For nogle år siden snakkede min søster og jeg om det at rejse i andre lande. Hun fortalte om en tur til Rom som ung, hvor hun for første gang havde oplevet mange tiggere. Det havde været ubehageligt, men det mest ubehagelige var det, hun opdagede hos sig selv. At i slutningen af ferien ænsede hun nærmest ikke sværmen af tiggere omkring sig, hun viftede med hænderne for at få dem til at gå væk, men uden at se dem eller på dem. Det føltes, som når man vifter fluer væk, sagde hun, og det blev hun ked af.
Nogle tror måske, at det hårdeste og sværeste på et apopleksiafsnit er mennesker, som er hårdt ramt og skal have hjælp til alt. Det kan også være både fysisk og psykisk hårdt, men noget af det, som jeg synes er hårdt, er når jeg mærker en uønsket indre reaktion på et andet menneskes adfærd. Heldigvis er jeg så fagprofessionel, at jeg godt kan håndtere kontakten på en ordentlig måde, og så må jeg læsse af bagefter. Vi bruger hinanden meget i sådanne situationer, vi aflaster hinanden, vi snakker om, hvordan vi fagligt skal håndtere situationen og hvordan vi fagligt skal møde det menneske, men let bliver det aldrig. Når nogen fortæller om “skrankepaver”, så tænker jeg tit på, om vi kunne ende lige sådan, hvis ikke vi talte om oplevelserne. Hvis man tilstrækkelig mange gange lukker af for sin indre stemme for, hvordan man møder andre mennesker. Hvis man for at beskytte sig selv rent arbejdsmæssigt eller personligt vælger at se andre mennesker som “irriterende fluer”. Hvis man aldrig får lov til at sætte ord på disse følelser, eller at andre tør sætte ord på dem, så man erkender dem, så bliver man måske et umenneskelig menneske. Måske?
jeg tror på at det er vigtigt af få læsset af, så arbejdet med mennesker ikke bliver en rutine, hvor man let bliver irreteret på netop de mennesker man skal hjælpe.
SvarSletAnnemarie, nu er det heldigvis sjældent at det sker, men når det sker, skal der være plads til at turde sætte ord på.
SletDer er stor forskel på at være en fagligt professionel med den tilgang, man nu engang skal have til det, og så på at være turist i en storby, og jeg synes måske ikke helt, at man kan sammenligne.
SvarSletJeg forstår på en måde godt din søsters følelser, for det er ikke rart at se sig selv som ufølsom, men igen må pragmatiske Ellen træde i karakter: Din søster kan ikke - ingen kan - hjælpe alle Roms tiggere, og så er der ikke meget andet at gøre and prøve at fortrænge dem på den måde man nu bedst kan, for det er trods alt synd, at noget, man ikke kan ændre på, får lov til at ødelægge ens ferie.
Ellen, jeg ville heller ikke sammenligne en ferieoplevelse med en arbejdsoplevelse, så har jeg udtrykt mig klodset. Derimod var det det at turde sætte ord på følelser i sig selv, som kan være ubehagelige. Min søster havde en god tur, og havde ingen intentioner om at frelse Roms tiggere, men det var derimod følelsen af at for at kunne håndtere det, lod hun dem blive som fluer i sin bevidsthed, hun ikke brød sig om. Jeg mener, at hvis man ikke tør stå ved de "grimme følelser" som kan opstå i mødet med andre mennesker, så får man som sygeplejerske svært ved at yde en god sygepleje, og det er mit mål for enhver patient, at de skal have den bedste sygepleje som jeg kan give, om de er morder, tyran,hustrumishandler eller en engel :-)
SletDet er et stærkt team, I har, hvor I kan læsse af på hinanden. Det må være rigtig vigtigt i det job, du har.
SvarSletHanne, jeg ville slet ikke kunne arbejde et sted, hvor man ikke kunne læsse af :-)
SletNår man arbejder med mennesker, vil der uvilkårligt opstå negative vibrationer ind imellem. Det hører med til en ordentlig professionalisme, at der er et miljø, hvor man kan netop "læsse af" og få råd af hinanden. I mangel af egentlig supervision er det især vigtigt.
SvarSletDet, jeg synes, man kan uddrage af din søsters erfaringer er, at sådan kan vi også få det her i landet, hvis blå blok får held til at skære overførselsindkomsterne ned til ingenting.
Henny, og vi kan også få supervision, hvis der er behov for det.
SletDer var da rigtig mange skrankepaver blandt gamle sygeplejersker, da jeg var ung. De vogtede over journalerne og passede på overlægerne, at de ikke skulle forstyrres unødigt, og patienterne skulle ligge lige i sengen med glatte lagner og tie stille, mens der var stuegang. Og der blev talt henover dem - ikke til dem.
SvarSletHvor er det fantastisk, at det er ændret. I løbet af forholdsvis kort tid. At supervision er blevet almindeligt, og at læsse af hos hinanden er blevet en dagligdags ting. Det er guld værd.
Betty, uha ja, godt at det har ændret sig :-)
SletNår man har et job hvor man skal rumme mange forskellige mennesker, kan det ikke undgås at der opstår irritationer som ikke er særlig konstruktive. Så er det vi slår professionalismen til, det kender jeg så godt, lige der er det vigtigt at have gode kolleger, som man kan læsse af på og sparre med..
SvarSletEt umenneskelig menneske er der vist ingen af os der har lyst til at være.. :-)
Inge, sparring og "aflæsning" er for mig også en vigtig del af et godt kollegialt samarbejde. Nej det har vi ikke lyst til :-)
SletI arbejdet med børn, oplever vi ind imellem at der kan være nogen, som er sværere at have med at gøre end andre. At der kan være nogen der irriterer så meget, at det er svært at beholde det professionelle.
SvarSletHeldigvis er vi i min personalegruppe enige om, at sådan må vi gerne have det. Vi er også så forskellige at der altid vil være en, der kan rumme det en anden ikke kan. Samtidig betyder åbenheden at vi altid oplever at det at tale om det, kan give nye vinkler og nye øjne på den, der tidligere var svær at have med at gøre.
Pernille, du siger det så godt, jeg kan kun nikke og sige hvor er det godt at I også har det sådan :-)
SletNår man arbejder med børn, er det værste der kan ske, hvis man pludselig ikke længere kan finde noget positivt ved barnet. Vi er heldigvis gode til at tale om det, - og endnu er det ikke sket, at vi oplever det samtidig i vores team.
SvarSletEva og det sidste er jo den store styrke ved at være et team :-)
SletSikke et klogt indlæg. Jeg håber aldrig, at jeg kommer til at vifte fluer væk, selvom jeg ved at det er noget man let kommer til.
SvarSletTak Marianne, det håber jeg heller ikke
Slet