søndag, juni 12, 2016

Lørdagsfrydelighed og søndagstaknemlighed

Familien! Både frygtet, hadet, irriterende og elsket. Sådan beskrives den rundt omkring i den virkelige verden og dermed også i blogland. Hos mig er den elsket, den kan godt være irriterende, men det er jo netop, fordi det er de mennesker, som kommer tættest på mig og dermed også er dem, jeg kender bedst og som kender mig. De er på godt og ondt mine livsvidner, mine fire søskende. De har kendt mig altid i deres liv, jeg kan ikke huske livet uden min ældste lillesøster, som kom 21 måneder efter mig. Jeg har faktisk også svært ved at finde minder, før min lillebror kommer til verdenen, han er fem år yngre end mig. Mine to yngste søstre, som er ni og 12 år yngre end mig, kan jeg derimod huske, at de blev født. Da vores far kom på plejehjem, blev vi enige om, at vi fem med familier skulle mødes to gange om året. I går var det femte gang, at vi mødtes. Derudover har vi mødtes til runde fødselsdage (de gamle i familien). Endnu har vi til gode at være samlet hele familien, der er altid en af de unge eller flere, der er ude at rejse eller læser til eksamen eller noget helt andet. Sådan er det. Lørdagens familiekomsammen var hos min søster i Rebild, dejligt vejr, skønne mennesker, lækker mad, alt forenede sig og sendte mig hjem ved midnatstide med latteren boblende i kroppen og hjertet sprængfyldt af glæde. Datter og svigersøn kunne desværre ikke være med, eksamen og andre livsbegivenheder kom forud for komsammen. Efter sommerferien skal vi dog samles i den store familie: alle mine fætre og kusiner på min mors side mødes hvert andet år sammen med vores tante, mostre og mænd, det glæder vi os allerede til.

P1040424

Søn og kæreste var dog med, og stor var min glæde, da jeg blev mødt af dem med ordene; vi vil gerne med jer hjem i aften, må vi det? Om de måtte? De havde kørt med min yngste lillesøster, og havde oprindeligt planlagt at sove i telt og så køre med hende hjem igen i dag, men min søns kæreste har travlt som sygeplejestuderende og skulle gerne have læst noget i dag. Og det kan nemmere gøres her hos os. Så jeg har gjort studerekammeret klart. Lørdagens komsammen startede med hjemmebagte boller, knækbrød og kringle, som blev nydt i haven. Bagefter gik de fleste af os en tur i Rebild Bakker, tænk at have den i sin ”baghave” og kunne få pulsen op midt i den skønneste natur. Jeg fik lidt opdateringer undervejs om de unges liv (min nevø og niecer); en arbejder hårdt for at tjene penge til en tre måneders tur til Canada og New York, en anden er lige kommet hjem fra en tre måneders tur med en højskole med frivilligt arbejde blandt andet på en farm i en regnskov i Caribien. En tredje er i gang med praktik på sit journaliststudiet, en fjerde læser til eksamen på fysioterapeutstudiet, og den femte forbereder sig til eksamen på gymnasiet.

P1040425

Hjemme igen blev alle sat i arbejde, så vi kunne mødes om et lækkert aftensmåltid, som strakte sig helt hen til midnat. Vi grinte, snakkede og kom også omkring de alvorlige og tunge emner. Med i den mentale rygsæk er nemlig sorgen og savnet. Og vi havde vist alle set serien; Min mor er død men det taler vi ikke om. Og den viste jo, at det at miste sætter spor, som aldrig går væk, livet stopper ikke, livet er skønt, men vi vil for altid bære mindet med om den tid, vi havde sammen med min niece, som døde af en hjernesvulst 15 ½ år gammel, og med vores mor, som døde 74 år gammel af tarmkræft. Og det er for mig det vigtigste, at vi er en familie, hvor vi kan rumme latter, gråd, sorg, glæde og dele det med hinanden.

P1040429

Og for at illustrere det, så hopper jeg lige fra sorgen og savnet til minderne om Les Humphreys Singers! Hvad skulle vi dog gøre uden vores smartphones? Vi brugte dem konstant, da vi ”voksne” dykkede ned i ungdommens musik, og vores yngste søstre så undrende ud ved sangnavne som Mama Loo og We are going down Jordan, og deres ældste søstres ubehjælpelige forsøg på at synge sangene for dem. Jeg lærte så også lidt om Spotify, og må så erkende, at når ældste lillesøster kan bruge dette og lave playlister, så må jeg da vist også kunne. Så vi fandt også svigersønnens sange frem, lige som datterens vokal er med hos en anden musiker.

