Ømme lår og et kommende nytår

 Vi har været tre alle juledagene og datteren endte med lige som sidste år at måtte fravælge nytårsfesten med jævnaldrende og fejrer nytåret sammen med hendes forældre.

Jeg skal på arbejde i morgen tidlig, så det bliver ikke en vild nytårsaften for mit vedkommende. Vi har dog købt menu udefra, champagnen er i hus og nye friske blomster. Jeg er helt sikker på, at nytårsbordet også bliver dækket fint.

I går var jeg træt, meget træt, efter arbejdsdagen. Jeg undrede mig over, at jeg havde det som om, jeg havde været til fitness. Mine lår og ben var meget ømme. Indtil jeg kom i tanke om, at jeg for at skåne ryggen, når jeg skulle bøje mig for at give patienter strømper, underbukser, bukser og sko på, havde valgt at lave dybe squats og så fokusere på en ret ryg, som var vandret på lårene. Det virkede, for min ryg brokkede sig ikke, det gjorde lårene derimod.

Nytårstanker

Covid-19 strækker sine lange arme ud og berører os alle. Vi er ikke gode til at tale med hinanden og acceptere hinandens synspunkter. Fronterne er blevet trukket skarpt op, og vi hører det, vi tror andre siger, og ikke det de prøver at sige. Det gør mig ked af det, og jeg håber, vi i det nye år finder en måde at hele uenighedernes sår og finde hinanden igen.

I dag på vej hjem fra byen, kørte jeg indenom det nye udsigtssted i Store Vildmose. Mange synes, det er en skændsel for øjet. Jeg er vild med det. I dag er der tåge, så billederne bærer præg af det. I det nye år vil jeg gerne gøre det til en tilbagevendende begivenhed at stå på toppen og skue udover mosen.

Siden jeg blev farmor, har jeg været fascineret af hvor meget det at facetime og få billeder via Messenger betyder. Jeg føler jo, at vi i den grad er med i alle de små udviklingstrin. Ikke desto mindre glæder jeg mig til at være sammen, for samtalen og nærværet kan noget, som vi ikke kan på skærm. Sanserne bliver anderledes vakt i det tætte samvær. Jeg håber, at jeg får lov til at komme til Norge ofte i det nye år. Med vilje har jeg ikke sat tidsinterval på, for så bliver jeg ikke skuffet, hvis ikke det kan lade sig gøre.

Som sygeplejerske har jeg haft en krise, faktisk havde jeg før jul mistet lysten til at være sygeplejerske (og det føles vildt at skrive det her, for kun min datter har vidst det). Heldigvis har dagene på arbejde, hvor jeg har været med i plejen, hjulpet på lysten. Jeg har haft travlt med opfølgningsforløbene de sidste par år, og da de stoppede som projekter og nu afventer, om det overhovedet bliver et tilbud, mistede jeg troen på, at der kommer noget ud af det. Derfor har jeg kæmpet mentalt for at holde fast i, at vi har vist, at der var et behov og at vi med den måde, vi havde tilrettelagde forløbene på, kunne imødekomme behovet. Ikke desto mindre er jeg realist og ved at nye tiltag ikke blot bliver godtaget i en stram kommunal og regional økonomi. Et tilsvarende tilbud til mennesker med blodpropper i hjertet har været heldige med, at det kom på et andet tidspunkt. Det har nu eksisteret i mange år, og der bliver også skåret ned, men det findes dog stadig. Vi får se. Det nye år vil forhåbentlig give en afklaring. 

Tiden foran mig hører til den tredje alder. Pensionslivet kommer til os begge før eller siden. Hvordan livet så vil udfolde sig, ved vi ikke. Jeg håber, at pensionslivet vil være god ved os. Det venter dog ikke lige om hjørnet, vi snupper et år mere som sygeplejerske og landmand. 

Rigtig godt nytår ønskes I alle. Må 2022 være god, lys og leve op til jeres forhåbninger.