tirsdag, februar 20, 2018

Der er en tid

for principper og en tid for andre principper. I dag tog jeg Spangsbergs princip i brug. Man må godt spise flødeboller, når ...

Jeg nyder, at jeg først skal møde i aftenvagt i morgen aften, det giver luft til en rolig aften og morgen og forhåbentlig dermed også en bedre nattesøvn. Selv om jeg ikke drømmer om afdelingen, så kører min hjerne af sted i sit eget tempo, så en del af natten lod jeg den bare køre, og så gjorde jeg som de kloge siger: koncentrerede mig om at slappe af, lod være med at kigge på uret og nød den varme seng og det stille mørke.

Efter rigeligt med flødeboller kan vi godt vente lidt med aftenmaden, "cowboygryde", bønner og kartoffelmos. Der skal laves rigeligt, så landmanden får nem aftensmad i morgen aften. Jeg når også en fysioterapeuttid i morgen formiddag, så en formiddag med langsom opvågning og massage er da den bedste start på en aftenvagt. Faktisk skulle jeg slet ikke have haft aftenvagt i morgen, men en kollega ville så gerne have fri og tilbød at tage min dagvagt søndag i stedet. Det bytte gad jeg godt, så det gav to tilfredse sygeplejersker.

Jeg har nu godt styr på influenzatyperne A og B. Nu ved jeg, at mennesker med type B må isoleres sammen med andre med type B, hvorimod mennesker med type A skal isoleres hver for sig, indtil man ved, hvilken undertype af A, de har. Det tager så tre dage, inden man ved det, så derfor skal de have hver sin isolationsstue.

Al plejepersonale hader isolationsstuer, fordi i en travl tid så gør det hverdagen endnu mere besværlig. Hver eneste gang man skal ind på sådan en stue, skal man have udstyret på. Kommer man så ind og finder ud af, at man skulle have noget mere med, ja så skal man enten have alt af igen eller ulejlige sine travle kolleger med at finde tingene for en.  Vi bryder os heller ikke om, at vi ikke lige kan kigge ind til fru X eller hr Z og se, om de sover eller om de ligger godt. Vores patienter har brug for meget hjælp, og selv uden overtrækskittel i tæt materiale, mundbind og handsker kan man komme til at svede.

Mens jeg sidder her og skriver, kan jeg mærke skulderne sænker sig, jeg deler nurse Ruths tegninger om influenza med kollegerne i vores facebookgruppe, og der popper små kommentarer op. Vi løfter i flok, vi endte med at at grine i dag, fordi det ikke kunne nytte at græde. Jeg håber, mine kolleger i de næste vagter kommer nogenlunde gennem deres vagter.

Må du få en god aften.

Så har jeg vist heller ikke flere snebilleder fra min enlige aften i snehimmel :-)



16 kommentarer:

  1. Årh, jeg elsker flødeboller! Kunne leve af dem. Men nok ikke så længe ;-)
    Og også jeg hadede isolerede patienter, selv om vi som regel kun skulle ind til dem én gang om dagen, når de skulle have taget blodprøver. Tit var det narkomaner med smitsom hepatitis, og for at gøre ondt værre, var de altid så pokkers kloge vedrørende hvor vi skulle stikke dem. Lidt irriterende :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, og der findes så mange gode af slagsen nutildags :-)
      Jeg tror alle hader de stuer, om man skal gøre rent, stikke, undersøge eller have nogen i bad. Det er så besværligt. Vores patienter er de mest fredelige og skønne af slagsen, ingen belæring der :-)

      Slet
  2. Jeg kunne nok tale med om type A og B, hvis ellers jeg kendte forskellen. Jeg har nemlig lige taget endnu en uge med influenza, og det på trods af den uge, jeg brugte i december på influenza. Jeg troede altså ikke jeg kunne blive ramt to gange :( Men så blev jeg så klog. Måske skulle jeg overgive mig og betale mig fra det til september, hvor næste års influenza-vaccinationer kommer.
    I kan næsten ikke undgå at blive smittet som personale, forholdsregler eller ej, så I risikerer at skulle ned på stribe. I er jo godt på vej, selvom du stadig er sluppen nådigt.
    I morgen vil jeg forsøge at se verden i øjnene for første gang siden i onsdags. Heldigvis kan jeg selv bestemme længden af arbejdsdagen. Der kommer bare til at ligge mere arbejde i weekenden i stedet for.
    Mette L

    SvarSlet
    Svar
    1. Mette, din stakkel, håber at hverdagen er lidt nådig ved dig.

