fredag, februar 12, 2021

Ugen, der gik

 Så står jeg foran weekenden igen, og mens jeg er i kø til at finde ud af, hvad der er sket med vores mail, så kan jeg passende starte med at skrive et indlæg. Der er mindst tyve minutters ventetid. Jeg håber, at det er en teknisk fejl, at jeg ikke kan sende og modtage mails hverken fra den stationære mail på computeren eller på webmailen knyttet dertil. Det var det så ikke, vores webmail er åbenbart blevet overtaget af andre, så der er sendt hober af spammails fra den og så er den blevet blokeret af vores mailudbyder. Det var ikke sådan min kontorarbejdsdag skulle bruges. Den nye kode vi sammen udarbejdede, virker ikke, så vores IT-mand kan ikke hjælpe os videre, før det er ordnet, så nu sidder jeg i kø igen (op til tyve minutters ventetid)

Vejret er helt fantastisk og kulden i nat nåede lavere tal end tidligere med det resultat, at vi stod op til vandhaner, som løb meget langsomt. Heldigvis stod varmekanonen klar på loftet, for en havde glemt at isolere nogle vandrør, som blev afisoleret, da vi havde et utæt vandrør.


Billederne ovenfor stammer fra i lørdags, hvor jeg gik en skøn tur ved Staunsø Skånsø sammen med mine to jyske søstre. Det var skønt at få snakket og gået på samme tid. Søndagen blev brugt i selskab med datteren, hvor jeg hjalp hende med hendes regnskab og hun sørgede for fastelavnsboller.


Resten af ugen er brugt på arbejde og gåture. Vi holder fast i vores sene eftermiddagsture på 3 kilometer, og nu er der heldigvis lyst længere. I tirsdags afholdt min afdeling virtuel personalemøde med i alt 30 kolleger koblet op til Teams.  Det er første gang, at vi var så mange til et personalemøde, og det virkede rigtig godt. Det bliver måske vejen frem med en kombination af fysisk fremøde og andre på teams. 





Jeg nyder vores gåture, og i denne uge har det virkelig været landmanden, som har været ansvarlig for, at vi kom afsted. Jeg har haft en monsteruge arbejdsmæssig med masser af møder og undervisning, så jeg har været træt, når jeg kom hjem og gåture var ikke det, der stod øverst på ønskelisten. Men bagefter har jeg det så godt, så min kære mand har fået mange tak i ugens løb for at holde fast i vores beslutning. Han lader det være helt op til mig, om jeg vil med, men når først der er spurgt, så svarer jeg automatisk, ja selvfølgelig vil jeg med :-) 


Nu kom jeg igennem til teknisk support, og forrige medarbejder havde ikke ændret koden, underligt, for han lød til virkelig at have styr på det. Nu får vi at se, om det hjælper denne gang. Jeg skal vente ti minutter, det kan jo så passende bruges på at skrive indlægget færdigt.


Og bagefter skal jeg have fat i vores IT-mand og vores farmassistent, jeg vil gerne kunne gå weekenden i møde med et færdigt regnskab.


God weekend til dig.

14 kommentarer:

  1. Det er godt, at I holder fast i jeres traveture - hvor er det smukke billeder!
    Jeg håber, I hurtigt får ordnet jeres mail.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Madame, de ture gør godt på mange måder.
      Det håber jeg også, venter nu på vores IT-mand :-)

      Slet
  2. Damn all hackers - uh altså, al den ballade de kan forårsage. Hvis de skal spamme med mails, kan de da bare selv oprette en eller anden adresse hos en eller anden udbyder, men det er åbenbart sjovere, hvis man samtidig lige kan genere nogle andre.
    Godt, at vandrøret ikke havde nået at fryse helt til, inden I opdagede miseren!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, de er så irriterende, nu har vi ændret kodeord og vi er taget af Blacklisten :-)
      I nat skal vi have vandet til at dryppe, så det ikke sker igen i morgen :-)

      Slet
  3. Godt, at mailen kom på ret køl igen. Det er svært at drive forretning uden.
    Og ak, de vandrør. Vi har endnu et par rør, som ligger fra dengang der var dyr i stalden og derved var frostfri. De er isolerede; men på et tidspunkt bliver det for megen kulde.

