Min arbejdslørdag

Noget af det jeg elsker allermest ved sygeplejen, er når kontakten med patient og pårørende giver mig en fornemmelse af at jeg har ramt det, de havde brug for. Jeg kan ikke trylle og få ting til at gå hurtigere, men jeg kan forhåbentlig få dem til at se meningen med, hvorfor de er her, hvad planen er, hvordan vi arbejder med at give den bedst mulige støtte og hjælp til et liv efter sygehus og katastrofe, for det er det jo. Hverdagslivet gik lige så godt og pludselig er man på hospitalet. Man får at vide at man har haft en blodprop eller blødning i hjernen, eller man får at vide, at det var falsk alarm, men alle bliver rystet i en eller anden grad, når kroppen pludselig svigter, om det er hele kroppen, en arm eller talen, eller balancen. Man når at tænke mange tanker og se mange skrækscenarier for sig, og det sidder i kroppen.

Min arbejdsdag har været kaotisk og samtidig har de møder med patienter og pårørende, jeg har haft. været af en art, hvor jeg følte, at jeg ydede en god sygepleje. Ikke en sygepleje med ernæring, mobilisering, personlig hygiejne, det gjorde mine kolleger derimod. De knoklede for at nå, at alle fik mad, medicin, blev vasket, fik omsorg osv. Men en sygepleje, som handlede meget om, at patient og pårørende følte sig inddraget og fik viden om sygdom, undersøgelser og videre plan.

Jeg var ansvarshavende sygeplejerske, og da vi i dag manglede to sygeplejersker, og dermed kun var de to sygeplejersker, som skulle gå til trombolysebehandling, og mig, så blev det mig, der stod for det meste af medicindosering og al stuegang på alle 21 patienter.  Heldigvis havde vi nogle dygtige social og sundhedsassistenter samt to vikarer med os, og de gjorde det rigtig godt.  De var rigtig gode til hele tiden at opdatere mig med viden om patienterne. og mest af alt reagere på, når noget ikke var som det skulle være.  Jeg følte mig dog som en blæksprutte.Telefonen kimede, det var også min tjans. Der var pårørende, der var hjemmesygeplejersker, der var læger, der var andre hospitaler, der var ... Og min seddel blev mere og mere fyldt med små noter om det ene og det andet, jeg skulle huske. Jeg styrede stuegangsslaget, hvilke patienter skulle først ses, hvilke måtte rykkes op i rækkefølgen, fulgte op på de ordinationer, der blev givet, koordinerede med terapeuterne og sparrede med mine kolleger om patienternes tilstand.

Når en sygeplejerske går stuegang på så mange patienter, så er det umuligt at komme ud til alle patienter, det vidste jeg, at mine kolleger tog sig af, men jeg satser på at i morgen når jeg det. Det er slet ikke sådan, vi ønsker, det skal være i weekenden, så vi håber på og argumenterer for, at nogen kan forstå, at vi har brug for flere kloge sygeplejehjerner med varme sygeplejehænder. Vi er lykkedes med på trods af travlhed at få vendt tendensen i hverdagen med, at en sygeplejerske tog mange patienter til stuegang. Vi vil hellere have færre patienter og så være med i plejen af disse i stedet for at blive fast inventar i stuegangsrummet.

Stuegangen fortsatte, efter jeg tog hjem. Vi har tit stuegang til langt ud på aftenen, lægerne, der går stuegang i weekenden, er der fra 9 - 18. Og de får hjælp af bagvagt og forvagt, med mindre disse bliver kaldt til akutte patienter.

Når man er så gammel som jeg, så kan man sætte sig med benene oppe på bordet, drikke te og et enkelt glas rødvin og nyde, at jeg har kun mig selv at sørge for efter arbejde. Aftensmaden var rester sammen med gode grillpølser lavet på dyrekød. Landmanden ser film i den anden stue, jeg kigger på brændeovnens flammer, stearinlysenes flammer og tulipanernes forfald.  De sidste minder mig om, at man også kan være smuk trods alder og forfald. God aften til dig.