Nogle har traditioner for specielle menuer på valgdage. I den gruppe, som jeg dyrker dynamisk bevægelsestræning sammen med, snakkede de om stegt flæsk. Vi har aldrig gjort en tradition ud af valgmiddagen, om det er folketingsvalg eller kommunal/regionsvalg. Mon du har en tradition?
Jeg nåede heldigvis at stemme, før jeg skulle til træning, ellers måtte jeg have stemt sveddryppende og med rødt ansigt. Nu kunne jeg køre hjem, finde resterne fra i går frem og servere minestronesuppe. Jeg havde dog købt en risalamande til dessert, så lidt anderledes føltes dagen.
Alt ånder ro på gården, begge hunde slapper af i hver sin hundekurv i bryggerset, landmanden er inde for at stemme. De arbejdede indtil kl 18. Jeg mangler også noget arbejde, men har besluttet, at det må samles op senere på ugen. Jeg er for træt lige nu. Jeg havde en god dag i plejen sammen med kolleger. I morgen er det andre kolleger, jeg går sammen med. Det er aftalen, at jeg fokuserer på de nyeste af vores kolleger, også kaldet advanced beginners ifølge en sygeplejeteoretiker. De har en masse viden med sig fra studiet, de har erfaring fra det speciale, de afsluttede i, og nu skal de så finde sig selv som uddannet sygeplejerske. Det kan godt være en stor mundfuld i en hektisk og konstant foranderlig hverdag. Så selv om jeg i overskriften skriver en hverdag som andre hverdage, så er hver dag aldrig den samme.
I går var en af de dage, hvor jeg var så træt, at jeg gik i seng klokken otte, lyttede til min lydbog og blev mere vågen af det, så det endte med at jeg ikke kunne sove og nåede at læse en anden bog færdig. Den bog kan jeg også anbefale: De elskende fra Prag. Jeg kan ganske enkelt ikke huske, hvem der anbefalede den, eller om det var en af dem, der stod fremme på bordet indenfor indgangen til biblioteket og fristede mig. Det er ofte Randi Glensbos boganmeldelser, der lokker mig til at bestille nye bøger på biblioteket. Og nu fik jeg lige bestilt to mere, da jeg søgte i hendes mange anmeldelser. Ofte har biblioteket ikke fået dem købt hjem, når Randi anmelder dem. Så en gang imellem går jeg på opdagelser i hendes blog og finder noget lækkert til aftensteen.
De elskende fra Prag starter med et bryllup i USA, hvor to gamle mennesker genkender hinanden tilbage fra slut 30erne i Prag. De er begge jøder og gennem tilbageblik på begges sider, får vi fortalt historien om, hvad der skete efter de mistede hinanden. Den er på sin vis grum, men samtidig viser den også, hvordan der midt i koncentrationslejrenes grusomheder opstår måder at holde ved livet. Det synes jeg er helt utrolig og fantastisk, at man arrangerer musicals, at man smugler farver og papir ud til børneafdelingen, så børnene kan få lov til at tegne osv. Og det viste sig i efterordet, at historierne har rod i det virkelige liv, blot fortalt på en anden måde og i romanform. Det gjorde det blot mere smukt og interessant.
Nu er landmanden kommet hjem, jeg har taget kage op fra fryseren, som vi kan nyde sammen med is. Så får vi da også fejret valgdagen lidt.
en lille sti af svampe |
Gode hverdagsbetragtninger. Vi har heller ingen valgdagstraditioner. Dog købte jeg en stor pose bland selv-slik til aftenen foran tv-skærmen.
SvarSletTak, Conny. Det var lige min kop te med masser af slik 🙂
SletDet er super godt du skriver om bøger du læser / har læst. Sidst så jeg du havde : Den sidste boghandel i London, liggende i skødet. Googlede den, bestilte den på biblioteket (jeg er så nr 95 i køen) ind og låne den på E-reolen...så nu er jeg igang, den er rigtig go´.Tak for det.
SvarSletDejligt at høre, Joan ☺️
SletIngen valgtraditioner her - og heller intet tv-kiggeri, når det ikke er folketingsvalg. Kommuneresultaterne kunne jeg se i morges for de få kommuner jeg har interesse i. Men [valg]flæsk er da en sjov og passende ret til menuen sådan en aften.
SvarSletJeg fik anbefalet bogserien om Maisie Dobbs af Jacqueline Winspear. Jeg lytter til dem, er i gang med nr. 2 og synes de er rigtig gode. Så er det rart, at der er hele 17 bøger i serien - indtil videre.
Ellen, jeg så heller ikke resultaterne, men Jørn gjorde. Vi ville gerne af med vores borgmester, men han er ikke sådan at vippe af pinden :-)
SletBogserien med Maisie Dobbs- er det en krimi? Jeg kan nemlig slet ikke læse krimier mere.
Det bliver et tvetydigt svar, for i princippet er det nok en krimi, men det er sekundært og de handler om meget mere end en kriminalroman normalt gør. Bøgerne starter omkring 1930, men med blik tilbage til 1. verdenskrig, hvor Maisie melder sig som sygeplejerske i Frankrig.
SvarSletEllen, jeg tror jeg giver serien en chance :-)
SletJeg har heller ikke nogen tradition med valgmiddag, men generelt er traditioner hyggelige, synes jeg.
SvarSletDejligt for jer med en periode med ro på gården. Det er vist også nødvendigt. Jeg kan huske fra dengang, jeg gik på arbejde, at det var en frustration for sygeplejestuderende i praktik, og når de kom som nyuddannede, at teorien ikke svarede til virkeligheden. Men det er jo selvfølgelig det, I arbejder på hele tiden. Er det måske et problem, hvis uddannelserne bliver meget akademiske? Om det kan blive fremmedgørende i forhold til de mange opgaver med hænderne på patienten? Jeg er tilmeldt en ordning på vores bibliotek. Hver uge får jeg en liste, der hedder "Nyt på hylderne"
Betty, traditioner er hyggeelige, vi må blot ikke lade dem stå i vejen for ændringer, hvis det er til alles bedste.
SletJeg tror altid teori og praksis har været en mærkelig størrelse, for egentlig kan vi ikkeuvdikle os, hvis ingen tænker nye tanker. Florence Nightingale var også fremsynet ved at observere og studere og lægge det sammen til en bedre praksis.
Det lyder som en god ordning I har på jeres bibliotek. Hos os er det så en udstilling med nye bøger.
Men hverdag er det, selv om de er lidt forskellige, og det er godt at have nogle holdepunkter, også selv om man så er "brandslukker". Det er ikke kun brandmænd, som er "brandslukkere", det er et udtryk vi brugte om at redde et IT-system, som havde problemer.
SvarSletDet er mærkeligt at du blev mere vågen af at lytte lydbog, jeg falder i søvn ved det. Men til gengæld forstår jeg godt at man kan blive vågen af lige netop det emne, mennesker, som gennemlever WWII, som er forfulgt, kommer i fangelejr eller koncentrationslejr, mennesker, som overlever, og finder hinanden og fortiden frem. Du milde hvor er vi priviligerede.
Donald, vi er meget prviligerede, og det glemmer vi ofte. Jeg tror som du er inde på, at bogens handling gjorde mig vågen, hvorimod andre bøger får mig til at sove.
Slet