torsdag, oktober 16, 2014

ENGAGEREDE OG FULDE AF FAGLIGHED

Selv om det høje tempo stadig er der, så kommer der oaser, hvor man lige får trukket vejret dybt ned i maven og får samlet energi til næste hurtige rykind. I dag blev sådan en dag, stuegang var færdig før jeg gik hjem, patienter var udskrevet eller overflyttet og der var ikke kommet samme antal ind. Det betyder, at der er plads til nye patienter i aftnevagten, hvor de fleste typisk kommer. Jeg var ansvarshavende og havde desuden dagafsnittet. Jeg elsker det dagafsnit, jeg sætter en ære i, at patienterne føler sig trygge og velinformerede, når de går fire timer, efter de kom ind af døren. På de fire timer fik de taget blodprøver, hjertekardiogram, ultralydsscanning af halskar, MR-scanning, indlæggelsessamtale hos sygeplejersken, undersøgelse og diagnose af læge og afsluttende samtale hos sygeplejersken. Det er jeg stolt af, og i dag fik jeg den sødeste kompliment, det lunede.

Jeg kan føle mig helt høj, når mine kolleger kommer med den ene faglige problemstilling efter den anden og vil diskutere den med mig. De brænder for, at vores patienter får den højeste faglige behandling og pleje. Og jeg tror indimellem, nogle af vore unge læger føler sig noget pressede, for hvis mine kolleger ikke forstår, hvorfor en ordination skal ske, så stiller de spørgsmål, og de kan deres referenceprogram til fingerspidserne. Der er ingen tvivl om, at lægerne har det endelige ansvar for behandlingen og dermed også er dem, der bestemmer, men vores overlæger har sagt, at det er godt at vi fremfører vores faglige argumenter og vores undren. Vi har alle brug for at blive udfordret og få stillet spørgsmål til det, vi gør. I tidernes morgen, da jeg var på et kursus om økonomi for landbokvinder, var det også en af de ting, jeg tog med mig hjem. Jeg gør ligefrem landmanden en tjeneste, når jeg stiller spørgsmål til kommende investeringer eller beslutninger. Det er landmanden så ikke altid enig med mig i.

Nu er jeg så kommet hjem, vandmasserne har ikke været så høje her, men der er kommet rigeligt. Bagdelen sidder godt i stolen og det er lidt svær at få overtalt mig selv til at komme ud af døren. Jeg har netop reklameret for LOOPs fortræffeligheder på arbejde, så ved at skrive det her håber jeg, at fingrenes tasten sender stimuli til motivationscenteret. Og når jeg vågner i morgen tidlig, kan jeg, hvis jeg vil, gå ind og se på en sovende søn, inden jeg kører på arbejde. Jeg glæder mig. God aften til dig.

P1010016

16 kommentarer:

  1. Faglig stolthed er noget af det bedste der findes :-
    Og så afsted til LOOP med dig - det tager kun 24 minutter + lidt opvarmning :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Kisser, faglig stolthed er lige nøjagtig det der gør at man glæder sig til sit arbejde :-) Og jeg kom af sted, tak for skubbet :-)

      Slet
  2. Mon du kom af sted...jeg håber det..godt I ikke lider med alt det vand I har fået i de sidste døgn. Nyd at have din søn hjemme...jeg har lige vinket farvel til Ditte...Jeppe ser jeg nok først til jul (SUK)

    SvarSlet
    Svar
    1. Anne, jeg kom af sted, 10 km nord for os starter de meget våde marker, så vi er sluppet heldigt. Jeg vil nyde og så må du glæde dig til jul, eller måske skal du på en lille førjuletur til Nordjylland :-)

      Slet
  3. Dygtige og engagerede sygeplejersker er den bedste hjælp en ung læge kan få, og jeg tror ikke der er nogen af os som ikke har oplevet lettelsen ved at kunne læne sig lidt op ad en mere erfaren kollega blandt sygeplejerskerne.

    SvarSlet
    Svar
    1. Laura, det er godt at høre, vi kan alle have brug for nogle at sparre med, jeg nyder den faglige sparring tværfagligt, det lærer jeg meget af :-)

      Slet
  4. Skøn beskrivelse af jeres store faglighed og engagement.
    Godt at I ikke er druknet i vandmasserne nede hos jer. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Inge, tak, ja i dag måtte Jørn køre en anden vej oppe ved Brønderslev, fordi vejen der stod under vand.

      Slet
  5. Jeg tænkte på dig, da vi så vejrudsigten, men godt I lige slap udenom.
    Man skal helst være i besiddelse af faglig stolthed, uanset hvad man beskæftiger sig med - og man skal altid huske at undre sig og stille spørgsmål.
    Dejligt for dig, at du har din efterårsferierende søn - snart er det min tur. Igen ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, det er derfor det er godt at få nye kolleger, fordi så kommer der så mange undrende spørgsmål :-) Det er godt at have besøg :-)

      Slet
  6. Man skal opfatte det som en gave, hvis man får lov at forklare, hvorfor man træffer en beslutning. Det er nemlig først, når man fortæller, at man har forstået det, man har lært.

    SvarSlet
  7. Det glæder mig gang på gang at mærke dit engagement i dit arbejde, og det er kun dejligt, at det gælder dine kolleger i afdelingen også.
    Det er altid godt og sundt at undres. Og ikke mindst at sige det højt, så man kan blive klogere og lære lidt mere.

    SvarSlet
    Svar
    1. Susanne, ja jeg kan vist godt lyde lalleglad indimellem, men jeg er godt nok vild med mit arbejde og mine kolleger :-)

      Slet
  8. Det er dog imponerende, hvad I kan nå på fire timer. "vores overlæger har sagt, at det er godt at vi fremfører vores faglige argumenter og vores undren." - ja selvfølgelig er det godt, for sådan sikrer man kvalitet og sådan undgår man utilsigtede hændelser, tror jeg da.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hanne, de fire timer var i forgårs, indimellem går der noget længere tid. Det er typisk, når vi mangler en læge til at afslutte forløbet, fordi de har travlt med akutte/dårlige patienter, så må patienterne vente, desværre.

      Slet