Om at sænke forventningerne

 Forlydender svirrer i luften, alle har en mening, og det har jeg også. Jeg tror desværre ikke, at myndighederne lytter til min mening. Så jeg må hellere sænke mine forventninger til pressemødet i morgen.

Det er faktisk ikke for min egen skyld, for udover at jeg ikke kan rejse til Norge, så lever jeg fint med kun at se mine kolleger og min mand/datter. Jeg vil gerne se andre, men det kan jeg godt leve med, at det ikke sker lige nu. Derimod er der mange andre, som enten bukker under erhvervsmæssigt eller psykisk. 

Det er svært at være pårørende og ikke må komme på besøg. Kun en må stå som kontakt/besøgsperson og det er lige før, at det også kan give anledninger til diskussioner mellem pårørende, for hvem har mest ret til at se den syge pårørende? 

Der skal ikke lægges skjul på, at det er hårdt at bære maske en stor del af dagen. Mange reagerer nu på maskerne med eksem, uren hud, konstant dryppende næse (mig), følelsen af ikke at kunne trække vejret godt nok (mig), problemer med at justere synet bag visir (især os med briller) og derudover den konstante agtpågivenhed med kun at måtte være fem i et rum. Og dermed bliver spisning et kapløb med tiden, for alle vil jo gerne have frokost, så hvis alle skal det, må man rejse sig, så snart man er i gang med at tygge sidste mundfuld. Men vi må dog gå på arbejde, andre kan ikke arbejde og har måske udsigt til at miste deres arbejde. Andre igen har arbejdet hjemme i snart tolv måneder, så vi skønner faktisk på, at vi må arbejde med det, vi plejer at gøre, godt nok under andre omstændigheder. Andre igen håber på vaccine og frigivelse fra deres isolation. Sådan har vi alle hvert vores perspektiv på coronakrisen.

Lige nu spekulerer jeg på om og i så fald hvordan jeg kunne tilbyde de mennesker, der har sagt ja til at deltage i vores projekt om opfølgningsforløb, en anden måde at få lidt af undervisningen på. Jeg tror ikke, at der åbnes op for forsamlingsforbuddet, desværre. I næste uge skal jeg afprøve et webinar i vores faste tilbud med diætist og sygeplejerskevejledning, det er jeg spændt på. Måske skal vi overveje det for projektdeltagerne, selv om det kun bliver en time mod otte timer ellers.

I marts er der Hjerneuge, og der sætter Dansk Råd for genoplivning (dem med Stroke kampagnen) fokus på Stroke med forskellige webinarer, som er for alle. Jeg skal deltage i et med fokus på børnesamtaler, det er jeg også spændt på. Som jeg skrev her, finder vi også ud af, at nogen gange er det måske endda bedre med videosamtalerne end ved fysisk fremmøde. Måske føler en teenager sig mere tryg hjemme i vante omgivelser og tør tale om mere med sygeplejersken på skærmen end ellers.

Nu er der lyst om morgenen klokken syv, når jeg kører hjemmefra.

Gåturene med landmanden har ændret karakter. Sneen er væk og markvejen samt græsstien er et pløre, så vi går ude på vejen. For at hundene kan løbe frit, vælger vi at gå frem og tilbage langs vore egne marker ud til den asfalterede del af vejen. Det er en strækning på knap 1000 meter.

Vores energipil er høstet, nu skal det ligge og tørre, indtil det kan flises op og sælges som brændsel. Så starter roden igen med at skyde og sætte endnu flere skud og om nogle år har vi igen en lille pileskov.

Ligesom der er lyst om morgenen, er der også længere lyst om eftermiddagen. Jeg nyder forårsluften og for mig er det det helt rigtige med to kolde og snefyldte vintermåneder at starte året med, men nu må det gerne blive forår. Som alle andre martsbørn ved jeg imidlertid godt, at der sagtens kan komme snestorm midt i marts måned. Men efter snart tolv måneder med corona har vi vel alle lært, at ting kan ændre sig og ikke altid i den retning vi gerne vil. Jeg har blot brug for et håb i morgen.