    Gåture er godt; men det er nu også ganske udmærket med et færdiggjort regnskab.
    Vi fik første udkast til årsregnskab med revisionsliste i onsdags. Det er vist det tidligste nogensinde.Et par små fejlkonteringer skal rettes og så er det vist klar til at blive sendt.
    Det er helt sært med et regnskab, som på ingen måde er påvirket negativt af coronaen, når man hele tiden hører og læser om de negative følger.
    Efterspørgslen efter kartofler er vel også pæn i disse tider?

    SvarSlet
    Svar
    1. farmer, det er uhyggeligt så meget vi er afhængig af de tekniske hjælpemidler. Førhen synes jeg vi tit havde problemer med vandrørene og frost, det er blevet bedre.
      Vi mærker heller ikke som sådan noget til corona i forhold til kartoflerne, vi levere stort set som vi plejer. Men jeg ved andre ikke har helt den samme afsætning som vanligt, fordi der mangler restauranternes køb af kartofler.

      Slet
  4. Hackere og spammere er tidens digitale pest.
    Også jeg nyder spadsereturene i denne tid, hvor der er så smukt. Pyt med at det fryser, bare vinden holder sig i ro. Og så er det dejligt, at dagene bliver længere.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eric, de giver utroligt meget besvær, så ja, du har ret :-)
      I dag var der helt vindstille ved havet, og solen varmede. Det er skønt at komme ud.
      det er så godt med de længere dage og det her vejr er lige min yndlingsudgave af februar :-)

      Slet
  5. Ja det er en meget underlig verden vi lever i, med mange problemer både digitalt og menneskeligt. Dejligt at du og landmanden går gode ture, selvom du er træt, hjælper det med frisk luft og motion! Jeg går små ture næsten hver dag. Med min bedste ven , min rollator😷 på tirsdag bliver jeg vakcineret første gang, så der er lys for enden af tunnellen. Kh Marianne

    SvarSlet
    Svar
    1. Marianne, det er på mange måder en underlig verden. Hvor er det bare godt at du kommer ud og gå hver dag. Og det gør mig glad at du nu får vaccinen, dejligt :-)

      Slet
  6. Ej, hvor træls med jeres mail. Forhåbentlig har I fået hjælp.
    Vi er ikke så gode som jer til at komme ud - på trods af hjemmearbejde og pensionisttilværelse bliver det ofte kun i weeekenden, at vi kommer af sted.
    Dine billeder fra Staunsø er virkelig smukke - dog kunne jeg ikke finde Staunsø via google. Kan du give et hint til placeringen?

    SvarSlet
    Svar
    1. Conny, vi fik hjælp og alt virker igen, heldigvis.

      jeg tror til gengæld at I går lange ture, når I går. Vi er kommet ind i en god rutine med at gå hver dag

      Godt du spottede min fejl, den hedder Skånsø, og det er rettet :-)

      Slet
    2. Det var nu ikke for at påpege en fejl ;) Det er lige så meget min geografiske uvidenhed. Nu fik jeg slået Skånsø op på Google Maps - og der viser de et billede, der i den grad ligner et af dine, så nu ved jeg, hvor det ligger :)
      Og så lange er vores ture nu heller ikke længere. Mine ben og fødder er ikke gode venner med lange vandringer længere (måske er det manglende træning, måske er det lidt af den trælse leddegigt).

      Slet
    3. Conny, det ed jeg godt. Jeg mente egentlig, at jeg var glad for at du havde søgt på søen, for ellers havde jeg ikke opdaget det 🙂.
      Det er træls at leddegigten giver gener.

      Slet