Juletiden er også tiden, hvor savnet af dem, vi har mistet, tit dukker op. Julen er forbundet med familien, nærvær og samvær.
I vores familie mangler vi to, ja egentlig tre, for min søster mistede en lille datter ved fødslen og senere hen en datter på 15 år, og i år mistede vi så vores mor. Det er tydeligt, at der er dage, hvor min fars savn er større end andre dage, og sådan er det også med os andre. Men når jeg ser tilbage på alle tre dødsforløb, så synes jeg, at vi fik tid til at sige farvel, at tiden efter dødsfaldet blev god, og at vi fik gjort de ting, vi gerne ville.
På arbejde sker det jo også, at apopleksipatienter dør, det er ikke så ofte, og ofte er det meget de ældste patienter, der dør. For det meste har der været nogle dage til at forberede sig, men der har også været patienter, hvor døden sker indenfor det første døgn, og på en sygehusafdeling er der ikke mulighed for at give den samme fred og ro som andre steder. Vi prøver, vi prøver virkelig meget at skærme familien, at være omkring dem, at sørge for mad, drikke og omsorg.
Når så patienten er død, og der er blevet sagt farvel, så går familien, og vi ser dem ikke mere. I forbindelse med et dødsfald, hvor jeg følte, at den familie måtte have spørgsmål at stille bagefter, fordi alt gik så stærkt, prøvede jeg at ringe til familien en måned efter, men traf ingen hjemme.
Vi har ingen vejledning eller tradition for at ringe til pårørende efter dødsfald, men jeg føler, vi måske skulle tilbyde det, så i forbindelse med min opgave på torsdag, har jeg langt om længe besluttet mig til at ville prøve at finde noget materiale om dette og formulere nogle tanker omkring en vejledning til personale og en pjece til de pårørende vedrørende kontakt med afdelingen efter dødsfaldet.
Og at det fylder, viste reaktionen på det møde jeg var til i dag i Århus, da jeg fortalte om mine tanker.: ”det vil vi gerne se, når du bliver færdig”
Nogle spredte kommentarer til dit indlæg...
SvarSletFor det første så synes jeg ikke, at savnet er størst til jul - på de mennesker som jeg har mistet.
Min far - fordi jeg ikke kan huske en jul, som han har været en del af.
Min datter - hun blev født og døde i februar, så der er ikke noget der minder mig om, eller forbinder de to ting for mig.
For mig er det en lyd eller en lugt eller noget helt tredje, som en ganske alm. dag kan bringe savn og sorg...
M.h.t. at ringe til en familie som har mistet, så synes jeg, at det ville være en god ide.
For 20 år siden, da vi mistede vores datter, blev vi inviteret til en samtale med lægen på afdelingen en måned efter - så havde vi mulighed for at stille alle de spørgsmål, som der altid kommer. Ellers kan det jo godt være svært selv at skabe kontakt til en hospitalsafdeling.
sådan lidt spredt fægtning uden egentlig hoved eller hale :)
Helle,din spredte fægtning synes jeg om. Og jeg ved faktisk ikke om min søster og svoger fik sådan et tilbud for 21 år siden, men jeg synes det er en god ide.
SvarSletMåske er det fordi det er den første jul uden min mor og fordi min niece har fødseldag lige op til jul at savnet bliver mere mærkbart lige nu. Min allerførste niece er der ikke savn af på den måde, mere en vemod forbundet med dette lille efterårsbarn.
Jeg har heller ikke egentlig tanker om dem jeg har mistet i forbindelse til julen, men dine tanker om efterrationalisering synes jeg er rigtig gode.
SvarSletJeg oplever ind imellem at døden er tabu, og det er rigtig ærgeligt, for uanset er døden en del af livet.
Jeg oplevede det specielt da min kusine og hendes mand for snart 11 år siden mistende en søn. Fra afdelingen blev de foreslået at tage ham med hjem. Det var vinter og koldt og de havde mulighed for at have ham liggende ugen op til begravelsen, så de dels selv kunne, dels andre (heriblandt) mig kunne, komme forbi og sige farvel.
