Små glimt

Det var dejligt at undervise for en stor flok patienter og pårørende i onsdags. Det var rart at kunne mærke, at trods et stort hold fik de også noget med sig. Det var derimod ikke rart at skulle tilbage til den konstante holden afstand og at de skulle blive på deres siddepladser. Flere kom med mundbind ind i auditoriet, der var helt tydeligt en angst for ikke at udsætte sig selv for smitte. Diætisten og jeg havde travlt, når 30 mennesker skulle have kaffe/te og vand serveret. Heldigvis har sygehuset nu meldt ud, at vi ikke, oveni alt det andet vi skal lave, skal være kontrollører og tjekke coronapas på alle på sygehuset. Det havde jeg ellers frygtet.

Der er en træthed og ulmende vrede blandt mine kolleger, som jeg ikke før har set. Statsministerens ord og manglende indsigt i, hvor hårdt det har været og hvor hårdt det er at være sygeplejepersonale, har ramt dem. Det gør ondt at se deres manglende gnist i øjnene og at se dem vige i blikket, når de ser på mig. Jeg kender det fra tidligere pressede perioder, jeg bliver synonymet på en, der vil tale med dem om, hvordan vi bliver bedre i vores sygepleje, men det har jeg lært - jeg holder min mund. Jeg lader dem bruge mig til det, de har brug for. Denne gang er det bare langt flere kolleger, der har det sådan. Jeg håber inderligt, at vi rider stormen af, at ingen siger op og al den sygdom, som lige nu rammer folk (svære forkølelser, sygdom efter influenzavacciner og covidvaccinationer oveni mange børn er syge) snart er ovre. Mine kolleger, som ikke er gamle i faget, græder jævnligt på arbejde og flere har mistet arbejdsglæden.

Jeg har en god leder, der handler, hvor hun kan. Så der er sat flere ting i værk, der skal hjælpe kollegerne i hverdagen. Jeg og min souschef har aflyst alle de opgaver og alle de møder, som vi overhovedet kan og går fra nu af med i plejen sammen med vores kolleger, der er nye i faget. 

I går aftes tog jeg en aftenvagt, og det var jeg spændt på. Det er lang tid siden, at jeg har haft aftenvagt. Faktisk var jeg helt nervøs for det, men jeg holdt fast i, at jeg var sammen med gode kolleger, så det skulle nok gå. For lang tid siden afholdt afsnittet amerikansk lotteri og overskuddet skulle gå til en brag af en fest, når Danmark åbnede op igen. Det var så i går. Den fest ville alle rigtig gerne med til, så  det lykkedes takket være tidligere kolleger og nu faste vikarer hos os kombineret med kolleger, som ikke ville til festen, at få det til at gå op. Vi havde en god aften og helt mirakuløst væltede det ikke ind med dårlige patienter. Vi er ellers en af mange afdelinger, som ofte har patienter liggende på gangene. Vi havde nok at se til, men var ikke der, hvor man skulle være fire steder på en gang. Og så håber jeg, at kollegerne virkelig havde en god fest med masser af latter og snak. En aften, hvor de kunne lade livsglæden fylde dem.

Torsdag  eftermiddag mødtes jeg med mine to kolleger, som jeg har lavet forskningsprojekt sammen med, til spisning og hyggeligt samvær. Vi afprøvede en for mig ny cafe, Aktuel. Det var så hyggeligt med tid til snak over en god burger. Min ene kollega er ved at tage en kandidatgrad, og det er vildt spændende at høre om de fag og de tanker, hun gør sig undervejs. Der sker så meget, når man går i gang med en videreuddannelse. Vi glæder os dog til at få hende tilbage til sommer. Hun er også stadig på afdelingen, men primært hver tredje weekend og i universitets ferieperioder, da hun får løn under uddannelse.

Jeg er ikke på toppen lige for tiden, eller rettere sagt det går op og ned med energiniveauet. Jeg tror, det er post-corona træthed. Så jeg var helt stolt, da jeg i mandags fik ryddet op og gjort rent på kontoret. Der skal ryddes mere op, men lige nu nyder jeg de ryddelige flader og det rene gulv. At varmen så er gået sig en tur, må løses med tæpper omkring mig, halstørklæde og termovest , når jeg skal arbejde på kontoret. Vi har begge haft for travlt til at få bestilit en VVS-mand.

