skulle arbejdes i haven, jeg skulle kun kigge for at kunne bestille gartneren. Jeg har en have herhjemme, der kalder på mig indtrængende og gerne så et par flittige hænder. Alligevel fik jeg dårlig samvittighed over, at jeg ikke havde taget arbejdstøjet på, for det var en smuk, men meget frodig have, jeg kom ned til.  I stedet for kørte jeg ned og købte en blomst til min mors gravsted. Jeg har normalt ikke behov for at komme på kirkegården, jeg har mere behov for at være sammen med min far. I dag havde jeg lyst og behov, min far skulle ikke besøges i denne omgang, og havens frodighed fik mig til at tænke på min flittige mor. Min mor, som aldrig holdt op med at søge viden, aldrig holdt op med at være nysgerrig på livet. Hun elskede at læse, hun elskede at sætte sig ind i områder, men hun havde også styr på sin have og sine håndarbejdsprojekter, om det var syning, patchwork eller strik. Hun elskede at synge og nød timerne med sit kor lige til det sidste. Min mor var den, der lærte mig at spille på klaver, men hun erkendte hurtigt, at selv om man er lærer, så skal man ikke undervise sine børn i klaverspil, så vi fik anden klaverlærer. Oppe ved kirkegården blomstrede det lille træ så smukt, og det var dejligt at tage en lille tur tilbage i tiden.

Inden jeg kørte på motorvejen ned mod min barndomsby, drejede jeg inden om garnbutikken igen. Der var stadig garn, glade sælgere og besøgende. Jeg fik købt garn til datterens sjal, nu håber jeg, at rustrød er den farve, hun tænkte på. Der blev købt mørklilla til en trøje til sønnen, håber det er den farve, han tænkte på, og en indigoblå skal blive til trøje til landmanden, det har jeg bestemt. Og Lone og Liselotte har bestemt, at den smukke lilla i det lille bundt skal i mit sjal, som jeg snart skal til at strikke. Og datterens ønske om en vinrød cardigan må vi vente med, det garn var udsolgt. Men som jeg sagde, da jeg ringede til de kære børn i går og tilbød at strikke trøjer til dem, så kender de jo tempoet. De skal være glade, hvis det bliver i år, at trøjerne bliver virkelighed. Men når jeg forhåbentlig har bestået diplomeksamen til august, så skal jeg have et nyt mål, det kunne passende være at få en trøje færdig hver 2/3/4…… måned. Sådan cirka. Men når jeg kan blive løber, kan jeg vel også blive superstrikker. Nu har jeg i hvert fald et lager.