lørdag, februar 03, 2018

Min arbejdslørdag

Noget af det jeg elsker allermest ved sygeplejen, er når kontakten med patient og pårørende giver mig en fornemmelse af at jeg har ramt det, de havde brug for. Jeg kan ikke trylle og få ting til at gå hurtigere, men jeg kan forhåbentlig få dem til at se meningen med, hvorfor de er her, hvad planen er, hvordan vi arbejder med at give den bedst mulige støtte og hjælp til et liv efter sygehus og katastrofe, for det er det jo. Hverdagslivet gik lige så godt og pludselig er man på hospitalet. Man får at vide at man har haft en blodprop eller blødning i hjernen, eller man får at vide, at det var falsk alarm, men alle bliver rystet i en eller anden grad, når kroppen pludselig svigter, om det er hele kroppen, en arm eller talen, eller balancen. Man når at tænke mange tanker og se mange skrækscenarier for sig, og det sidder i kroppen.

Min arbejdsdag har været kaotisk og samtidig har de møder med patienter og pårørende, jeg har haft. været af en art, hvor jeg følte, at jeg ydede en god sygepleje. Ikke en sygepleje med ernæring, mobilisering, personlig hygiejne, det gjorde mine kolleger derimod. De knoklede for at nå, at alle fik mad, medicin, blev vasket, fik omsorg osv. Men en sygepleje, som handlede meget om, at patient og pårørende følte sig inddraget og fik viden om sygdom, undersøgelser og videre plan.

Jeg var ansvarshavende sygeplejerske, og da vi i dag manglede to sygeplejersker, og dermed kun var de to sygeplejersker, som skulle gå til trombolysebehandling, og mig, så blev det mig, der stod for det meste af medicindosering og al stuegang på alle 21 patienter.  Heldigvis havde vi nogle dygtige social og sundhedsassistenter samt to vikarer med os, og de gjorde det rigtig godt.  De var rigtig gode til hele tiden at opdatere mig med viden om patienterne. og mest af alt reagere på, når noget ikke var som det skulle være.  Jeg følte mig dog som en blæksprutte.Telefonen kimede, det var også min tjans. Der var pårørende, der var hjemmesygeplejersker, der var læger, der var andre hospitaler, der var ... Og min seddel blev mere og mere fyldt med små noter om det ene og det andet, jeg skulle huske. Jeg styrede stuegangsslaget, hvilke patienter skulle først ses, hvilke måtte rykkes op i rækkefølgen, fulgte op på de ordinationer, der blev givet, koordinerede med terapeuterne og sparrede med mine kolleger om patienternes tilstand.

Når en sygeplejerske går stuegang på så mange patienter, så er det umuligt at komme ud til alle patienter, det vidste jeg, at mine kolleger tog sig af, men jeg satser på at i morgen når jeg det. Det er slet ikke sådan, vi ønsker, det skal være i weekenden, så vi håber på og argumenterer for, at nogen kan forstå, at vi har brug for flere kloge sygeplejehjerner med varme sygeplejehænder. Vi er lykkedes med på trods af travlhed at få vendt tendensen i hverdagen med, at en sygeplejerske tog mange patienter til stuegang. Vi vil hellere have færre patienter og så være med i plejen af disse i stedet for at blive fast inventar i stuegangsrummet.

Stuegangen fortsatte, efter jeg tog hjem. Vi har tit stuegang til langt ud på aftenen, lægerne, der går stuegang i weekenden, er der fra 9 - 18. Og de får hjælp af bagvagt og forvagt, med mindre disse bliver kaldt til akutte patienter.

Når man er så gammel som jeg, så kan man sætte sig med benene oppe på bordet, drikke te og et enkelt glas rødvin og nyde, at jeg har kun mig selv at sørge for efter arbejde. Aftensmaden var rester sammen med gode grillpølser lavet på dyrekød. Landmanden ser film i den anden stue, jeg kigger på brændeovnens flammer, stearinlysenes flammer og tulipanernes forfald.  De sidste minder mig om, at man også kan være smuk trods alder og forfald. God aften til dig.




6 kommentarer:

  1. Igen en fin beretning fra dit arbejdsliv. Det er mig uforståeligt, at de ansvarlige tænker, at det er ok. Min egen skolehverdag er også presset.
    Vi har alderen med os, og kan gå hjem og stirre ud i luften efter endt arbejdsdag. Men vores unge kolleger med børn skal jo forsøge at have kræfter til et privatliv også. Det er svært ved jeg. Og mange lærere forlader folkeskolen i disse år. 17.000 lærere arbejder nu et andet sted, og det er svært at skaffe uddannede til jobs. Trist.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, tak. I knokler og det sætter sig på krop og sjæl Jeg er glad for at vi er mange om at løfte. Jeg ved godt, at I arbejder i teams, men I er alligevel meget alene. Og min søn nåede kun 2 år som lærer. Han har nu lægeerklæring på at han ikke må arbejde som lærer mere. Heldigvis har han fundet et job, hvor hans krop og sjæl ikke reagerer ved travlhed. Det bliver nemlig aldrig kaos som i lærerjobbet. Men sørgeligt er det, at så mange lærer må stoppe.

      Slet
  2. Jeg bider mærke i, at du skriver, at du føler, at du har ydet god sygepleje til trods for den store travlhed på din vagt - heldigvis, for jeg er sikker på, at det er fornemmelsen af utilstrækkelighed, der kan vælte læsset og få travle og pressede mennesker til at gå ned med stress. Du har i den grad fortjent din stille stund med vin i glasset i skæret fra de levende lys :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Randi, jeg tror også at den evne til at kunne fokusere på det, jeg gør godt og ikke bebrejde mig selv det, jeg ikke når, har reddet mig flere gange fra at brænde ud.
      Og tak, jeg snupper lige et glas i aften også ;-)

      Slet
  3. Du har alderen og dermed erfaringen med dig. En yngre ville nok have flere kræfter, men ikke nødvendigvis det samme overblik. Og, som du siger, så er der måske nogle derhjemme, der kræver lige så meget på en anden måde, når man er færdig med sygeplejen.
    Respekt for jer!
    Vi har lige set rigtig mange eksempler på, at alder og forfald har sin egen charme og skønhed, både for mennesker og for ting. Man skal nok bare være 50+, inden det for alvor går op for én ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, jeg mærker klart at erfaringen gavner mig. Jeg ville nødigt være ung mor med det tempo, vi har.
      Åh ja, vi skønner på det, vi kan, nu hvor vi mærker kroppens aldersmæssige forandringer :-)

      Slet