I hi

Der er dage, hvor jeg virkelig skal være kærlig ved mig selv og huske, at jeg ikke ville tale til andre som jeg taler til mig selv. Det er de dage, hvor jeg går i hi. I søndags var det ok, at eftermiddagen blev en boble i sofaen, for jeg havde jo gået den skønneste tur, og jeg fik vasket tøj og skrevet det, jeg skulle.

I går blev det også til tøjvask, frisørbesøg og lidt kontorarbejde (meget lidt) og så forsvandt jeg ellers ind i en boble, hvor jeg kun kom ud fra, når jeg sørgede for noget spiseligt til os gennem dagen.

Jeg hader, at mange af mine fridage bliver til bobledage. Jeg diskuterer med mig selv, jeg forsøger at finde grunden (og nej jeg køber ikke de travle arbejdsdage som eneårsag), jeg forsøger at lave små mentale tricks for at motivere, men lige meget hjælper det. Jeg går i hi. Og det hjælper overhovedet ikke på argumenterne for at komme ud af hiet, at jeg stadig har 2-3 sæsoner tilbage af Grey’s Anatomy. Vi hygger os sammen, jeg græder og griner sammen med dem, jeg spoler frem (det hedder det jo ikke mere), når operationerne keder mig. Jeg har aldrig været til operationer, jeg har altid været mere til relationer. Der er masser af ting, der er totalt urealistisk i serien, men jeg er der stadigvæk, de er jo blevet mine gode venner, og jeg vil gerne vide, hvordan det går dem. Jeg kan grine af, hvor lidt sygeplejerskerne er synlig i den serie. Hvordan lægerne i serien gør alt det, som sygeplejersker gør i virkeligheden. 

Skal jeg tage virkelighedens briller på, så er det faktisk ikke godt for sygeplejens billede udadtil, når det altid er læger, der portrætteres i serie. Den svenske serie Sygeplejerskerne, som gik på DR1, fik jeg set enkelte afsnit af, og havde jeg givet den en ekstra chance, havde jeg nok også set den til ende. Den var også urealistisk i sin beskrivelse af sygeplejerskejobbet på en akut skademodtageafdeling. Fred være med de menneskelige historier, som de få sygeplejersker kom ud i, det må jo være sådan for at kunne skabe drama, men mig bekendt har man ganske enkelt ikke så bred en funktion, som der var beskrevet i serien. Men som sagt så jeg kun få afsnit, så den kan jeg ikke bedømme med virkelighedens sygeplejerskebrille.

I går fik jeg at vide, at vores medarbejder tog morgenbrød med i dag, han har fødselsdag. Og huskede jeg så det? Næh, jeg havde spist et solidt morgenmåltid efter at have sovet mine syv timer, som først faldt efter midnat på grund af ovenstående venskab. Der blev hurtigt dækket bord med flag og servietter, og nu jeg måtte lade som om sulten var der og spise lystigt af rundstykker og basser. Heldigvis er min mave rummelig, men det gjorde godt for mave og sjæl, da jeg fik tid til en lang travetur på 6000 skridt inden frokost.

Formiddagen er strøget af sted og bagefter nåede jeg en god snak med min søster, som lige nu skriver afslutningsopgave i sit akademimodul. Jeg har sagt, at jeg gerne vil læse den, for jeg kunne godt trænge til lidt input om psykologi og kommunikation.

Nu tror jeg, at jeg vil finde strygebrættet frem, for man må godt se serier, mens man stryger. Det siger Lenes lov. Ha en god dag.