En boblende glæde

 Jeg har fundet en ramlösa med citrus frem, der skal ledsage mig, mens jeg skriver et indlæg. De små perler i vandet minder om den boblende glæde, jeg har indeni.

Vi skruer lige tiden tilbage til juleaften 20. Landmanden, datteren og jeg har ikke travlt, vi giver os god tid til spisning, og imens dukker en besked op om, at når vi er klar, er søn og svigerdatter klar til julesnak med os. Vi skal dog først have gået om juletræet, sunget julesalmer og pakket gaver op. Og endelig dukker de to kære ansigter op på skærmen. Vi nyder snakken og til sidst siger de at de har en julegave mere til os. Og så vender de skærmen rundt, så vi kan se den norske familie, svoger, svigerinde og deres to børn samt svigermor og svigerfar. De begynder at recitere/synge nogle ord, som vi intet fatter af. Vi synes, det lyder flot, vi synes, de synger og vi klapper og giver thumbs up, mens vi smiler. 

Sønnen griner lidt og siger, det forstod I vist ikke. Det måtte vi så erkende, at det gjorde vi ikke. De gør endnu et forsøg, og vi anspænder hørelsen, men norsk via en skærm er svær at forstå. Vi havde ingen problemer med samtalen, da familien boede i vores sommerhus forrige år. Jeg fanger det sidste ord, men tror ikke helt på det, udbryder dog nej, nej, nej. Landmanden og datteren ser undrende på mig, og sønnen fortæller senere, at jeg så vildt sjov ud i ansigtet.

Det ord jeg hørte, og som jeg ikke troede, at jeg hørte rigtig, var tante. Og det de sagde var: I skal være bedsteforældre og T. skal være tante.

Sidenhen har vi skullet holde på den hemmelighed indtil første kontrol, men nu må vi sige det. Og den boblende glæde er i min krop, mit hjerte og min hjerne. Tænk at min søn skal være far og svigerdatteren mor. De bliver fantastiske forældre, de er utroligt gode til andres børn. Gode til at være nærværende og forstå deres tanker og til at lege med dem.

Jeg besluttede mig til med det samme, at jeg ville være bedstemor. Jeg kunne godt hedde farmor, men jeg vil gerne hedde bedstemor. Nu kan det kommende forældrepar tænke over det, og om de også synes, det er en god ide. Min farfar kendte jeg aldrig, men min farmor hed bedstemor. Min mormor og morfar hed mormor og bedstefar. Måske er det derfor, det føles rigtig for mig med titlen bedstemor.

Nu føles det endnu hårdere, at jeg ikke må rejse til Norge. De har lukket for al indrejse, så jeg kan ikke engang rejse op til et karantænehotel og arbejde hjemmefra der og så efterfølgende være sammen med søn og svigerdatter. Til gengæld kan jeg snakke med dem via Messenger og det gjorde jeg med sønnen i forgårs og skal også i dag. Og det nyder jeg i fulde drag.

Ha en dejlig snehvid søndag. Mange sukker efter forår, det gør jeg ikke. Jeg elsker det, sneen gør ved humøret, det frosten gør ved mit sind og det solskin, der ofte følger med frostdage, gør ved humør og sind.

PS Skulle du have ideer til noget, jeg kan sy (og strikke, men jeg strikker langsomt) til mit kommende barnebarn, så skriv endelig en kommentar med forslag.