lørdag, november 16, 2019

En uge fyldt med skønne ting kræver en weekend med tid til afslapning

Oprindelig så min arbejdsuge ud til at indeholde tre dagvagter, en hverdagsfridag og en aftenvagt. Den endte med tre dagvagter, en fridag og en dagvagt. Derudover havde jeg sagt ja til tre skønne ting i fritiden, og så ved jeg godt, at jeg er brugt, når weekenden banker på.

Tirsdag var jeg inviteret til babyshower for min projektkollega. Det havde jeg aldrig prøvet før og jeg havde mange fordomme om det, men samtidig glædede jeg mig også til at være sammen med min kollega, hendes veninder og de af vores kolleger, som også er hendes veninder. Hun blev så overrasket, glad og rørt. Det blev holdt på en rigtig god cafe i Aalborg, Cafe Ulla Terkelsen.  Der var pyntet op med blå farver, for i dag ved man jo, hvad man skal have af køn, hvis man da ikke vælger den viden fra. Det er der ikke ret mange af mine kolleger, der gør (husk på at vi lige nu har elleve på barsel, så jeg kender til gravide kvinders valg)


Det var en skøn aften, hvor den vordende mor blev begavet med mange gaver til den kommende baby. Det er den ting, jeg har det svært med. Jeg synes, der efterhånden går inflation i store, dyre gaver til snart sagt alting. For mig ville selve ideen om at forkæle den kommende mor med god mad, hyggeligt samvær og sjove indslag have været nok. Det indslag, der rørte mig mest (og vist også den kommende mor) var, at hendes veninder havde stillet den kommende far fem spørgsmål. Svarene blev så blandet med venindernes forslag til svar fra den kommende far, hvorefter min kollega skulle gætte hans svar. Hun gættede rigtig alle fem gange, men samtidig fik hun også et indblik i sin kærestes tanker om det kommende liv som far. F.eks. hvordan så han sig selv være far og hvad lavede han så sammen med sit barn. Det var gode og rørende svar.



Onsdag var vi inviteret til før-debutkoncert med landmandens niece, som blev færdig som solist operasanger fra det Jyske Musikkonservatorium. Vi kunne ikke deltage fredag aften til debutkoncerten i Musikhuset i Aarhus, fordi jeg dengang troede, jeg skulle i aftenvagt. Derfor samlede jeg min svigerinde op på vejen og så kørte vi til Randers til Værket, byens musikhus. Landmanden kom sydfra, hvor han havde været til møde om dagen. Det blev en fantastisk aften, jeg var vildt imponeret over hendes evner til at spænde vidt både hvad angår toner, genrer og skuespil. Hun blev akkompagneret af Randers Kammerorkester og musikere fra Jysk Musikkonservatorium. Klassik musik kan noget, som anden musik ikke kan, men man skal også vænne sig til det, måske endda oplæres lidt i det. Jeg fik i hvert fald lyst til komme til flere klassiske koncerter og at opleve en opera i sin fulde længde.



Torsdag eftermiddag mødtes jeg med min studieveninde på cafe La Bottega i Aalborg, en lille italiensk cafe. Snakken gik, og denne gang nåede vi aldrig til de private emner, for jeg skulle høre alt om hendes nye job og hun skulle opdateres på mine projekter med opfølgning til borgere, som er let ramt af blodprop/blødning, tæt på deres bopæl. Jeg var ikke imponeret af cafeens vegetarudgave af paninisandwich, den smagte ikke af så meget, men rosevinen var lækker og selskabet og omgivelserne ligeså.

Mens jeg var på vej til eftermiddagens cafebesøg, ringede min leder mig op. Kunne jeg tage en dagvagt i stedet for en aftenvagt fredag. Jeg havde sagt ja til at tage aftenvagten, fordi en ung kollega så gerne ville til afdelingens julefrokost, og den havde jeg ikke behov for at deltage i. Til gengæld har jeg så fri søndag d. 1.december.

Der har været en lang periode, hvor vi har været presset især i dagvagterne. Dette skyldes mange patienter, som er hårdt ramt og de mange kolleger på barsel og deraf mange nye kolleger, som ikke er så erfarne endnu, men superdygtige og ivrige efter at lære. Vi havde meget travlt i går, på trods af at vi faktisk var en del erfarne på arbejde. Jeg var i hvert fald fuldstændig bombet, da jeg kom hjem i går aftes. Jeg havde dog en god dag, hvor jeg syntes, at jeg fik klædt mine patienter godt på til udskrivelse og lagt gode planer samt også nåede en børnesamtale med et barn til en forældre med en blodprop i hjernen.

