Smuttur - lige hvad vi trængte til

 Hverdagen har fundet sin egen rytme, og jeg ved, at jeg har været kryptisk på bloggen, men syntes ikke at jeg ville spørge om, hvad jeg måtte skrive og har også følt, at det ikke var min historie at fortælle. Datteren har været åben om sit sygdomsforløb på instagram og har sagt, at jeg også bare skal skrive det, jeg har brug for. 

I denne uge startede kemobehandlingen, så vi var alle tre enige om, at hvis landmanden og jeg skulle nå at se barnebarnet, inden den lille dansk-norske familie kommer hjem til jul, skulle det være sidste weekend. Datteren var sammen med gode veninder i weekenden og havde backup til kørsel og tunge løft fra vores familie de to andre dage (begge ting var og er stadig forbudt efter brystoperationen).

Hundene og gården havde vi også fundet en til at passe, så fredag formiddag pakkede vi bilen og kørte til Hirtshals for at tage færgen til Larvik. De fire timer på færgen gik med at spise og slappe af. Kl. 16.30 kørte vi fra borde. Jeg er ikke vild med at køre varebilen fra borde, så landmanden tog den første time på vejen og så overtog jeg, indtil vi nåede til vores faste rasteplads tæt på Elverum, Myklegard. Her var der billig diesel, toilet og muligheden for at få strakt ryggen, inden vi drog videre med landmanden som chauffør. Denne gang gjorde vi ikke samme fejl som oktober sidste år. I år var der vinterdæk på bilen, og det var godt, temperaturen var visse steder i fjeldene nede på 6 graders frost.

Storelgen er pejlemærket for at være halvvejs til Trondheim

0.45 parkerede vi bilen foran huset. Vi troede alle sov, men S var ikke helt tilpas, så sønnen tog imod os, men svigerdatteren forsøgte at få S til at sove igen. Vi hoppede hurtigt i seng, så vi kunne være friske til de næste to dage.

Op ad formiddagen mødtes vi alle til morgenmad og S var nok reserveret, men han tøede hurtigt op. Dagene gik hurtigt, søn og landmand lavede nyt skrivebord til kontoret, satte skab op og hang lamper op. Svigerdatteren og jeg var sammen med S og sørgede for forplejning. Hold nu op der var gang i ham, han begyndte at vælge at gå i stedet for at kravle denne weekend, og han klatrede op på alting. Jeg kan godt huske den periode, hvor man overhovedet ikke skal tænke på at se væk i flere minutter. Og perioden kommer samtidig med, at børnene overgår til kun én lur i løbet af dagen. Det er en hård tid for forældre.

Det var sjovt at lege med ham, vi sang, dansede og legede med alt hvad han fandt frem, som farforældrene skulle se. 

Jeg nød at få lov til at gå tur med S, så han faldt i søvn og fik sin middagslur. Ligesom jeg nød at handle ind og hjælpe hvor jeg kunne. Vi kan jo ikke lige besøge dem en eftermiddag, men flytter ind og er der konstant i flere dage. 

Vi nåede alle at hygge os, være på legeplads og gå tur sammen, selv om der også stod et fint kontor, da vi tog hjem.

Det var så godt at se dem, og vi glæder os til at få dem hjem til jul. Til den tid håber jeg, at S har fået alle de vira, man kan få i en børnehave, for han er godt nok tit syg. Det hjælper selvfølgelig heller ikke , at hans far, sønnen, samtidig er startet i en anden børnehave og også slæber vira med hjem. Så de tre er forkølet, hoster og har feber jævnt tit. Heldigvis var de rimelige friske i denne weekend, og vi nød alle at være sammen.

Vi smurte madpakker søndag morgen, så vi kunne køre tidligt efter at have brygget te og krammet sønnen til farvel. Svigerdatteren og S havde vi sagt farvel til om aftenen. Vi ønskede ikke, at svigerdatteren skulle stå op tidligt, for så vækkede vi blot S. Når man har en dreng, som sover meget afbrudt om natten, så skal man som mor og barn have al den søvn, man kan tilkomme. 

Det var en gråvejrsdag med regn det meste af vejen, men turen og færgeturen gik godt og vi kunne køre ind på gårdspladsen kort efter kl 22. Klar til hverdagen efter at være tanket op med intens nærvær med søn, svigerdatter og S.