strabadserende, isnende, grænseoverskridende, tænderklaprende og SJOVT

 Jeg er helt brugt og er glad for, at jeg har en fridag i dag. Min fysioterapeut kiggede på mine arme og grinte, jeg lignede en, der havde fået bank, mine ben ser ligesådan ud. Og mine skuldermuskler var i ømme og trængte til god massage. Jeg går lidt akavet, fordi højre lyskes muskler insisterer på at gøre opmærksom på, at de eksisterer.

MEN jeg har bestået Havkajakkursus 1 og har mod på at prøve min havkajak sammen med landmanden. Jeg er glad for, at vi valgte at tage et kursus først. Faktisk betegnede vores instruktør det som selvmordsmission ikke at tage et kursus, før man sætter sig ud i en havkajak.

Lørdag mødte vi op sammen med seks andre mennesker, det blæste og regnede og da hele dagen foregik udendørs og det meste af tiden på og i vandet, blev det en tænderklaprende affære. Vi havde taget for lidt tøj på, og vi glemte at få noget at spise og drikke udover frokosten, så da dagens syv timer var omme, var vi så gennemkolde og tæt på dehydrering, at jeg næsten ikke kunne få våddragten af og komme i tørt tøj. Heldigvis havde vi både sodavand, bananer og boller i bilen, så vi proppede os med mad for at få energiniveauet til at stige.

Vi sejlede i havkajakkerne i det store bassin i friluftsbadet. Her kunne vi boltre os i trygge omgivelser, men der var alligevel lidt strøm og masser af vind, så vi blev udfordret. Vi skulle prøve at redde os selv op fra vandet, og det måtte jeg opgive. Jeg var så afkræftet at jeg ikke kunne hive mig op ovenpå kajakken, så instruktøren måtte lave en makkeredning, så jeg kom i kajakken igen.

billede taget af min svoger og svigerinde, der kiggede forbi.

Søndag var vi beredt, vi havde uldne skiundertrøjer under vores våddragt og en halsedisse om halsen inde under vindjakken. Søndag skulle vi på fjorden, så vi skulle have alt pakket ned i poser og stuvet korrekt i lugerne på kajakkerne. Vi havde mad, te og sodavand med, vi skulle ikke begå samme fejl igen.

Først roede vi ind i den ene lystbådehavn, hvor vi lærte forskellige roteknikker. Og jeg blev udsat for et "bagholdsangreb". Instruktøren kaldte på mig, du skal hjælpe mig, jeg bliver svimmel og skidt tilpas, hvad  gør du nu? Bare det at få min kajak roet hen på siden af hans kajak voldte mig problemer ( helt klart noget jeg vil øve mig i), men da han så ville lægge sig henover min kajak, prøvede jeg at forhindre ham. Det var så forkert. Han sagde, at det nærmest var umuligt at kæntre på den måde. Bagefter kom jeg i tanke om, at min reaktion nok skyldtes, dengang jeg tog livredderprøven for mange år siden i gymnasiet. Her skulle vi forhindre, at den nødstedte tog fat i os, for så gik vi begge ned. Men vi fik sat ord på, at mobilen ikke skulle ligge i en luge, men sat fast på svømmevesten og i vandtæt pose. Vi lærte, at hvis fingrene er våde, kan man ikke taste 112 på en smartphone. Af denne grund havde instruktøren en nokia med gammeldags tastatur til brug på havet. Nyt for mig var også, at hvis man trykker fem gange på slukknappen på en smartphone, så ringer den alarmcentralen op.

Nu roede vi længere ind mod Aalborg, vi kom tæt på kulturbroen. Havde vi været på en tur alene, havde I fået mange flere billeder, nu var vi fokuseret på at vi skulle holde øje med, når motorbåde kom og få vendt snuden mod efterbølgerne, for ellers kunne man godt blive vippet omkuld. 

Så var tiden kommet til at krydse sejlrenden to og to med kurs mod Lindholm Strandpark. Det var lidt nervepirrende, for hvad nu hvis der kom en hurtig båd. Det gjorde der ikke og vi kom i land og kom ud af havkajakkerne uden at vælte. Det er faktisk ikke så let. Her fik vi lidt at spise og drikke, og så blev kursen sat mod Egholm, vi roede langs kysten indtil vi igen skulle krydse sejlrenden.

