Farmor på afstand og tæt på

 Heldigvis fik jeg taget covid-testen den mandag, som jo var positiv, og ikke som anbefalet på dag 4, som var onsdag. Havde jeg gjort det, ville jeg fremstå som positiv først fra denne dag og i følge retningslinjerne ikke have været berettiget til mit coronapas, før dagen efter vi rejste til Norge. Nu skal man ikke fremvise coronapas mere, men alligevel. Vi tog færgen kl 22 om aftenen til Larvik, jeg fik sovet ombord, landmanden fik ikke sovet så meget. Denne gang kunne vi dog skiftes til at køre op gennem Norge om natten. Det gav ingen mening at finde et hotel klokken halv tre om natten, så vi drog nordpå. 

Først blev vi udtaget til kontrol og selv om de heller ikke bad om at se coronapas, så spurgte de os dog, om vi var vaccineret. Det er vi jo, men jeg fortalte ikke, at jeg havde haft corona 15 dage før, for jeg havde jo mit coronapas.

Turen op gennem Norge blev lidt mere spændende end tilsigtet. Jeg havde tænkt på det, landmanden havde ikke, men midt i al klargøring til ferien og rengøring efter isolationen glemte jeg at fortælle, at jeg havde set, at ved Elverum ville temperaturen dykke ned til frysepunktet. Landmanden havde tjekket temperaturen ved Trondheim, og de var fine, noget lig temperaturen herhjemme. Så vi kørte af sted på sommerdæk, det gør vi så aldrig mere i oktober måned.

Der var vejarbejde på riksvei 3, så vi blev ledt ud på det der svarer til amtsveje, fylkesvei, og de var mindre, meget mere snørklede og det var mørkt, det regnede og mens jeg kørte, kom temperaturen tættere og tættere på frysepunktet. Et sted så jeg i mørket, at der lå lidt sne i vejkanten. Jeg kunne se, at vi kom op i højderne og da landmanden overtog kørslen, kunne vi mærke det i ørerne. Og så blev der glat på vejene med en del sneslud. Men vi kom godt igennem og da vi var tilbage på E6 og nede i dalene, gik det fint.

Vi havde lovet at være i Trondheim inden middag. Vores svigerdatter læser kandidat i folkesundhed, men har barsel nu. Hendes studiegruppe var dog inviteret til en national forkonference om folkesundhed i Trondheim, hvor de også skulle fremlægge deres semesteropgave. Det ville hun gerne deltage i, så meget det nu kunne lade sig gøre med et barn, der skal ammes. Det var sejt gjort og hun fik anerkendelse for sin fremlægning.

Vi skrev sammen undervejs, så da vi kørte ind til deres nye hus, vidste vi, at vores søn havde kørt hende ind til Trondheim og vi skulle blot trykke os ind på dørkoden. Lige som vi kom, kom vores søn hjem med en lille gnaven S. Han brød sig ikke om at være alene på bagsædet i autostol. Han blev dog tilfreds, så snart han kom op i sin fars arme. Det er stort at se sin søn være far, han gør det så godt. Min mand kunne slet ikke lade være med at kommentere flere gange i løbet af ferien, hvor god en far vores søn er. Det er store ord fra en vendelbo ;-)

Nå men sønnen skulle jo på arbejde igen, og da vi skulle bruge hans bil til at køre ind til Trondheim til ammetid, kørte landmanden ham på arbejde. Og så stod farmor der med sit lille barnebarn i armene. Landmanden havde været bekymret for, hvordan S ville reagere, når vi skulle passe ham alene. Men det var som om, at S kendte min stemme, jeg har snakket til ham og sunget for ham på messenger. Så jeg sang for ham og jeg fik skønne små generte smil fra ham. Han ville dog ikke sove, selv om han var træt, så jeg gik rundt med ham og sang. Da landmanden kom tilbage, fik han lov til at synge og snakke med ham, mens jeg fandt frokost frem til os.

Vi fik også hue på og sat ham i autostol, selv om det var under store protester, da han skulle ind og ammes. Men lige så snart han var i bilen, og jeg sad og holdt ham i hånden, faldt han i søvn. Senere lærte vi, at træthed kombineret med hue og det med at blive lagt i barnevogn eller i autostol kunne udløse gråd, også når det var forældrene, der gjorde det. S er vild med boogie woogie sangen, så den har jeg sunget mange gange for ham under ble- og tøjskift.

Det var skønt at se hans smil, da han vågnede op på hotellet og så sin mor. S blev ammet og så tog vi os af bøvsning og turen hjem, mens svigerdatteren gik ind til konferencen igen.

De næste dage gik på samme vis, vi arbejdede begge i huset, når S sov, og når han var vågen, tog jeg mig af ham. Vores søn blev kørt på arbejde tidligt om morgenen, og når S og hans mor var klar, kørte landmanden hende til konference og vi kørte begge S ind til hende til amning.

Vores søn og svigerdatter havde netop overtaget huset om søndagen, de havde fået meget hjælp af den norske del af familien på flyttedagen, fordi flyttefirmaet løb fra deres aftale. Nu var det vores tur til at hjælpe. Vi pakkede ud, landmanden brugte sin håndværkeruddannelse til at få en masse ting på plads. Vi kørte alle sammen ture om aftenen for at se på diverse møbler, lamper osv. Jeg gjorde rent i den gamle lejlighed om lørdagen. Vi nåede også at være sammen med hele min svigerdatters familie lørdag aften, inden vi drog hjem søndag morgen. Lørdag aften tog svigerdatteren os på mørketur ud til en lille sandstrand, hvor flere have haft held til at se nordlys. Vi fik dog ikke nordlyset at se, men nød at stå der i mørket og se på vandet og lysene inde fra Trondheim.

Men mest af alt passede jeg S, og vi knyttede tætte bånd. Jeg gik ture med ham i barnevogn i området og fik lært det at kende. Jeg var sågar i Rema med barnevogn og fik handlet ind. Alle disse små hverdagsting, som man ikke kan gøre på afstand, men som føles stort at kunne være en del af.

Som jeg skrev tidligere, så er jeg fuldstændig og aldeles faldet for dette lille kære menneske. Han er så glad og gavmild med sine smil. Og jeg glæder mig allerede til at se S og hans forældre igen. Datteren skal se sin nevø for første gang til december, hun og jeg flyver derop sammen på en forlænget weekend. Og vi glæder os sådan til turen. Jeg glæder mig også til at skulle rejse sammen med min datter, det er mange år siden sidst jeg har gjort det.

Og da jeg gennemså mine billeder, opdagede jeg, at jeg helt glemte at fortælle, at vi så elge den morgen på vej til Trondheim. Fire store flotte elge gik ude på en mark. Det var stort, jeg har kun set elg en gang før. Min mobils kamera er ikke særlig god til at zoome, så det bliver kun et rystet bevis I får.