P1040439

Nu er søndagen startet helt perfekt med morgenmad sammen med landmand, søn og kæreste, landmanden er taget til riffelprøve, de unge slapper af, og jeg vil gå en tur og nyde, at jeg i går fik snakket lang tid med datteren. Sorg og savn fylder, men det gør glæde og taknemlighed også. God søndag til dig.

P1040440

PS Og så fik jeg slet ikke skrevet om minderne forbundet med Rebild Bakker. Udflugtsstedet, som vi altid tog til sammen med min mormor og bedstefar.

19 kommentarer:

  1. Det er sådanne dage, der fylder godt på kontoen for livskvalitet og som man kan leve længe på :)
    Mette L

    SvarSlet
  2. Rebild er også minder om udflugt med mor og far. Traveture, når lyngen blomstrede. Vinterture og suppe på Det gamle Rebildhus, hvor skiløberne har parkeret skiene som et helt stakit i snedyngerne uden for. Senere vinterweekender i mor og fars campingvogn på Safari camping med vores børn; nye traveture og udflugt til Vandland Aalborg.
    Familie, samhør og samvær, er stjernestunder.

    SvarSlet
    Svar
    1. Anne, sikke mange skønne minder du har om Rebild. For mig er familiesamvær også stjernestunder

      Slet
  3. Det ser ud som et skønt område. Jeg har været der, men det er så længe siden, at jeg ikke rigtig husker hvordan der så ud.
    Til gengæld husker jeg tydeligt Les Humphries Singers, også specielt for de to sange du nævner :-)
    Det er dejligt at læse, at alle de unge i familien ser ud til at være rigtig godt i vej!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, min ældste lillesøster fandt ud af i går at jeg havde været til koncert med dem i de unge dage, hvor jeg åbenbart var voksen og hun stadig under vores forældres vilje ;-), det var hun helt vildt misundelig over :-)

      Slet
  4. Jeg forstår dig til fulde, - familien er det vigtigste. Jeg tilbragte weekenden i København med barnedåb og det meste af min familie samlet. Ren nydelse. Den fantastiske prædiken blev holdt over "Den fortabte søn" og mindede om, at der er andet end fantastisk (og det er der jo også i min familie....), men det rokker ikke ved, at det er familien der betyder mest for mig.
    Les Humphries har sat spor, og nu har jeg "We are going down..... Jordan" på hjernen :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, hvilken skøn anledning til at være sammen med sin familie, og når så præsten prædiker, så man får tankerne sat i gang, så er sådan en dag helt perfekt.
      Syng du bare ugen i gang, min søster har det som løbemusik :-)

      Slet
  5. Vidunderlig dag i havde der, med masser af god snak, latter og tanker.
    Fantasiske omgivelser din søster og familie har slået rødder i, og det så er i samme område som dine morforældre, gør at minderne der kan få lov til at blomstre.

    SvarSlet
    Svar
    1. Abildjyde, det var en skøn dag :-)

      Slet
  6. Sikke dog en dejlig weekend I har haft Lene, det giver overskud på den mentale konto. :-)

    SvarSlet
  7. Hanne, ja du er jo en sand vårhare :-) på alder med de yngste af mine søskende.

    Livsvidner er et ord jeg holder meget af.
    Savn er noget forunderligt noget, det ændrer form, men forsvinder aldrig.

    SvarSlet
  8. Rigtig dejligt og reelt indlæg, for det er netop det faktum at det både er i medgang og modgang at man har sin familie - og grunden til glæden opstår i ens liv, og man kommer gennem den sorg det også tilbyder, skyldes ofte netop ens familie :)

    - A

    SvarSlet
    Svar
    1. A, tak, familien er netop det, der gør at man kan takle sorgen

      Slet
  9. Wow Lene. Hvor lyder det bare fantastisk. Og så dejligt at I holder sammen. Jeg kan godt forstå at det er en stor glæde, også selvom I deler sorger (som det jo også er en glæde at kan dele med nogen). Tak for at vi/jeg måtte komme med på sidelinien.

    SvarSlet
    Svar
    1. Liv, jeg skønner også på det særlige, min familie kan. Selv tak :-)

      Slet
  10. Sikke en glæde der strømmer ud af min skærm - det må give god energi KH Anette

    SvarSlet