tirsdag, april 06, 2021

Ferien er slut

 Søndag skulle have været udflugtsdag, men jeg fik det pludseligt dårligt. Heldigvis gik det over igen, så både søndag, mandag og i dag har vi været på vores sædvanlige gåtur herhjemme. Det er sjovt at se, som hundene kender ruten, de ved, hvornår vi drejer fra vejen og går ned langs skoven og søen og hvornår vi går tilbage på vejen. De har vældig travlt med at opsnuse spor af fasaner, og de er rigtig dygtige til at stå stand og til at sekundere den anden.




Det blæser fra vest, så der er strid modvind, når vi går den vej, men med det rigtige tøj på holder jeg varmen. Rytmen findes hurtigt og der siges ikke mange ord på turen, heller ikke selv om vi ikke rigtig har talt sammen siden i morges. Vi nyder bare at gå sammen, i samme rytme, og mærke kroppens velbehag ved den nye vane.

I dag skulle jeg tappes for plasma, det er en god afslapningsstund, 50 minutter sidder jeg på den gode briks. Jeg læste i den bog, jeg lånte for lang tid siden, jeg har måttet forlænge den to gange. Viktor Frankls bog Psykologi og Eksistens. Den har været svær for mig at læse, for der er nærmest ingen kapitler og det føles som en lang enetale om livet som koncentrationsfange uden pauser. Nu er jeg kommet til noget af det, som jeg synes er spændende, nemlig fremtidens betydning for nutiden. Men det må jeg vente med at fortælle mere om, til jeg er nået længere.


Hverdagen starter i morgen igen. Den starter ud med to hektiske dage, først en kursusdag med nogle af mine kolleger. Vi er nu kommet til fjerde hold ud af syv, så jeg ved lidt om rytmen, meget om sygepleje, men selve teknikken med at være på teams i to rum og så undervise i det ene rum har fyldt meget. I overmorgen skal jeg prøve noget nyt. Hvert år afholder vi et fælles møde med regionens kommunale hjerneskadekoordinatorer. Det blev aflyst sidste år, så i år afholder vi det på teams, og jeg skal styre det! 35 deltagere med masser af oplæg, PowerPoints, der skal deles osv. En hel dag på Teams, jeg tror jeg er træt i hovedet, når vi kommer til aften.


Jeg genlytter bøger, jeg har læst før. Da jeg er en slughals, hvad angår læsning, så kommer jeg på denne måde ned i tempo. Det er godt som lydbillede, når der skal ordnes husmoderlige ting. Derudover har jeg slugt tre bøger af Marcia Willett og Lucy Dillon, så nu må jeg være klar til at få læst sværvægteren færdig. En lille bitte bog, men med masser af ord, gamle ord (sådan føles de)


Landmændene er endnu ikke kørt i marken, det er for tidligt heroppe. Men de står klar. Lige om lidt sker det. Jeg er også klar til hverdagen på sygehuset. Og til at mit hår ikke tynger så meget, så det giver hovedpine, fordi jeg er nødt til at have det bag ørerne sammen med brillestænger og høreapparater. Min frisør fik et afbud, så nu kan jeg se frem til en klipning om en uge frem for om fire uger. Det bliver skønt.


Jeg kan mærke, at min taktik med at stå tidligt op i dag, så jeg kan få vendt rytmen, umiddelbart virker. Jeg er træt og klar til sengetid. Må søvnen blive god  for dig og mig. 



8 kommentarer:

  1. Når man kan vende døgnet som du gør, så er det rigtig rart. Jeg kan ikke for tiden, men så må man klare sig ved at tage en lur indimellem og ikke stille for store krav - der er forsinkelser, som man må tage som de kommer og som må meldes til andre uden at man giver sig selv stress.

    Jeg hørte Brinkmann i går, og jeg tror ærligt talt at jeg vil høre den igen, fordi det havde noget at gøre med at bearbejde sit liv ved at tale med andre, fortælle -- eller skrive. *Det* kan vi jo gøre!

    SvarSlet
    Svar
    1. Dax2, det er skønt når søvnrytmen kan vendes. Der er også tider, hvor jeg ikke kan.
      Det emne lyder interessant, hvad hed den udsendelse?

      Slet
    2. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

      Slet
    3. Emnet er interessant, og jeg blev glad og forbavset, da forfatter Emma Anna Haudal fortalte at hun faktisk skriver en halv times tid om sine tanker inden hun kan arbejde på dagens opgaver.

      Hun er den første forfatter, jeg har hørt, som indrømmer denne tilstand af tanker, som er totalt distraherende. Hun er udover at være forfatter også TV-instruktør (serien "Doggy-Style", en vistnok lidt misvisende men dog tankevækkende titel, om en gruppe unge mennesker i Vestsjælland, der ser sig som lidt mislykkede men alligevel skaber sig et liv med mening.)

      I Brinkmann's Briks var det en anden forfatter, som talte om dette med at "skrive sig videre", om, hvor meget det letter på tilværelsen at man har nogen at fortælle til. Og som hun sagde, så er det nogen gange nok at skrive til sig selv.

      Den anden forfatter, Glenn Bech, sagde noget lignende, men jeg husker ikke så meget hvad han sagde.

      https://www.dr.dk/radio/p1/brinkmanns-briks/brinkmanns-briks-2021-04-07

      Jeg er fascineret af mennesker og historier. Især når mennesker evner at fortælle om deres liv på en måde, der gør det indlevende og til noget man kan spejle sig i. Måske kan vi alle lære noget af at skrive vores historie ned, det tror jeg faktisk. Vært: Svend Brinkmann. Gæster: Forfatter Katrine Marie Guldager og forfatter og psykolog Glenn Bech. Tilrettelægger: Christoffer Heide Høyer.

      Hilsener/Donald
      (var nødt til at rette.)

      Slet
  2. Jeg håber dit Teams-møde gik godt - det var lidt af et ansvar at få lagt på sine skuldre. Men du klarede det selvfølgelig fint :-)
    Marcia Willett har jeg vist læst alt af, men Lucy Dillon kender jeg ikke, og hvis det er samme gode stil, skal jeg da lige prøve at læse hende, så tak for den (indirekte) anbefaling.
    Til gengæld går jeg langt uden om Brinkmann :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det gik faktisk rigtig godt :-), men jeg var godt nok træt i hovedet bagefter.
      Lucy Dillon skriver godt, men en lidt anden stil.

      Slet
  3. Der er herligt, når sekunderingen virker, så hundene ikke generer hinanden i standen.
    -Og flot er det ud!!

    SvarSlet
    Svar
    1. Farmer, og du forstår jo at påskønne det. Det ser rigtig flot ud :-)

      Slet