Jeg kigger lidt på overskriften, hedder det overhovedet det? Betyder det egentlig det, jeg mener? Se allerede her tegner det at skrive det her indlæg sig til at blive en langsommelig affære. Der er ikke andet for, end at jeg må på sproget.dk, og jow, at være sin alder bekendt betyder det, jeg mener:
“anstændigvis tillade sig at gøre noget bestemt; vedkende sig noget uden at skamme sig”
Okay, tilbage til emnet; jeg er en af dem, der gennem mange år har hjulpet min lyse hårfarve til at være lys. Det har været på en måde, så mange har troet, det var den naturlige hårfarve, og det har glædet mig. Sommeren var dejlig og lys, det lysner i sig selv håret, så jeg valgte ikke at få lyse striber i håret, og beslutningen om at se min egentlige hårfarve kom stille og roligt. Jeg er ikke smuk gråhåret, jeg er nærmest ikke gråhåret (eller også skal jeg have ny styrke i brillerne), kun leverpostejfarvet uden spil i håret. Og jeg kapitulerer nu, om lidt sætter jeg mig i bilen og kører til frisør, hvor hår, bryn og vipper får en omgang farve, for den mathed i mit hår forplanter sig til mig, jeg ser hele tiden træt ud og jeg kan ikke kende mig selv i spejlet, kun når jeg griner eller smiler. Og det kan blive anstrengende at smile/grine hele tiden, og der er jo også tidspunkter hvor omgivelserne ville overveje en henvisning til en neuropsykolog, hvis jeg grinte der.
Jeg havde en kollega, som sagde overskriften til en anden kollega på min alder, fordi hun også kapitulerede, så i aften skal vi være sammen på arbejde , to lyshårede ældre kvinder, men vi kender godt vores fødselsdato, vi står ved den alder, vi har og vi elsker den (lige undtagen når vi sidder med hver sin vifte), men vi har besluttet at være dem, vi er indeni, også på ydersiden! Ha en god fredag.
Jeg vil gerne være min alder bekendt - JEG ER 52 - men jeg vil også have lov til at farve mig knald-rødhåret, når det er det, der klæ'r mig bedst :) Jeg har forsøgt med lysere hår og lade det grå tage over, men både børn og mand skriger nej - de synes, at jeg ser træt og trist ud og det samme synes min frisør - som ikke farver mig, så det er ikke derfor - jeg selv elsker mit røde hår. Hvis jeg stopper farvningen, er det fordi, det er så skide besværligt og ikke pga min alder. Mine øjenbryn og øjenvipper er heldigvis født mørke ;)
SvarSletHelle, jeg har det som dig. Og egentlig ville jeg også bare se om jeg var blevet flot gråhåret, men næ nej, og jeg følte mig forkert, basta. Så nu er jeg 57 år og med lyse striber i håret :-)
SletEn time hos frisøren gjør underverk. Kos deg!
SvarSletElisabeth, det tog 2 timer og 15 minutter, ren afslapning :-)
SletDen slags bestemmer man jo heldigvis selv :-) Jeg synes i al beskedenhed, at mit halvgrå hår er pænere end noget, frisøren kan lave. Så hun får ikke lov at farve det, selv om hun sommetider fløjter for det. Til gengæld gør hun underværker, når hun farver mine vipper. Jeg ser pludselig meget mere vågen og frisk ud. God tur til frisøren :-)
SvarSletTak fruen i midten, det varer længe, siger min frisør inden jeg har gråt hår nok til at det slår igennem alt det kommunefarvede, så ja vi bestemmer heldigvis selv. Ren nysgerrighed: er du mørkhåret, for de bliver som regel flot gråhåret modsat os blonde kvinder :-)
SletGod fornøjelse :)
SvarSletOg rigtig god weekend !
Tak Miri og i lige måde :-)
SletJeg er 56, og jeg farver også mit hår - synes ikke, jeg er klar til at være gråhåret endnu. Og det har ikke noget at gøre med, at jeg ikke vil stå ved min alder. Jeg kunne ikke drømme om at lyve mig yngre, end jeg er.
SvarSletAnonym, vi er fuldstændig på linje. Jeg nyder min alder og nu at jeg har lyse striber i håret igen :-)
SletJeg vil gerne være ved min alder, hvis bare jeg kunne huske hvor gammel jeg er. En årgang 55, er altid mit svar, når jeg bliver spurgt. Det er ikke mange dage siden, jeg ikke kunne huske om jeg HAVDE haft fødselsdag i år, eller den var lige om hjørnet. Jeg HAR haft fødselsdag i år :-)
SvarSletFarvet hår, har jeg aldrig prøvet, selvom min forrskellige frisører, er så kede af at de klipper mine lyse striber af hver gang. Jeg kan berolige drm med, at de kommer igen - helt af sig selv. :-)
Pia, og jeg tænker aldrig i det daglige over min alder, kun når jeg snakker om ting vi husker og er sammen med mine meget unge kolleger :-) vi sætter vores hår som vi vil hver især :-)
SletJeg er 51, og jeg begyndte at blive gråhåret, da jeg var 35. Folk siger til mig, at det er pænt, så jeg kunne ikke drømme om at farve det, og det tror jeg heller ikke jeg ville gøre, selv om de sagde det var grimt.