      Slet
  3. Ja, jeg er så åbentbart alene om IKKE at hade isolationsstuer, selv om jeg anerkender at det besværliggør plejen. Jeg er så “gammel” i hospitalsmiljøet, at jeg kan huske, hvordan vi for 15-20 år siden ikke var særlig flinke til at isolere ved mistanke om risiko for smittespredning og jeg kan huske nogle af de rigtig store udbrud af gadtroenteritis på de københavnske hospitaler og det ønsker jeg aldrig at genopleve.
    Jeg hader til gengæld kolleger og læger, som ikke følger kriterierne for isolationsregime og dermed udsætter andre, både medpatienter og personale for smitte, for jeg ved at det sagtens kan blive besværligere IKKE at gøre det. Men jeg har selvfølgelig også en fortid på tuberkuloseafdeling og i infektionsmedicinen og det er nok der, jeg i virkeligheden hører til :-)
    Iøvrigt blev både jeg og en ung sygeplejerske begge smittede med lussingesyge på jobbet for nogen tid siden. Her havde man valgt ikke at isolere patienten. For mig var det kun en mindre i ehagelighed, men den unge sygeplejerske var lige blevet gravid og aborterede senere, formentlig pga infektionen. Og nu kan vi to, som havde vagt sammen, så gå og spekulere over, om dette kunne være undgået...

    SvarSlet
    Svar
    1. Henriette, jeg er fuldstændig enig med dig i nytten af isolationsstuerne, det ændrer ikke på at jeg synes de gør livet mere besværligt for både patient og personale :-)

      Slet
  4. Det var iøvrigt ikke meningen at lyde som et surt løg :-)
    Men jeg har totalt asperger på det område og er nærmest Saga Noren fra Broen, når det handler om at afbryde smittespredning - og jeg ved, at Liselotte, min gamle sygeplejelærers og tidligere afd. sygeplejerske fra Kommunehospitalet, smiler i sin himmel, når hun ser ned på mig. Hendes mand døde af en hospitalsinfektion som følge af dårlig hygiejne og hun havde ingen respekt for den slags skødesløst smittespredere i hospitalsvæsenet :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Henriette, jeg advokerer på ingen måde for at man ikke skal isolere ved mistanke. Jeg har en tidligere kollega hvis far døde af en hospitalsinfektion, hun fik tilbudt et job som hygiejnesygeplejerske på sygehuset(det er på Island) , da hun skrev et brev og påpegede hvor de kunne blive bedre :-)

      Slet
    2. Det tror jeg heller ikke du gør, Lene :-)
      Jeg griner bare, for emnet ramte lige ned i en af mine kæpheste, og vi griner også lidt af mig på jobbet :-)
      Sjov historie med sygeplejersken, som blev hygiejnesygeplejerske - jeg blev nok i virkeligheden vild med infektioner, dengang min far lå på Marselisborg hospital og havde en sepsis. Det er sjovt, hvordan vi ofte præges fagligt af vore personlige oplevelser :-)

      Slet
    3. kolleger med kæpheste er guld værd :-)

      Slet
  5. Hvor er der mange forholdsregler.
    Er der ikke noget med at den vaccine os kronisk syge, ældre, gravide fik i oktober kun dækker type A, og ikke type B influenza?
    Det hjælper jo ikke jer i jeres arbejde, dog var den en tanke omkring frygten for smitte farer for jer sygeplejersker.
    God aftenvagt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Karin, det er korrekt at det er en type B influenza, som ikke var med i vaccinen, som nu hærger. Vaccinen indeholder to type A og en type B.
      Jeg frygter nu mere for patienterne, som er syge i forvejen. For os er det besværligt for dem, der er på arbejde og synd for dem, der er syge, men vi overlever det.

      Slet
  6. Jeg kan godt huske, da min far blev anbragt i isolation influenza for et års tid siden. Det var noget bøvl, men hellere safe than sorry, sådan er det.

    Måske er jeg lidt underlig, for jeg kan generelt godt lide flødeboller - bare ikke Spangsbergs ...

    SvarSlet
    Svar
    1. .. der skulle så stå pga influenza ..

      Slet
    2. Fruen i midten, isolation er et virksomt middel til at få stoppet smittekæden, men bøvlet, det er det altså.
      Der er mange mærkelige smagsvarianter, men jordbær og kokos er mine favoritter :-)

      Slet
    3. og min hjerne fyldte selv det manglende ord ud :-)

      Slet