Min far er hjemme igen på plejehjemmet igen, læben er syet, og det gik fint. Vi mødte kun dygtige og venlige ansatte, alle kunne deres kram, og de to unge sygeplejersker, som var tilknyttet far henholdsvis på sengeafsnittet og i opvågningen var endda også opmærksom på mig. De havde så heller ikke kunnet klare dette her, uden at der havde været nogen med. Jeg er glad for, at det blev mig, og ikke mine to andre søstre her fra Jylland. Jeg tog min sygeplejefaglige kappe på, da problemerne opstod. Min far blev urolig i opvågningen, da han vågnede op, og ville ud af sengen, han forstod jo ikke det, vi sagde, jeg kunne ikke guide ham til at sætte sig ned, han kunne ikke kende mig, og han måtte have oplevet det som et helvede. Masser af mennesker, som holdt ham, ukendte omgivelser (han vidste helt sikker ikke, hvor han var), mærkelige lyde (alarmklokker fra de forskellige apparater ringede konstant) skarpt lys osv. Så i dag fik jeg set det, som plejepersonalet har oplevet nogle gange på det sidste, når min far ikke kan forstå, hvad der sker omkring ham: Min far blev aggressiv, han var meget vred og prøvede at sige, at man skulle opføre sig ordentlig og hvad var det her dog for noget. Ikke så sært, at han forsøgte at slå arme væk, det ville jeg nok også gøre, hvis nogen holdt mig, og alt var kaos. Vi fik ham dog til at falde til ro og derefter aftalte vi en hurtig flytning op på sengeafsnittet på hans enestue, og at vi hurtigt kom hjem til de vante omgivelser på plejehjemmet. Selv her talte min far om, at man skulle opføre sig ordentlig og behandle andre ordentlig, og jeg kunne høre, at han var tilbage i sin funktion som skoleinspektøren, som fortalte, hvordan man skulle opføre sig både som lærer, elev og medmenneske. Jeg elsker ham så meget, og heldigvis kunne de to skønne sygeplejersker, jeg var lige ved at skrive de to bette unge piger ;-), godt se den gode og dejlige mand bag den forskrækkede og vrede mand. Han endte med at sende dem begge et smil og vinke til dem.
Nu har jeg overgivet pasningen til det dygtige plejepersonale, og når jeg har drukket te med landmanden, vil jeg gå en lang tur i det skønne solskinsvejr. For selvom jeg til både sygeplejerskerne og min søster har sagt, at jeg har det godt, og at jeg har brugt min sygeplejerskeidentitet til at få oplevelsen sat på plads i hjernen, så kan jeg godt mærke, at jeg er træt og bevæget lige nu.
Hej Lene. Jeg tænker meget på din far og dig. Det er svært - selvom du er ssygeplejerske, det er jo din Far.
SvarSletKærlig hilsen Helga
Kære Helga, undskyld at jeg først svarer nu, din kommentar røg i spamboksen, og jeg opdagede det først i morges. Tusind tak for din kommentar og dine tanker, jeg håber snart far er frisk igen, det har taget hårdt på ham.
SletJeg kan sandelig godt forstå, at den oplevelse giver træthed. Demens er en grusom tilstand, især når det _ikke_ er muligt at se ind til det menneske, der var.
SvarSletHenny, jeg vidste godt hvad det var min far ville, men jeg kunne ikke nå ind til ham, fordi tingene ikke var som på hans stue. Da vi først kom hjem var der ingen problemer.
SletSikke en barsk oplevelse for både din far og dig. Godt, du kunne være der. Din far har måske allerede glemt det. Jeg kan godt forstå, du er træt bagefter
SvarSletBetty, det var allermest synd for min far, og jeg håber ikke hans krop husker den oplevelse, han var så træt bagefter.
SletHeldigvis glemmer din far hurtigt oplevelsen, det er nok værre for dig, og jo vi andre ville nok også blive vrede hvis vi ikke forstod hvad der foregik rundt omkring én.