Reaktionerne på at de havde ham i deres hjem, var meget forskellige. Nogle kunne slet ikke have det mens andre følte at det var den rigtige måde at gøre det. For familien var det godt. Godt at kunne sige farvel i ro og mag.
Jeg kunne ikke lade være med at tænke på fordums tider, hvor afdøde lå på spisebordet og de sørgende holdt vagt over vedkommende - det betød at liv og død hang sammen. Det gør det ofte ikke i dag. Døden er langt hen ad vejen blevet tabubelagt, men det betyder ikke at spørgsmålene ikke er der. derfor tror jeg dine tanker om vejledning og opfølgning er rigtig gode.
Det blev lidt langt og måske lidt forvirrende, jeg sender det alligevel :)
Pernille, for mig giver det mening, det du skriver :-)
SvarSletHar du tid, så læs min historie om dagene efter min mors død:
http://underet-er-at-vi-er-til.blogspot.com/2008/04/hjertevarme.html
Vi havde nemlig min mor derhjemme indtil begravelsen og det var godt.
som vi dog alle går rundt med tanker omkring den død og hvordan det vil være...før..under og efter et dødsfald. Tanker som jo kan være svære at tænke for nogle, lettere for andre...og vi skal jo dertil alle sammen, og som Bodil Udsen engang sagde ved en begravelse(har jeg læst et eller andet sted)..."vi står alle i samme kø, men vi ved ikke hvilket nr. vi har"....
SvarSletHvis du/I på afdelingen kunne lave det stykke opsøgende arbejde en måned efter et dødsfald, tror jeg i ville kunne gøre en forskel for mange ... god ide :-) og god arbejdslyst.
Hej Lene
SvarSletSikke en god ide mht. et opfølgende ring ved dødsfald, dog skal man måske lige gør sig det klart, om man vil handle på det (og hvad man kan tilbyde eller gøre for de pårørende), hvis det viser sig, at de pårørende er gået fuldstændig ned med flaget?
Jeg selv er som tidligere nævnt sygeplejestuderende på sjælland, og jeg er faktisk netop i færd med at skrive mit speciale, som omhandler hvad hjemmesygeplejersken - og sundhedspersonalet i sekundær sektor - kan gøre for at "se" og støtte de pårørende til en uhelbredelig syg. Vi har nogle forskningsartikler, som viser, at pårørende i langt højere grad savner støtte, information og omsorg fra plejepersonalet. Ofte er de reduceret til resourcepersoner, der hjælper til med at pleje deres uhelbredelige syge. Eller også er fokuset kun på den uhelbredelig syge, og de pårørende bliver ikke "set" og sanset, som ifølge Kari Martinsen er vigtigt i relationen. Desuden rammes 50% af efterladte af depression eller angst og yderligere 30% får konstateret post-traumatisk stress... Jeg er ikke helt klar over, hvad det er for en opgave, du er i gang med, men jeg synes jo, det lyder fantastisk godt!! Godt initiativ!
Mvh. Ditte
Jeg tror da kun, det kan være godt at henvende sig til de efterladte. Men det er også rigtigt, at I skal være forberedte på de forskellige handlinger, der evt. skal til.
SvarSletDet kan måske bidrage til at af-tabuisere døden. Jo flere, der taler "naturligt" om døden, jo lettere er det for de pårørende. Jeg oplevede i hvert fald selv, at det var svært at tale om (angående min far senest) - jeg virkede muligvis lidt kølig udadtil, men absolut ikke indadtil.
Så: go for it.
