SØVNIGE MANDAGSTANKER

Dagen vil slet ikke få øjne i dag, hjernen kan ikke finde det rette gear. Det er, som om omgivelserne understøtter denne søvnige tilstand, det minimum af lys, der er udenfor, når ikke rigtigt ind i stuen. Varmen fra brændeovnen virker kun, hvis jeg kryber sammen i sofaen. Serotonin er vist også sløv, humøret er i hvert fald i bund. Men jeg kender det jo, sådan er det, når mandagen følger en arbejdsweekend. Denne gang blev det så kun til én aftenvagt, det blev en travl en af slagsen, jeg nød dog at være sammen med kollegerne, men hold op som jeg føler mig rusten. Det er over 14 dage siden, at jeg sidst har været med i plejen, og mange små ting gør, at mit tempo sløves. Mine fingre og hjernen har endnu ikke dannet motorveje, når det gælder elektronisk dokumentation, så det går langsomt. For hjernebarken må hele tiden ind og tænke over, hvordan var det nu lige, at det her skulle dokumenteres. Det bliver godt, når det bliver automatiseret , så hjernebarken kan bruge sin kapacitet på at tænke over de observationer, jeg gør og de handlinger, der skal til. Det gør den skam også nu, men det trætter hele tiden at skulle tænke over, hvor var det nu lige jeg skulle dokumentere det her og det her? Det nytter jo ikke noget, at jeg bare hopper over, hvor gærdet er lavest, for så kan mine kolleger ikke finde dokumentationen og skal bruge tid på det.

Faktisk er jeg ikke meget i plejen i februar, der er andre opgaver, der skal arbejdes med, men jeg må og skal finde tid til at få denne dokumentation ind under huden. Egentlig er det jo ikke ind under huden, at det skal. Alt foregår i samarbejde med den fantastiske hjerne, som du og jeg er forsynet med. Så pas godt på den. I dag har min hjerne svært ved at fokusere, koncentrere og holde opmærksomheden, så det betyder, at alle ord sender mig ud på mange forskellige rejser. F.eks. udløste ordene pas på din hjerne en vej hen til den viden jeg har fra en hjertesygeplejerske. Nemlig at rigtig mange af de mennesker, som får en blodprop i hjertet, og som er rygere, holder op med at ryge efter en blodprop i hjertet. Det samme gør sig ikke gældende for mennesker, som har haft en blodprop/blødning i hjernen. Heller ikke for de mennesker, hvor symptomerne forsvandt indenfor 24 timer, og som derfor får diagnosen TCI eller TIA, som det skal kaldes nu, altså en forbipasserende blodprop. Hvori består forskellen?

Man kan dø af en blodprop i hjertet? Ja det er rigtigt. Det er også rigtigt, at de fleste ikke dør af en blodprop i hjernen, men en del får svære handicap, og nogle af dem, som ikke har fysiske handicap kommer måske til at have kognitive og følelsesmæssige handicap, så som træthed, depression, hukommelsesproblemer, koncentrationsproblemer, opmærksomhedsproblemer etc. Det kan også invalidere ens hverdag. Men det er åbenbart ikke så skræmmende eller skal vi sige så motiverende som tanken om døden?

Min hjerne trænger til anden aktivitet end at sidde her. Der skal frisk luft til, og så skal jeg have genlæst kapitlerne til aftenens læsegruppe. Jeg glæder mig til at komme ud. Jeg glæder mig til at snakke med andre. Jeg glæder mig til at vække min hjerne. God mandag til dig.