SvarSletAnnemarie, min far har helt sikkert glemt det nu, men jeg tror hans krop husker det et par dage. Det må være ganske forfærdeligt, når man ikke forstår, hvad andre vil og de ikke forstår hvad man selv vil.
SletCyberkram til dig Lene.. Det er slet ikke rart at skulle tage sygeplejekappen på overfor så nær familie. Det kan man vist kun gøre i meget kort tid, og ikke uden at det koster for en selv.
SvarSletTak Inge, jeg var glad for at jeg er tryg ved min fars faste personale, han har det godt der.
SletKram til dig, det har været nogle hårde dage og hvor er det trist at en velfungerende og klog mand får sådan en sygdom. Endnu engang må jeg sige, godt han har dig (også selvom han ikke lige kunne kende dig).
SvarSletTak moster Tulle, ja det er gået stærkt de sidste måneder, og jeg er glad for at vi er fem søskende, der kan hjælpe hinanden og vores far.
SletÅh altså..Det er ikke nemt. Jeg bliver rørt over jeres omsorg for hinanden.
SvarSletMen kan godt forstå det må være svært og hårdt at opleve sin far sådan. Det gør mig glad, at du kom ud i solen :)
Miri, når det skulle være, er jeg glad for at det var mig, der oplevede det og ikke mine søskende. Jeg har jo set det før hos mine patienter, men derfor var jeg alligevel træt, så det var så skønt med en gåtur i solen.
SletKære Lene. Det er så hårdt at være pårørende til en dement. Åh, hvor jeg husker sådanne hændelser. Kram til dig her fra mig.
SvarSletKærlig hilsen Anne
Kære Anne, tak og ja I har jo været der.
SletSender en stak varme kram til dig. Min mor var dement det sidste år inden hun døde i november, og dertil helt blind og svært tunghør. Husker stadig afmagten, trætheden og tristheden når jeg kørte hjem. (Det varmede dog at vide at hun var i de bedste og kærligste hænder på plejehjemmet.) Knus til dig fra
SvarSletfru Jensen
Gudhjem
Tak Fru Jensen, åh det må have været svært, når din mor slet ikke kunne orientere sig vha hørelse og syn. Det er så stor en tryghed at vide, at personalet er kærlige, kloge og engagerede.
SletÅh kære Lene, det kunne I jo godt have undværet, men hvor er din far dog en heldig mand med sådan nogle gode børn, imponerende hvis du kan bruge din professionalisme i sådan en presset situation, dejligt at du kunne "strække" lidt ud i solskinnet bagefter.
SvarSletKh Marianne
Marianne, jeg havde håbet på at vi kunne undgå det, men jeg var godt klar over, at det nok ville komme. Min fars døgnrytme er jo blevet slået totalt i stykker de sidste dage og så kommer narkose og smerter oveni. Jeg nød gåturen meget.
SletDet er godt, læben nu er syet, så tingene kan falde tilbage til hverdagstilstanden igen.
SvarSletJeg håber, I alle har det efter omstændighederne godt.
Tak Conny, min far er stadig forvirret og har nu feber, men jeg håber det går bedre i morgen.
SletÅh for søren, har ikke lige fulgt med de sidste dage. Det gør mig ondt i skulle igennem alt dette. Men dejligt i er på denne side af det. Det er så trist at se et menneske falde mere og mere ind i sig selv og ikke kunne genkende. Håber du er Ok. Sender en lille krammer. Hilsen Joan M.
SvarSletTak Joan, jeg er ok :-) Det tager nok længere tid for min far at komme ovenpå, ikke selve indgrebet, men det han blev udsat for bagefter. Det var så synd for ham.
SletDet må være rigtig svært, når ens egen far ikke kan genkende en efter alle de år I har haft sammen. Jeg ved ikke rigtig noget om demens, men det må være en svær sygdom at være pårørende til.
SvarSletHanne, heldigvis kan min far godt kende mig normalt, men det var i den her situation efter narkosen, at han ikke kunne kende mig. Og det var rigtig svært, og jeg er så heldig at vi gennem musikken kan have et fællesskab.
Slet