Morgenlatter

Lykken er at vågne og føle sig udhvilet og det endda på en søndag, hvor dagen er blevet en time kortere. Første tanke var om nu mine dagvagtkolleger har mindet hinanden om sommertiden, så nattevagterne ikke skulle vente på dem. Så kan de da få lidt kærlige drillerier fra morgenstunden. Da jeg kom ned i køkkenet, kunne jeg se, at landmanden var kørt efter rundstykker, jeg skyndte mig at dække bord, koge æg og brygge te. Solen udenfor skinner, og sindet føles let på trods af en forrygende aftenvagt. Hold da op, som vi pludselig skulle tænke hurtigt og få tingene til at gå op i en højere enhed. Det var dejligt at gå hjem på et telefonopkald, hvor pårørende udtrykte tilfredshed med det akutte forløb og personalets måde at være på, og at det havde gjort at vedkommende følte sig tryg ved at gå hjem og sove.

Landmanden havde taget Istvan med ind til byen. Mens landmanden var inde hos bageren, havde Istvan set sit snit til at kravle over på førersædet, pludselig hørte landmanden et dyt fra sin bil, og han så Istvan sidde på sædet mens en hund gik forbi bilen. Gad vide om det var en lækker hunhund eller om Istvan lige skulle sætte byens Karl Smarte hanhunde på plads? Det gør godt at grine, vi skændes tit (mine forældre kaldte det at diskutere, når de gjorde det; som barn fandt jeg det helt forkert, for jeg syntes, de skændtes) men mest af alt griner vi tit. Vi er gode til at kunne se det morsomme i situationer og nogle gange ryster vores børn på hovedet, for de kan slet ikke se det morsomme i alt hvad vi griner af. Pyt, vi har det sjovt, og latter frigør energi. Nu vil jeg tage skoene på og gå den tur, som aldrig blev til noget i går. Og inden aftenvagten skal jeg snakke med datteren, som er kommet hjem fra Skotland, mon ikke også vi får grint lidt sammen.

God søndag med forhåbentlig plads til latter og smil.

PS Og mens jeg skrev dette indlæg, har tunge mørke skyer trukket sig sammen. Herligt, så kan jeg jo synge denne her sang.