Anne, hvor meget vi kan hjælpe med i sorgprocessen ved jeg ikke, men at få afsluttet det kapitel i forbindelse med sygehuset ville være godt, tror jeg :-)
SvarSletDitte, du har helt ret, der skal være klarhed over hvad det er vi kan tilbyde og hvad vi ikke kan tilbyde. Det lyder rigtig spændende dit speciale. Jeg har lige haft kontakt til Karen Marie Dahlgaard, som har lavet PhD afhandling om dette emne, og hun vil tale med mig i næste uge om hendes erfaring med opringninger.
Conny, vi er nemlig ikke så gode til at sætte ord på, og derfor kan det være en hjælp at nogen tør. Jeg er spændt på om jeg kan formidle mine tanker til andre, og der bliver kurset så en prøveklud :-)
Lene - jeg tog dit indlæg med i seng og tænnkte videre der... og pludselig der i mørket, vidste jeg, at jeg havde glemt noget...
SvarSletJeg forstår jo til fulde dit savn af din mor i julen.
I har garanteret delt/Du har overtaget mange traditioner.
Hvis ikke hvert år, så har I mange år været sammen juleaften - så jo selvfølgelig vil det føles som en tom plads og din mor mangler lige der.
Du savner, at kunne ringe og spørge om dit og dat eller sige "kan du huske".
Helle, vi har faktisk ikke været sammen juleaften ret mange gange de senere år, men altid i julen. Men hjemmet er jo ikke det samme, og selv om vi prøver, så kan vi jo ganske enkelt ikke nå det som hun gjorde, så på den måde bliver det også fysisk konkret at vi mangler min mor. Tak for dine tanker :-)
SvarSletHvor er det godt, hvis personale får eller har vejledning i at håndtere den slags, Lene. Da min mor døde på et hospice for 10 år siden, havde min far et stort behov for at tale med den sygeplejerske, der havde passet min mor - men det lykkedes ham ikke.
SvarSletmadame, det var synd at din far ikke fik lov/mulighed for at sætte ord på de sidste timer sammen med den sygeplejerske, der var der. Det er en stor hjælp midt i sorgen og savnet.
SvarSletI dag er der på hospice og onkologiske afdelinger retningslinjer omkring omsorg for pårørende efter dødsfaldet, sådan som jeg kan læse det.Og det er godt, vi fik også tilbudt samtale 14 dage efter min mor døde, og det hjalp min søster, som var hos min mor, da hun døde.
Hej Lene
SvarSletDet ER også rigtig spændende vores emne, synes jeg! Vi tager også udgangspunkt i Karen Marie Dalgaards ph.d.afhandling samt hendes artikel: Uhelbredelig sygdom og død som et familieanliggende - samspil i triader. Vi har desuden en artikel om en pilotundersøgelse fra Elklit og Reinholt, som gør opmærksom på faren for at udvikle post traumatisk stress efter at være blevet forladt. Og tilsidst en artikel skrevet af nogle læger i Aarhus, som også påpeger den manglende omsorg de pårørende efterspørger samt, at ansvar- og rollefordeling mellem sektorer og faggrupper med fordel kunne bestemmes på forhånd.... Hvis du ønsker links, siger du bare til!
Og så håber jeg da, at vi får et kig på dit fine resultat herinde??
Mvh. Ditte
Lene,
SvarSletDet var et meget smukt indlæg, som rørte mig dybt, da jeg selv har stået i den situation med min far. Jeg syntes, at vi gik 'hurtigt' - men hvor lang tid kan man klare at sidde der, når smerten og chokket er stort.
Jeg synes traditionen, som man stadig har sydpå med at våge over den afdøde er smuk og uden tvivl til lige så meget gavn for de efterladte som en respekt for den døde.
Jeg fortrød, at jeg ikke så min far igen inden begravelsen - men den slags gør man jo ikke.
Idéen med at indkalde til et møde senere er meget smuk - nogle gange tror jeg også, at det plejende personale kan bidrage med nogle tanker og intryk fra den afdøde, som familien ikke så (når de måske ikke var til stede) eller også med deres erfaring - som kan hjælpe familien videre i deres sorgbearbejdelse.
