Vandreture alene og sammen

 

”Tab for alt ikke lysten til at gå: Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til. Og går fra enhver sygdom; Jeg har gået mig mine bedste tanker til. Og jeg kender ingen tanke så tung, at man jo ikke kan gå fra den”
”Når man således bliver ved med at gå, så går det nok.”
(Søren Kierkegaard)

 Jeg har prioriteret mig selv og det jeg allermest havde lyst til i denne weekend, nemlig at vandre/gå. Landmanden orker ikke blot at gå, han elsker at gå med sine hunde, se dem få stand for en sneppe eller blot at se dem søge en mark af eller opleve naturen omkring os sammen med sine hunde. Han vil gerne med på vandreture, når vi er i udlandet, f.eks da vi besteg Brocken i Harzen eller i Dolomitterne gik omkring Die Drei Zinnen.

Det siger ham ikke noget at gå ud ad vejen, så det gør jeg alene. For mig er det et frirum, et frirum hvor tankerne får frit spil og hvor der på et tidspunkt bliver stille og fokus blot er på at sætte den en fod foran den anden. I går gik jeg ud ad vejen; da vejen sluttede ved hovedvejen kunne jeg have vendt om og gå hjem igen for herefter at krydse 6 km af. Jeg valgte at gå over vejen og fortsætte af grusvejen til næste hovedvej dukkede op ca. 500 meter længere henne. Havde jeg vendt om og gået hjem, havde jeg gået syv kilometer. Nu valgte jeg at svinge til venstre og følge hovedvejen op til den anden hovedvej og så følge den tilbage til min egen vej og så gå hjem. 8 kilometer blev det til.

Der var nok dem, der ville sige, at det ikke kunne være sundt, for bagefter brokker mine fødder sig højlydt (udtrykt gennem min stønnen og lidt langsomme gang) og lændesmerterne giver lyd fra sig. Fingrene og håndledet tier heldigvis stille og efter et stykke tid er alt ved det gamle. Udholdelige smerter pga. slidgigten og sådan er det bare. Hele kroppen har det til gengæld godt efter sådan en gåtur. Og jeg er langt gladere end da jeg gik hjemmefra.

I dag havde vi datteren på besøg og hun var frisk på en køretur og gåtur. Landmanden ville heller på sneppejagt med sine hunde på vores marker.

Inspireret af min mellemste lillesøsters billede på Instagram af sin og gemalens gåtur i går, kørte vi til Svinkløv badehotel og stillede bilen der. Vi valgte gåturen på 4,3 km gennem klitplantagen først op på skrænten og så følge den helt hen til Svinklovene med fantastisk udsigt. Indimellem gik stien lidt væk fra skrænten og vi gik blandt nåletræer i klitplantagen. Vi er begge vilde med det magiske univers som vesterhavskystens træer og anden bevoksning skaber. Her er ikke ranke bøgetræer eller høje nåletræer, næh de fleste træer er skæve, små, hælder sig væk fra vinden, træer der er døde og er værter for andre planter, og der er masser af små lavt krybende planter. Ved Svinklovene gik ruten ned til stranden og så hjem gennem klitterne. Havet var stille, kun helt nede ved vandet kunne vi høre dens susen.

Både på vejen ud og hjem kørte vi ad små veje for at give datteren et indtryk af dette område. Var det måske der boligen skulle findes? Hun elsker det øde, det vilde og det kreative univers som dette område indbyder til.

Nu er alle tre tilbage på gården, en taler i mobil, en sover og en skriver blogindlæg. Jeg har lovet lækker aftensmad i aften med dådyrryg skåret i bøffer, kartoffelrøsti og broccolisalat. Og som sædvanlig har jeg allermest lyst til at købe noget takeaway-mad. Men jeg må tage mig sammen og sørge for god aftensmad. Herhjemme er det gået rent ind, at Madpyramiden er lavet om til en mere klimavenlig udgave, og dermed har kartofler fået en fremtrædende plads, fordi det er en af de mest klimavenlige afgrøder, du kan spise.

Brændeovnens varme kombineret med kroppens varme gør mig døsig, så jeg må vist hellere komme i omdrejninger, inden jeg falder helt hen. God aften til dig.