SvarSletJeg går og kigger lidt efter symptomer på overgangsalder, men synes ikke rigtig, der er nogle. Måske kan jeg være en af de heldige, hvor overgangen gik over? :-)
Hanne, jeg synes gråt hår er smukt, jeg har desværre bare ikke ret meget af det lige nu. Så nyd du dit hår. Og min overgangsalder har egentlig været nem bortset fra søvnproblemer og lidt hedeture, men det går jo over :-)
SletHihi, - jeg er netop kommet hjem fra frisøren...., med lyse striber.
SvarSletHar ellers de sidste tre år valgt at lade være af økonomiske grunde, og fordi jeg godt kan lide mit mørkebrune hår med grå stænk. Men mit hår er så blødt, og jeg elsker, når det bliver grundigt ødelagt af lysningen, for så er det nemmere at sætte. Alderen, - den elsker jeg.
Eva, lige nøjagtig det med at kunne sætte håret nyder jeg også med de lyse striber. Og jeg elsker også min alder som dig :-)
SletJeg står gerne ved min alder, 57. Men indvendig synes jeg ikke, den dertilhørende modenhed er til stede :-)
SvarSletDet er den så til al overflod i håret. Jeg behøver ikke betale i dyre domme for at få en bedre farve end min gamle mørke kommunefarve. Jeg er ret godt tilfreds med min grå manke.
Og du ser ud lige som dig selv (som jeg tror, du ser ud) på det skønne billede under palmerne.
Tak Conny, billedet er jo så fra min lyse hårperiode, jeg er blevet klippet flere gange siden da og jeg kunne ikke lide min hårfarve :-) Modenheden her hos mig kan også diskuteres, skidt pyt, vi er dem, vi er og det er godt nok :-)
SletHvorfor i alverden skal man være sin alder bekendt? Alderen burde kun være et tal, men i "det her samfund" er den næsten blevet en identitet. Hvor det overhovedet kan lade sig gøre at slippe, fortæller jeg absolut ingen, hvor gammel jeg er, og jeg forsøger løbende at få mit udseende til at svare til mit indre i det omfang, det kan lade sig gøre, uden at det bliver latterligt. Desværre fremgår ens alder jo af ens personnummer, hvilket jeg ikke forstår, hvorfor det absolut skal. Der må da være andre muligheder. Personnummeret medfører ofte, at folk snarere "ser" min alder end mig, som bliver lige frustreret, hver gang jeg hører "i din alder". Jeg er jo ikke min alder; jeg er mig!
SvarSletRasmine, enig, alderen skal ikke definere os og vores valg af hårfarve og påklædning. Men jeg har ingen problemer med min alder, jeg står gerne ved at jeg er 57, jeg synes hver årti har sine goder og sine ulemper og jeg vælger at se på goderne :-)
SletDet er sjovt at se de mange holdninger til alder, det være sig egen eller andres.
SvarSletJeg er en af dem, der tager lidt makeup hver eneste dag, også selv om jeg bare skal gå hjemme hele dagen (eller male nede i Præstø), men ikke kunne drømme om at få gjort noget ved hårfarven. Jeg bruger også parfume til hverdag, men bilder mig ind, at hvis jeg ikke selv tænker over leverpostejsfarven, så gør andre nok heller ikke.
Selvfølgelig vil jeg helst ikke se voldsomt ældre ud end mine fysiske år, men jeg behøver bestemt heller ikke at se yngre ud :-)
Ellen, ingen makeup her, men lyse striber og parfume :-) I går kom jeg til at spørge en patient som var lidt ældre end mig om kvinden der stod ved hans seng var hans kone. Det var hans mor! jeg skyndte mig at sige til hende at det måtte hun tage som kompliment, jeg kiggede slet ikke på patienten ;-)
SletJeg er en årgang 57 og har ladet den stålgrå farve tage mere og mere over i nogle år - farvede engang, men syntes, at de udvoksninger, der hurtigt kom, så latterlige ud. Alder er for mig mest noget, der fortæller, hvor mange år, man har levet - selvfølgelig høster man erfaring undervejs - nogle bevarer et nysgerrigt og åbent sind, mens andre låser sig fast i konformitet meget tidligt, det har nok snarere noget med personlighed og måske miljø at gøre end med alder. Vifter har jeg ikke haft brug for, og rynkerne får lov at krølle, som de vil :)
SvarSletAnonym, skønt med stålgrå farve, det får jeg så nok aldrig. jeg ser også mere på det menneske, der står foran mig end på deres dåbsattest, og skønt at du ikke skal bruge vifte :-) Rynkerne krøller også her.
Slet