Syng så taget letter

Alting har sin tid; sådan indledte præsten sin tale ved den begravelse, jeg var til i dag. Og sådan er det, en tid til at fødes, en tid til at dø. For familien var det en sorg blandet med følelsen af, at tiden var inde. Det menneske, vi sagde på gensyn til, havde været syg i mange år, kroppen var slidt, omend han ikke var nået de 70.

For mig blev det også en anledning til at gå tilbage i tiden. Til dengang jeg sagde ja til at blive leder i den lokale FDFkreds. Jeg anede ikke noget om FDF, min datter var begyndt til det sammen med mange fra hendes børnehave. Det tog mig dog ikke lang tid at overveje det. Jeg havde på det tidspunkt ikke været sygeplejerske i fire år og jeg trængte til lave andet end at sortere kartofler dagen lang og stå for kontor og regnskab på gården. Jeg har altid været glad for at arbejde med børn, jeg havde været spejder i mine unge dage og jeg ville gerne arbejde i et kristent miljø. Alt sammen syntes jeg, at FDF kunne give mig (de vil til enhver tid sige, at de ikke er spejdere, men mange af tingene er nu det samme)

Syv år senere stoppede jeg, fordi jeg gerne ville tilbage til sygeplejefaget. Da jeg er sådan en, der automatisk kommer til at tage ansvar i det arbejde, jeg går ind i, og derfor var meget involveret i FDFarbejdet, ja så måtte jeg give mig selv frirum til at tage næste skridt i mit liv. Tiden var inde til at sige farvel til den del af mit livs historie. Men i dag kom jeg tilbage til tiden, jeg genså en del af dem, jeg havde haft så mange gode stunder sammen med, blandt andet den afdødes familie.

Familien og FDF vil for mig altid være synonym med livsglæde og masser af musik og sang. Min FDFtid blev også der, hvor jeg genoptog mit guitarspil og spillede med til alle de nye sange og salmer, der hvert år kom i den nye FDFsangbog.

Mens folk kom ind i kirken, spillede organisten musik, og pludselig blev jeg opmærksom. Det var jo alle de gode salmer og sange, jeg lærte dengang. Det var så stemningsfuldt og smukt. Kirken var fyldt til bristepunktet, det var et menneske, der sammen med hans kone havde betydet meget for mange. Da den første salme skulle synges; Se nu stiger solen af havets skød, skete det. Vi var mange, der lige fik en klump i halsen og blanke øjne. Jeg har aldrig prøvet at være i et rum, hvor sangen gjaldede så højt. Alle i den kirke kunne synge, alle brugte deres stemme, alle kendte alle sangene og der blev sunget, så jeg er forundret over, at kirketaget ikke løftede sig.

Taknemligheden over at have haft så mange gode oplevelser sammen med de mennesker og lært så mange skønne sange har fyldt mig resten af dagen. Det var en god tid, som jeg altid vil have med mig, men jeg gjorde også det rette for mig, dengang jeg stoppede. Jeg gad dog godt, at jeg ikke havde stoppet med guitarspillet, men guitaren har jeg stadig, de gamle sangbøger har jeg også, det er jo bare at gå i gang. Det gør jeg måske også en dag, måske, eller også har det haft sin tid.