JEG ER MISUNDELIG

og det er en grim følelse. Den skal man ikke tale åbenlyst om, den skal helst gemmes væk. Den er grim og den sluger energi, som man kunne bruge på noget andet. Men i stedet for at gemme den væk, skulle man måske lufte den, give sig selv lov til at sige det højt, så man kan erkende, at det, der ligger bag følelsen, kan der gøres noget ved. Måske er det netop, når man erkender, hvorfor man er misundelig, at man kan handle? Måske er det netop der, man kan ændre adfærd?

I stedet for at være en sur gammel mokke, så har jeg besluttet mig for, at jeg jo faktisk ikke ønsker, at landmanden skal ændre adfærd. Det er jo bare fordi, at jeg gerne vil være som ham. Når han brænder for noget, så kaster han sig ud i det. Også selv om der ligger stabler af papir overalt i huset, som han skal gennemgå, og som jeg, der skal arbejde midt i de stabler, bliver irriteret over.

Jeg synes jo, at når han nu endelig ikke skal sortere kartofler en dag, så skal han ikke planlægge at bygge garage til sin motorcykel. Han skal heller ikke købe et lille smart kamera til at sætte på motorcyklen, så der kan optages film, mens vi kører i bjergene, og fordybe sig fuldstændig om aftenen og i weekenden i alle de muligheder, der er i sådan et kamera. Han skulle i stedet for tage sig af at få arbejdet sig ned gennem de bunker, som ligger til ham, og som jeg ikke kan smide væk, fordi det er ham, der skal tage stilling til det. Det eneste jeg brænder for, er mit arbejde. Nej jeg synes også, det er sjovt at læse og skrive blogindlæg, men det er jo ikke produktivt, sådan som når I strikker en masse ting eller tegner eller er kreativ på anden vis. Landmanden og Istvan er også startet på hundetræning igen, og som han dog lyser op, når han fortæller om det. Og jeg kan ikke lide mig selv, når jeg midt i hans fortælling siger, har du egentlig kigget på de bunker!!! I dag fik jeg lokket ham ind på kontoret et meget kort stykke tid (bilen holdt jo udenfor og var klar til at hente materiale til garagen). Vi fik gennemgået nogle papirer, men han vælger ofte den nemme løsning, at det skal arkiveres, for arkivering står jeg for ;-) men jeg holdt fat, kig på det, tag stilling, så nu fik vi da smidt lidt ud.

Nu vil jeg fordybe mig i noget arbejdsrelateret, i morgen skal vi have aftenpersonalemøde, hvor jeg skal fremlægge, hvad jeg fik ud af konferencen i Barcelona. Der er løbet meget vand i åen siden da, faktisk kan jeg nærmest ikke huske det, men så er det godt, at jeg har taget billeder af alle powerpointslides. Og så vil jeg arbejde med min misundelse, det er ikke så sært, hvis landmanden sørger for ikke at komme ind, jeg gider heller ikke sådan en sur gimpe.

opdatering: landmanden gad godt komme ind, og med sin vanlige skønne (og irriterende) charmerende vendelbolune fik han “gimpen” til at grine, og vi fik snakket om, hvordan vi begge er nødt til at tage os sammen til at få sorteret i alle bunkerne i skabe og reoler i de to arbejdsrum, der har med landbruget at gøre.

Og som Helle skrev i kommentaren: Nyd at du har ham, for det er jo nok den side, du faldt for og som du elsker. Jeg nyder ham og jeg elsker ham, meget højt, det håber jeg ingen er i tvivl om :-)