tirsdag, marts 31, 2015

Husrum og hjerterum, og lidt om påsken

Gråvejret sætter sit præg på fridagen, så jeg snupper små bidder af hverdagsopgaverne og store bidder af tedrikning, netsurfing og langsommelighed. E-avisen er skimmet igennem, enkelte artikler er læst, de store avisers netnyheder er hurtigt skimmet igennem. I dag har de hver deres fokus, andre dage er det samme emne, måske med hver sin vinkel. Påsken står for døren, egentlig har jeg fri frem til påskemandag, men der mangler personale på arbejde, så i morgen efter fysioterapi trækker jeg i uniformen og snupper en ekstra dag. Gårsdagens Søndag bragte en herligt rammende tegning af Nikoline Werdelin.

P1010981

Og skulle du have lyst til at tjekke din viden om opstandelsen, kan du trykke på dette link. Jeg fik 7 rigtige ud af ti mulige, men det var også de vigtigste syv efter min mening ;-)

P1010976

I går opdagede jeg, at der nu var nye udsendelser af Kender du Typen, så jeg var godt underholdt, bl.a afsnit 3. Jeg kan godt lide, at hovedpersonen har valgt at blive boende i sin lille lejlighed, selv om der både er kommet kæreste og to børn til. Hold da op, der skal virkelig system til og rummelighed for at kunne bo så tæt. Det tænkte man jo ikke over førhen, mine svigerforældre boede med otte af deres ni børn i et stuehus mage til vores oprindelige stuehus. Der var to værelser, et soveværelse, to små stuer (en “pæn” stue til gæsterne og en dagligstue), et badeværelse, et bryggers og et køkken. Så snart vi havde sparet penge sammen (der gik fire år) slog vi værelse + køkken sammen. Senere tog vi først en bid af stalden, senere igen tog vi hele den gamle stald, så den ene længe af gården nu rummer privatbolig og mandskabsrum med toilet. Jeg elsker dog stadig små boliger, der er indrettet funktionelt. Af samme grund var jeg også vild med vores campingvogn. Og i dag nyder jeg at besøge vores børn, her er der hjerterum og dermed også husrum til at forældrene kommer på besøg. Det er også dejligt nemt at gøre rent, synes jeg nu. Da jeg selv boede i en lille etværelses lejlighed fik jeg aldrig gjort rent, men da jeg var over hos datteren og hjælpe hende, syntes jeg jo, det var en overkommelig opgave. Det hjalp så også på arbejdsindsatsen, at jeg vidste, at jeg var budt på middag bagefter – hos sønnen og hans roommate. De havde kreeret det skønneste måltid, som levede op til de bedste restauranter. Jeg smiler stadig ved tanken om lækkerierne, og er stadig lidt flov over, at datteren og jeg udsatte dem for enhver husmors mareridt, at gæsterne kommer alt for sent, så maden skal holdes varm. Det klarede de dog med bravour.

Nu vil jeg finde min indre rengøringskone frem (hun er godt gemt væk), for torsdag er jo en helligdag, så ingen rengøringsfirma i denne uge. God tirsdag til dig.

P1010965

16 kommentarer:

  1. Ups - jeg fik kun 3 rigtige - til gengæld var det 3 af de bibelrelaterede spørgsmål, hvilket jeg tolker som et tegn på, at noget af min barnelærdom trods alt hænger ved endnu :-)
    God fridagstirsdag til dig - her er det arbejdsdag, men heldigvis den slags som kan klares i bløde bukser og bare tæer i mit eget kontor :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Pollyanna, det er altid godt at der er lidt, der hænger ved :-)
      Og tak, god arbejdsdag til dig :-)

