YNK OG KLYNK eller bare tanker om livet

Nogle gange, når jeg har udgivet et indlæg, kan jeg godt få en fornemmelse af, at det skulle jeg måske ikke have skrevet, eller det fik jeg vist ikke forklaret ordentligt. Det er svært, når jeg gerne vil beskrive min hverdag som sygeplejerske, for jeg er bundet af en tavshedspligt, som gør, at jeg selvfølgelig ikke kan gå i detaljer. Det må blive på et overordnet plan, at jeg beskriver min arbejdshverdag. Jeg startede denne blog for at kunne sætte fokus på livsglæden, for at lære mig selv at fokusere på det smukke i hverdagen, men også for at fortælle om hvordan det er at være sygeplejerske på et apopleksiafsnit. Ind imellem kan det være svært at finde ord til indlæg om det smukke, når man ikke føler sig specielt smuk indeni, men bloggen og blogland hjælper mig så alligevel til at holde fokus.

Jeg er stadig i dag glad for at være sygeplejerske, jeg elsker mit job, jeg elsker mit fag, og jeg er så heldig at arbejde et sted, hvor det kollegiale samvær er meget i fokus. Det er dejligt, når man som jeg har været uddannet i 32 år (28. februar 1981). Jeg har arbejdet på to forskellige børneafdelinger i sammenlagt 6 år. Jeg har været ferievikar i hjemmesygeplejen i 5 måneder. Jeg har arbejdet på en hæmatologisk og en nefrologisk afdeling i sammenlagt 2½ år. De år er så dem, jeg husker mindst fra, det var de år, hvor jeg fik mine to børn med 16 måneders mellemrum, jeg havde vist ammehjerne, som mine unge kolleger kalder det. Herefter stoppede jeg med sygeplejen og tog 11 år som medarbejdende ægtefælle i kartoflerne . Ved årtusindeskiftet startede jeg som sygeplejerske igen. Først i den fælles neurologiske sengeafdeling og de sidste 4 år på det selvstændige apopleksiafsnit. Disse sidste 13 år har været forrygende. Først kom jeg på efteruddannelse, her spirede lysten til at vide mere, lysten til at være med til at højne sygeplejen. Så kom jeg på kurser for at kvalificere mig til jobbet som apopleksisygeplejerske, det der andre steder kaldes specialeansvarlig sygeplejerske. Et job som jeg deler sammen med en dejlig og dygtig kollega. Jeg fik mod på mere, søgte job som souschef og fik det ikke, et nederlag, jeg havde det svært med. Alle andre så mig som uddannelsesansvarlig sygeplejerske, så det job fik jeg som et vikariat. Jeg knoklede for at blive god til det job, sparetiderne gjorde så, at vikariatet ikke blev til en fast stilling. Men inden da var jeg blevet bevilget en diplomuddannelse, og den skulle jeg stadig have, var ledelsens beslutning.  Det er jeg glad for, jeg er blevet inspireret og stimuleret gennem de fem moduler. Jeg er blevet udfordret, jeg har skullet lære at skrive akademiske opgaver, jeg har skullet lære at argumentere på akademisk vis, og jeg har prøvet at gå til eksamen, både skriftlig og mundtlig. Nu står jeg foran det afsluttende modul, om 2 måneder går jeg i gang. Jeg har store planer med den opgave, indimellem kan jeg få helt ondt i maven ved tanken om mit eget forventningspres. Indtil da vil jeg nyde, når jeg får dage i plejen. Jeg har haft meget fri, fordi jeg ikke er fuldtidsansat, så når jeg går på et fuldtidsstudie, hvor jeg kun får løn for 30 timer, skal jeg have kompensation i form af fridage bagefter.

Så selvom jeg skrev om skældud i går, havde jeg to gode dage, hvor jeg fik lov til at udfolde den side af sygeplejen, som handler om kommunikation og forebyggelse. Og jeg opnåede også, at en vred pårørende sendte mig et smil til sidst, der er håb for vores samarbejde til patientens bedste. Og når jeg skriver vores, så er det i første omgang mine kolleger, for jeg holder fri, igen.

Uanset om du holder fri eller ej, ønsker jeg dig en god weekend.