Forbundethed

 Hvad skal der til for at føle sig forbundet?

Med patienter og pårørende? I den forløbne uge har jeg været en del i plejen og to af dagene var jeg så heldig, at jeg passede de samme patienter. Denne følelse af at kende min patient allerede, inden jeg går ind til dem om morgenen, får mig til at føle mig forbundet med dem. Jeg kan komme dybere ned i min pleje, jeg kan måske nå noget af det, som ikke kunne nås dagen før. Og bedst af alt, jeg kan også mærke, at patienter og pårørende bliver mere trygge ved mig. Vi forsøger at være de samme hos patienterne, men meget kan ske på en akut afdeling. For mit vedkommende har jeg været den, man kan flytte med, så dagens fordelingskabale kan gå op. Defor var det endnu mere skønt at have to dage med de samme patienter.

Med mundbind? NO way! Jeg kommer aldrig til at føle mig forbundet med et mundbind, men det har været en nødvendighed og det er det så igen. Tværtimod fjerner mundbindet følelsen af forbundethed med patienterne. De kan kun se mine øjne, ikke min mimik, mit smil, mine ord. Vi afventer retningslinjerne for brug af mundbind på afdelingen, jeg håber i mit stille sind, at det kun er i kontakt med patienterne, at vi skal have det på og ikke på kontorer eller på gangen i skarp trav. Opdatering, så fik jeg tjekket mail og vi skal have mundvind på hele tiden, undtagen når vi sidder på et kontor eller i personalestuen. SUK

Med bekendte? I lørdags afholdt vi vores traditionelle julefrokost med gode bekendte fra min hjemegn. Selv om vi kun ses denne ene gang om året, så kender vi hinanden gennem et langt liv, så der er altid noget at snakke om. Men den dybe snak når vi ikke på sådan en aften, så derfor er vi mere forbundet gennem de mange år med julefrokost og hyggelige snakke. Dog har facebook gjort, at vi får en flig mere at vide om hinandens hverdagsliv, blandt andet kendte de fleste til min sygeplejerskepris og da vi nærmest aldrig taler om mit arbejde, så var det faktisk dejligt at kunne berøre mit arbejde kort på sådan en aften.

Med traditioner? I går samlede jeg for 38. gang adventsstjernen alias Christinfelderstjernen alias Hernnhuterstjernen. Jeg mindedes at stjernen hang i karnappen ud mod gaden hos mine morforældre. Jeg mindedes, hvordan den også var en del af min barndomsjul hjemme og hvordan det var min far, der samlede den. Han afprøvede dog, om han ikke blot kunne hænge stjernen på loftet med en pose udenom. Det var ikke en god ide, stjernespidserne blev bløde og så ikke så flotte ud. Så jeg samler den møjsommeligt, og de sidste år har jeg tænkt, nu må jeg bestille en ny, men endnu holder den ud. Ligesom vi andre gør det.

De første mange år lavede jeg selv adventskrans, godt oplært af min mor. Sidenhen købte jeg kransen hos FDF og de sidste mange år har det været et fad med lys uden gran. I år blev det mos og stjernedrys, der sammen med lysene blev min adventskrans. Datteren lavede også adventskrans herhjemme. Hendes blev sat op på en lille træbjælke, hun fandt i laden. Det var hyggeligt at lave noget sammen.

Med minder? Fra d. 1/11 er jeg gået ned i tid. Jeg arbejder nu 24 timer om ugen fordelt på tirsdag, onsdag og torsdag. Det bekommer mig vel, men jeg gruer for nytårets komme, for løftet til mig selv er at jeg skal bruge den ekstra fridag, mandag, til at få ryddet op og smidt ud i hele huset, inklusiv loftet. Og da jeg, som du ville vide, hvis du har læst med i mange år, har svært ved at kassere, fordi tingene er forbundet med minder, så får jeg ondt i maven ved det løfte. Men som Ellen skrev i forrige indlæg, spørg dig selv, om dine børn vil have dette, når du er død, og hvis ikke, så smid ud. Om det så bliver til genbrug eller genbrugspladsen får vi at se. Jeg overvejer også at holde min ældste lillesøster op på hendes tilbud engang. Hun tilbød at komme op og hjælpe mig i gang.

Med familien? Min lille familie i Norge nyder vi at få billeder fra og følge med i hverdagen deroppe. Vi kan dog også godt mærke, at de har nok at se til, så indimellem sender jeg lige en lille besked om vores gøren og laden, og så får jeg som regel lidt tilbage. Man må være snu indimellem ;-) Jeg glæder mig til at skulle rejse derop her i december. Som det ser ud lige nu, kan vaccinerede komme derop, selv om vi er rubriceret som rødt område i forhold til Norge. Landmanden bliver herhjemme, så for en gangs skyld kan jeg snakke om forventningens glæde. Jeg glæder mig også helt vidlt meget til at rejse med datteren og se hende møde sin nevø for første gang. S har det skønneste smil og det mest skælmske blik. Han vokser lige som han skal, så der er helt sikkert sket meget med ham siden oktober måned.

Landmanden hænger billeder op for datteren, samler skabe og sætter lamper op. Så i aften er jeg alene på gården sammen med hundene. Jeg synes, det er godt, at far og datter også har lidt tid sammen, uden moderen blander sig. Nu er datterens hjemmeside færdig, så har du eller nogen, du kender, brug for en, med forstand på grafisk design, kunst, kultur og visuel formidling, så giv dem et praj om atelier Kjærhauge. De udtalelser, der ligger fra kunder, slog benene væk under mig. Jeg synes jo, hun er dygtig, men det skal jeg jo som mor synes. Kig lidt på hendes univers, og hun kan komme overalt i Danmark. Hun er aldrig længere væk end din skærm. 

Vores børn synes, at deres forældre er lige rigelig tæt forbundet med deres smartphone. Og de har nok lidt ret. Det er i hvert fald hyppigere os end dem, der tager smartphonen frem først. Men jeg øver mig på at blive bedre til  at lade den blive i lommen/tasken. At følge med i blogge eller på instagram er dog også en måde at være forbundet på. Men også en måde at koble sig ud af nærværet og tilstedeværelse i den hverdag, der er lige her og nu. Så det er med at finde en balance.