Forleden dag gik jeg en tur i mørket, ingen stimuli kunne frarøve mig opmærksomheden, så jeg havde god tid til at tænke. Tænke på genkendeligheden i hverdagen. Tænke på at vi hver især lever forskellige hverdagsliv, som er genkendelig for os selv og måske også for andre med samme type hverdagsliv. Men også at vi nogen gange pludselig kan genkende os selv i hverdagsliv, som vi troede var så forskellige fra os selv.
Det er ingen hemmelighed at jeg indimellem tænker over et liv uden arbejde, lige nu føles det helt ærligt som et liv uden meningsfyldt indhold. Det er ikke skrevet for at nedgøre andre, slet ikke, men snarere for at fortælle, at det er svært for mig at forestille mig det liv. I dag havde jeg tre skønne kvinder med i min bil på vej til møde. Vi har hvert vores hverdagsliv, vi ser også forskelligt på mange ting, men vi er meget enige om vores holdninger til god sygepleje til mennesker med blodprop/blødning i hjernen, så det samler os.
En går på pension lige om lidt, så vi snakkede om, hvordan hun forberedte sig, og vi er enige om, at vi skal knytte båndene, vi har bundet, siden vi mødte hinanden for snart tyve år siden, tættere, så de rækker ind i tilværelsen efter arbejde. De andre to er på den alder, hvor jeg stoppede med at arbejde i landbruget efter 11 år og begyndte på sygeplejegerningen igen, dvs først i 40erne. De var også begge to meget enige om, at jeg var nødt til at bruge mange år på at finde frem til, hvad der skal give mening i mit liv efter arbejde, så det kunne ikke nytte at tænke på at stoppe nu. Det er dejligt at føle det fællesskab, dejligt at føle sig ønsket/værdsat og at der er brug for en.
Det er en gave at få lov til at møde mennesker, som ikke er som en selv, men som inspirerer mig til at tænke anderledes. Mennesker, som når jeg næste gang møder et andet menneske, som umiddelbart virker langt fra mig, får mig til at huske, at måske kan jeg faktisk genkende lidt af mig selv i deres liv.
Måske er det også det, at jeg som sygeplejerske aldrig ved, hvad morgendagen bringer af opgaver. Og denne uforudsigelighed i hverdagen kan jeg ikke se genskabt i et liv uden arbejde. Måske. Men som mine kolleger sagde: der er jo også lang tid til at du skal tage den beslutning, så tag dig bare god tid.
Så det gør jeg, og måske som en anden klog kvinde har sagt, måske ved jeg pludselig en dag, at nu er tiden kommet. Måske.
Jeg snupper lige en kop te mere og finder strikketøjet frem.
Jeg håber du finder lige den løsning, du bliver gladest for, når tid er :D Man ved det ikke, før man ved det ;)
SvarSletA + K, tak, det satser jeg også på at jeg ved, når jeg ved det :-)
SletDet er godt, du er begyndt i god tid at spekulere over tiden efter arbejdstiden, når nu dit arbejdsliv fylder så meget i dig, som det gør. For mit vedkommende har jeg det sådan, at jeg er stadig glad for mit arbejde, men jeg kan godt mærke, at det lakker mod enden (altså om fem år eller sådan). Jeg kan godt se mig selv uden et arbejde og med mange aktiviteter, der skal afprøves. Jeg håber også, du når frem til, at udsigten til "fuld fritid" ikke er så skræmmende.
SvarSletConny, så vidt jeg husker, er vi tæt på hinandens alder, jeg er vist lidt ældre end dig. Og den tidshorisont du taler om, kan jeg også bedre se mig i. Skal jeg holde som 65 årig har jeg 2 1/2 år tilbage, og det føles for kort. Men måske er det også fordi jeg er gift med en landmand, som ingen problemer har med sin tid, han nedskalerer sit landbrug og udvider sin fritidsinteresser. Jeg kunne hurtigt blive fuldtidshjemmegående medhjælper for ham i stedet for at få tid til det, jeg gerne vil :-)
SletNår man har valget, skal man gøre, som man synes bedst. Banalt selvfølgelig, men det er en frihed, man bør værdsætte. Så hvis du helst vil blive ved med at arbejde, er det selvfølgelig det, du gør.
SvarSletDen dag, kræfterne ikke rækker længere, ved du sikkert, hvad du vil få tiden til at gå med. Jeg tror, du vil blive overrasket over, hvor nemt tiden går selv uden arbejde.
Eric, og kræfterne kan blive det, der afgør det, for kroppen og hjernen har brug for mere restitution nu end for få år siden.
SletOg så vil jeg faktisk gerne, at min mand er stoppet før mig, så han har droslet ned og fundet ud af hvordan han kan bidrage på den hjemlige front samtidig med at hans fritidsinteresser får lov til at fylde mere end tidligere.
Jeg håber, at du som mig - når tiden er inde, og det kommer jo på et eller andet tidspunkt - finder ud af, som jeg gjorde det, at selv om tiden er ens egen, så er dagene ikke nødvendigvis forudsigelige. Alene det, at der er overskud og plads til spontane indskydelser bevirker, at det ikke behøver at blive kedeligt og/eller ensformigt.
SvarSletMen jeg kan godt se, at der nok er længe til du er jobstopmoden :-)
Ellen, jeg er ikke helt moden endnu :-) Men det kommer nok gradvist, blandt andet kan jeg godt mærke at der bruges flere kræfter på at restituere mig efter hårde arbejdsdage.
Slet