Vi glemmer dem aldrig - men der er øjeblikke forbundet med datoer og traditioner, som er sværere end andre.
Men at bære dem i vores hjerter er det smukkeste vi kan gøre efterfølgende - og snakke om det. Det skal aldrig blive tabu.
Ditte, jeg vil meget gerne have links. Min opgave er jo kun en lille en af slagsen i forhold til jeres bachelorprojekt, men da jeg gerne vil være velfunderet i viden, så vil jeg meget gerne have noget at læse i :-)
SvarSletNille, en hospitalsafdeling indbyder heller ikke til at man bliver siddende der længe, og derfor synes jeg det må være godt at få afrundet hopitalsforløbet med en samtale med den sygeplejerske som var der, og måske kan hun netop samle tråde op og sætte dem ind i en sammenhæng. Det er i hvert fald det, der er min tanke med det her.
Der er mange ting, der fremkalder minder, og nogle gange får små mærkelige episoder eller ting mig til at tænke og mindes.
Lene, et meget smukt og tankevækkende indlæg.
SvarSletJeg kom jo til at tænke på min mors sygdom og død.
Omkring juletid savner jeg hende faktisk ikke, for jeg mindes kun den stress, hun altid ramtes af. En stress, der for mig at se var helt unødvendig. Derfor øver jeg mig altid i at skabe en jul, der er helt anderledes og så lidt som muligt stressramt. Om det lykkes helt, må man nok spørge andre om, men jeg har det ok med det.
Da hun blev syg, og i sidste del af perioden var indlagt fuld tid, oplevede vi, at hun blev flyttet fra Riget, da de ikke kunne gøre mere, og ned til vores lille lokale sygehus på Falster, hvor hun fik enestue.
Her havde vi den sidste tid fuld opmærksomhed fra og kommunikation med personalet, bl.a. omkring smertedækning og det sidste forløb, så vi havde egentlig ikke behov for mere kontakt efterfølgende.
Vi valgte at afslå obduktion og en deraf følgende forklaring på sygdom og dødsfald, netop fordi vi var blevet informeret så fint undervejs, samtidig med at vi også oplevede, at der var tid og overskud til omsorg fra personalet.
Måske var det fordi, vi fik en enestående mulighed for at afslutte forløbet på et lille lokalt sygehus, jeg ved det ikke. Men det er nok individuelt, hvor stort behovet for opfølgning er, afhængig af, hvordan den sidste tid er forløbet.
Jeg er dog sikker på, at en afdækning af problematikken er nødvendig og god, for det er jo ikke noget man sådan kan sjusse sig til, ligesom der nok heller ikke findes en gylden sandhed.
Så jeg vil ønske dig alt muligt held og lykke med projektet.
Nina, tak for dine gode tanker, og jeg tror du har ret i dine tanker. Min ide er også at gøre os bevidst om de forskellige forløb og at tilbuddet om et telefonopkald er der. Andre steder tilbyder de telefonopkaldet og så kan folk vælge det fra, måske er det sådan det skal være. Min opgave er blot første skridt på en vej jeg har haft lyst til at gå i lang tid :-)
SvarSletJeg kan sagtens følge jeres savn nu til jul Lene - har det selv sådan at jeg savner dem vi har mistet ekstra meget i julemåneden. Det er en tid hvor der er tid og plads til eftertanke...
SvarSletHar tidligere været på en arbejdsplads, hvor det var fast kotume at vi tilbød de pårørende et besøg en måneds tid efter klientens dødsfald. Mange takkede ja og vi aftalte de nærmere omstændigheder omkring besøget. Vi var også med til begravelsen, hvis det var muligt. Men det var også i et lille lokalsamfund og inden kommunalreformen. Det var faktisk også en god ordning for personalet...
Else, var der nogen der takkkede nej? for på mit kursus var det netop diskussionen om folk kunne sige til/fra lige efetr dødsfaldet og om man bare skulle ringe til alle.
SvarSlet