Da jeg kørte fra arbejde, ringede landmanden. Han var i Aalborg, så vi mødtes, gik på cafe og drak varm kakao og spiste juleboller, inden vi hoppede i hver sin bil og kørte hjem. Det var en skøn afslutning på en hektisk dag. Min aften og det meste af natten foregik sovende på sofaen.

Nu er weekenden startet, energien er som vejret udenfor, gråt og trist, det har dog hjulpet med panodil og en tur udenfor på gårdspladsen med oprydning og lugning. Nu regner det for meget til, at jeg gider at være udenfor, så må der fyldes på energikontoen herinde. God weekend til dig.




8 kommentarer:

  1. Jeg har de samme fordomme om babyshower som dig - vil meget hellere give gaven, når barnet er kommet til verden. Jeg kan huske, at min gamle faster sagde, at det betød uheld at have noget parat til babyen inden dens fødsel. Det er dog selvfølgelig ren overtro, men det stammer vel fra en tid med høj spædbørnsdødelighed - og jeg havde da også alt parat, uden at have holdt et babyshower :-)
    Spændende med din mands niece - det gør den slags musik/sang lidt mere nærværende.
    Jeg har set to operaer i fuld længde. Det var oven i købet to lettilgængelige (Tryllefløjten og La Boheme), men jeg besluttede mig efter den sidste, at det også VAR den sidste!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, og jeg tror at veninderne også giver, når barnet er der. Derfor synes jeg også det kan blive vældig dyrt. Det samme gør sig gældende med polterabend, der er det er kørt op på et niveau, hvor det er svært for veninder, som måske er studerende, at kunne få råd til det hele.
      jeg har i mine unge dage set to operaer, Boheme og Carmen, men jeg tror, at man skal vænnes til det og jeg ved at man nu til dags kan få introduktion f.eks. hvis man går i Operaen i København.

      Slet
  2. Jeg har lige som dig og Ellen fordomme om babyshower.
    Men du fortæller så rørende om, at den vordende mors veninder havde stillet den kommende far fem spørgsmål - og at hun gættede hans svar.
    Sikke en dejlig oplevelse med før-debutkoncerten!

    SvarSlet
    Svar
    1. Madame, og på sin vis blev fordommene gjort til skamme hvad angår resten af arrangementet. jeg nød at se alles glæde ved at være sammen med fokus på det lille ufødte barn og hans mor.
      Det var en rigtig dejlig oplevelse at få lov til at dele koncerten med en del af familien.

      Slet
  3. Jeg kigger lige indenfor, - selvom jeg egentlig er stoppet med at følge med i blogs. Tiden, du ved. Men jeg savner det lidt ind imellem.
    Babyshower..., - det kan helt sikkert være hyggeligt. Men jeg bryder mig nu ikke om det. Samværet, JO. Den positive opmærksomhed, JO. Men ikke alle de udgifter og plastikpynt og den slags. Mon ikke også de unge, klimabevidste vil begynde at tænke sig om med det?
    Jeg har haft den glæde at synge koncert med Camilla Button og Randers Symfoniorkester. Hun er bare SÅ dygtig. Hende kan I godt være stolte af.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, god pointe med klimabevidstheden, en del af pynten var så faktisk genbrug fra andre babyshower.
      Hvor er det spændende og sjovt at du har sunget sammen med Camilla. Vi er rigtig stolte af hende, hun er en skøn kvinde og dygtig sangerinde. Tak fordi du deler det med mig.
      Og du har ret, tiden kan hurtigt flyve med instagram og bloglæsning. jeg er ikke så god til selv at kommentere, det vil jeg gerne blive bedre til.

      Slet
  4. Jeg håber på det bedste for mandens niece. Det må være skønt for hende at kunne beskæftige sig fuldtid med sin passion.
    Også jeg har det lidt stramt med babyshower-ideen, men den er vist ikke til at komme udenom i dagens Danmark - og det med klimabevidstheden er vist på udvalgte punkter :)
    Min søde mand og jeg skal på "kæresteweekend" fredag og lørdag i Aalborg (fredag fordi det er der, Garnudsalg har åbent!), så det var godt lige at læse om et par cafesteder. Ulla Terkelsen står på min liste, alene pga. navnet - kan du anbefale La Bottega som spisested, frokost/aften?

    SvarSlet
    Svar
    1. Conny, undskyld havde overset din kommentar.
      Rigtig god kæresteweekend til jer.
      Jeg kan faktisk hverken fraråde eller anbefale stedet, der var dog mange, der kom, da vi gik ved 18 tiden.

      Slet