Jeg kunne godt mærke i mine arme, at det var noget andet at ro her ude på fjorden end i bassinet. Men vi kom til Egholm, hvor vi egentlig skulle spise vores medbragte frokost. Men instruktøren kiggede op og sagde, at skyerne så lidt truende ud, og før regn kommer der ofte en del blæst, så han ville gerne have os over på landsiden, så vi ikke pludselig kunne komme fra Egholm. 

Over på den anden side gik vi i land ved den anden lystbådehavn, Marinaen. Efter frokost tog vi tørtræning af egenredning. Det vil sige, at vi tog en kajak op på græsset og så prøvede vi alle teknikken i at redde sig selv.

Nede i vandet roede vi rundt i havnebassinerne og trænede først flere forskellige roteknikker, før vi til sidst skulle bestå prøven: at redde sig selv og at redde en makker. Jeg kastede mig selv i vandet og kæmpede en brav kamp med at få mine fingre til at holde fast på både en pagaj og kanten af cockpittet. Jeg har slidgigt i mine led ved tommelfingrene og pegefingrene, det gjorde, at jeg ikke kunne holde ved. Til sidst fandt instruktøren på et trick med, at jeg kunne sætte pagajen fast under et elastik på kajakken. Det næste var at jeg skulle hive mig op i armene, så jeg lå ovenpå kajakken. Det voldte mig meget besvær og jeg prøvede alle de tips, som instruktøren gav. Til sidst kom jeg op. Nu skulle jeg så have benene ned i cockpittet uden at miste balancen, derefter skulle jeg vende mig rundt, så jeg sad i cockpittet. Bedst som jeg lige var kommet ned at sidde og var mægtig stolt, glemte jeg at beholde vægten over på den ene ende af pagajen med det resultat at jeg væltede ud af kajakken igen. På den igen, instruktøren ville have mig op i kajakken med en makkeredning, så jeg kunne sunde mig, men nu var jeg blevet stædig, så jeg kom også langt om længe op.

Så lavede landmanden og jeg en makkeredning på hinanden, så det var i vandet på skift for begges vedkommende. Herefter roede vi rundt, så vi kunne få varmen og så skulle vi lave redning af os selv igen uden hjælp fra andre. Denne gang havde jeg fundet en teknik, så jeg var hurtigt oppe i kajakken, uden at vælte, og alle klappede.

Kursen blev nu sat mod friluftsbadet, det var en hård og strabadserende tur. Der var meget strøm især efter færgelejet, så jeg kunne godt mærke, at jeg havde brugt alle mine kræfter. Da jeg fik mig hevet op på broen med hjælp fra landmanden og en anden, blev jeg voldsomt svimmel. Jeg havde det ikke dårligt, jeg var bare svimmel, så jeg blev støttet hen til en bænk, hvor en kom med cola og en anden blev sat til at holde øje med mig. Instruktøren var bekymret for mig, det var jeg ikke selv, for jeg ved, at når jeg presser mig selv eller bliver udtrættet eller stresset, så bliver jeg nemt svimmel. Jeg begyndte dog at fryse, så mine hænder rystede og mine tænder klaprede, så vi gik hen til toiletterne, som var opvarmet og her varmede jeg mig ved håndtørreren.

Nu var jeg frisk til selv at gå hen til bilen og få tørt tøj på samt en bolle og banan. Derefter var vi klar til alle at få vores bevis på, at vi havde klaret prøven.

 Det var en fed fornemmelse at køre hjem efter at være blevet presset ud, hvor jeg ikke troede, jeg ville kunne klare det og så vide, at det kunne jeg!

Den gode instruktør ringede i dag, han ville godt sikre sig, at jeg havde det godt. Det havde jeg og jeg har mod på at prøve vores havkajakker, for nu ved jeg, at jeg kan redde mig selv op af vandet. Så jeg er glad for, at instruktøren tog det meget alvorlig, at vi selv skulle klare det.

Men havkajakken må vente lidt, for vi skal først have de sidste kartofler i jorden. Men så er vi klar. Det bliver sjovt.