Der er en tid

for principper og en tid for andre principper. I dag tog jeg Spangsbergs princip i brug. Man må godt spise flødeboller, når ...

Jeg nyder, at jeg først skal møde i aftenvagt i morgen aften, det giver luft til en rolig aften og morgen og forhåbentlig dermed også en bedre nattesøvn. Selv om jeg ikke drømmer om afdelingen, så kører min hjerne af sted i sit eget tempo, så en del af natten lod jeg den bare køre, og så gjorde jeg som de kloge siger: koncentrerede mig om at slappe af, lod være med at kigge på uret og nød den varme seng og det stille mørke.

Efter rigeligt med flødeboller kan vi godt vente lidt med aftenmaden, "cowboygryde", bønner og kartoffelmos. Der skal laves rigeligt, så landmanden får nem aftensmad i morgen aften. Jeg når også en fysioterapeuttid i morgen formiddag, så en formiddag med langsom opvågning og massage er da den bedste start på en aftenvagt. Faktisk skulle jeg slet ikke have haft aftenvagt i morgen, men en kollega ville så gerne have fri og tilbød at tage min dagvagt søndag i stedet. Det bytte gad jeg godt, så det gav to tilfredse sygeplejersker.

Jeg har nu godt styr på influenzatyperne A og B. Nu ved jeg, at mennesker med type B må isoleres sammen med andre med type B, hvorimod mennesker med type A skal isoleres hver for sig, indtil man ved, hvilken undertype af A, de har. Det tager så tre dage, inden man ved det, så derfor skal de have hver sin isolationsstue.

Al plejepersonale hader isolationsstuer, fordi i en travl tid så gør det hverdagen endnu mere besværlig. Hver eneste gang man skal ind på sådan en stue, skal man have udstyret på. Kommer man så ind og finder ud af, at man skulle have noget mere med, ja så skal man enten have alt af igen eller ulejlige sine travle kolleger med at finde tingene for en.  Vi bryder os heller ikke om, at vi ikke lige kan kigge ind til fru X eller hr Z og se, om de sover eller om de ligger godt. Vores patienter har brug for meget hjælp, og selv uden overtrækskittel i tæt materiale, mundbind og handsker kan man komme til at svede.

Mens jeg sidder her og skriver, kan jeg mærke skulderne sænker sig, jeg deler nurse Ruths tegninger om influenza med kollegerne i vores facebookgruppe, og der popper små kommentarer op. Vi løfter i flok, vi endte med at at grine i dag, fordi det ikke kunne nytte at græde. Jeg håber, mine kolleger i de næste vagter kommer nogenlunde gennem deres vagter.

Må du få en god aften.

Så har jeg vist heller ikke flere snebilleder fra min enlige aften i snehimmel :-)