      Slet
  2. Jeg fik faktisk 8 rigtige! Men nogle svar var nu nok kun - i bedste fald kvalificerede - gæt :-) Har I haft campingvogn? - Hvor langt ligger det tilbage,og hvorfor holdt I op, hvis du var vild med den?? Jeg er simpelthen for stort et rodehoved til små boliger - Og så har jeg nok ikke den rummelighed i mit hoved, der skal til for at bo mange på få kvadratmeter, men det sidste behøver jeg jo ikke nævne ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Fruen i midten, godt gået! Ja de sidste fem spørgsmål var også gætterier for mit vedkommende :-)
      Vi stoppede med campingvogn, da vi indså at vi ville kunne føle/lege ferie om sommeren, hvis vi havde et sommerhus tæt på gården. Vi bor deroppe og så kører både gemal og jeg på arbejde, men det føles som ferie. Derfor blev campingvognen solgt, men vi har haft mange gode ferier her i Danmark med den :-)
      Helt ærligt, så kunne jeg nok heller ikke være rummelig nok til 67 m2 og så to børn :-)

      Slet
  3. Hyggeligt indlæg. Nina fra Rosengade er tit sjov og rammende i sin replik.
    Jeg så også den udsendelse om Shirly (staves måske med z?) Men utroligt at kunne bo to voksne og to børn på så lidt plads. Der var et imponerende skuffe/skabesystem i det børneværelse. Jeg synes bare, det bar for lidt præg af, at der boede to små børn der.
    Godt udtryk "din indre rengøringskone". Sådan én må jeg også have. Det er bare lidt svært at finde hende frem sommetider ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Betty, tak :-) Mon ikke de to børn fylder mere, når der ikke er kamera på? Der var jo en imponerende reol med masser af kasser, som sagtens kunne indeholde legetøj og meget andet til børn.
      Rengøringskonen her har meget svært ved at komme til orde ;-)

      Slet
  4. Jeg ramte 6 rigtige... OK! Og Nikoline ramte lige plet med sin tegning. God påske til alle.
    Min indre rengøringskone kommer altid i undertal over for strikkelise! Men en gang i mellem vinder hun... det gør så godt!
    Hvad sidder hunden og vogter over?

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Anne, ja den tegning er så rammende :-)
      Hunden vogter over et projekt, landmanden har gang i, men det viser jeg en anden gang.

      Slet
  5. Det var en sjov - og lidt svær quiz.
    Tænk, at du ikke kan få lov at holde fri.... Jeg håber, det bliver ved den ene ekstra dag.

    Jeg har hyret en flink rengøringskone i dag (læs:mig selv), og om lidt går hun i gang med lydbog i ørerne. Der skal bare lige tankes op først.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, håber rengøringskonen nu holder fri, det gør jeg, fire dages fri, forhåbentlig uden telefonopkald fra afdelingen.

      Slet
  6. Også 7 rigtige her. Det med hvilke filosoffer og bispe, som har sagt hvad er da heldigvis fuldstændigt ligegyldigt i forhold til påsken.
    Sær gætteleg. Der var da masser af andet i forhold til påsken, som kunne have være spørge-emner. Forræderiet af Judas (Ondskabens nødvendighed. Uden "Det onde", ingen påske). Peters fornægtelser og sværddragningen (Som måske var en forudsigelse af pavedømmes krige og nedslagtninger gennem tiderne). Spørgsmål omkring Herodes og Pilatus osv.

    SvarSlet
    Svar
    1. Farmer, gode betragtninger, for ja der er meget, man kunne spørge om, men som jeg læser det handlede det specifikt om opstandelsen, så måske derfor :-)

      Slet
  7. Kun 5 rigtige her, men ved lidt arbejde med sagen nåede jeg 7 rigtige. Det er sandelig ikke let at besvare sådanne spørgsmål.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ups Jørgen, havde overset din kommentar, undskyld. Nej det er ikke let, for nogle af dem synes jeg ikke bare lige er paratviden :-)

      Slet
  8. Jeg faldt i staver da jeg så dine forårsbebuder, Det er altid så hyggeligt med disse potter på en gårdsplads, altan eller lignende:-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Abildjyde, og de her fik jeg som fødselsdagsgave, herligt :-)

      Slet