I tirsdags havde jeg hjemmearbejdsdag, hvor jeg gjorde flittigt brug af teamsfunktionen, jeg havde hele fire møder på programmet. Jeg plejer altid at sætte baggrundsfilter på, og i anledningen af efteråret/vinteren var der kommet nye, så mine kolleger havde fornøjelsen af at se mig i en ishule med isbjørne omkring mig. Det passede meget fint til mit outfit og temperaturen på kontoret.

Ikke fra kontoret men udsigten fra min lune stues sofa

Mandag sluttede vi dagen af med, at landmanden ordnede lys og billedophæng hos datteren. Jeg var den perfekte assistent/håndlanger (et langt ægteskab med en perfektionistisk håndværker har uddannet mig til den funktion) Datteren lavede til gengæld dejlig mad til os. Og så er det skægt at se far og datter i aktion, de har begge meget klart en mening, om hvordan ting skal se ud, om der skal hænge en eller to lamper, om billedet skal hænge lidt højere eller lavere osv. Men de endte som regel med at være enige, og ellers måtte jeg jo minde den ene om, hvem der boede i lejligheden ;-)

At være håndværker, landmand eller sygeplejerske er ret håndgribelige funktioner. De kan være meget foranderlige, man ved aldrig, hvad dagen byder på. Men man går dog på arbejde, om end hjemmearbejdsdage for mit vedkommende er blevet en alternativ mulighed i takt med andre funktioner i sygeplejen. 

Datteren er nu rejst til Sverige for at besøge en veninde og automatisk rubricerer vi det som ferie. Men så måtte vi jo minde hinanden om, at hun kan arbejde overalt med sine freelanceopgaver, sin kunst og forberedelser til workshops. Hun er ikke bundet af et bestemt sted at gå på arbejde. Når hun er frivillig som udstillingsvært på Kunsthal Nord, kan hun arbejde, når der ikke er besøgende. Når hun sidder i toget på vej til København, kan hun arbejde. Inspirationen til hendes kunst/workshops/grafiske opgaver kommer jo netop, når hun er midt i livet.

Jeg går ikke særlig meget op i indretning, det vigtigste er, at der er hyggeligt og at vi har det rart sammen, når jeg har gæster. Min datter er til gengæld skrap til at lave små tableauer, der fanger mit øje og gør mig glad. I mandags grinte jeg godt nok af, at elefanten havde fået en ny opgave, som så ud til at passe fint til den.

Jeg har fået læst bøger og set film hele weekenden. En af jer havde anbefalet Den sidste boghandel i London. Det var en sød og hyggelig bog at læse, om end den også satte tanker i gang. Den foregår under 2. verdenskrig og f.eks. fik beskrivelsen af hovedpersonens vej hjem efter arbejde den aften da mørklægningsgardiner blev effektueret, mig til at indse, hvor meget lys vi får fra omgivelserne i en by eller fra gårdene på min vej, når jeg går mørketure. Lige som jeg også husker en, der beskrev, at nutidens menneske ville få kvalme af at være tilbage i middelalderen med alle dens lugte, folk, der ikke blev vasket, latriner, der blev tømt midt i byen osv.

To andre bøger er blevet læst; Boghandlen ved Themsens bred og Vores sommer ved Provence. Begge bøger, som handler om at finde sin vej i livet efter modgang og benspænd. Begge kan også anbefales.

En bog, som jeg lytter til, og kan anbefale trods jeg ikke er færdig med den, er Den Franske fotograf. Årsagen til at jeg ikke er færdig med  den og til at jeg har måttet låne den fire gange, er fordi jeg er blevet lidt tåbelig på mine gamle dage. Jeg har så svært ved, når svigt og modgang opstår. I en bog kan jeg hurtigt skimme hen over de dele, men når det er en lydbog, er jeg jo nødt til lytte til det hele. Og selv om jeg udmærket ved, hvad der sker, idet den springer mellem nutid og fortid, så får den lov at ligge flere uger og så er udlånstiden udløbet. Jeg satser dog på at få den lyttet færdig. Måske skulle jeg gå mig en tur i dag, hvor landmanden er på jagt, med høretelefonerne i øret. Jeg elsker jo mest at gå uden, så jeg kan høre naturen omkring mig. Men nu skal den bog lyttes færdig. 

God weekend til dig og tak for tålmodigheden, hvis du kom igennem dette lange indlæg.