EN NAT PÅ SKADESTUEN eller hvordan planer kan blive en by i Rusland

Planen var lagt, der var byttet rundt på min fridag og arbejdsdag, så jeg kunne være ansvarshavende torsdag og dermed havde jeg fri onsdag. Jeg var træt og gik derfor tidligt i seng i går aftes, knap var jeg faldet i søvn, før end telefonen ringede. Min far var faldet og havde flækket sin læbe, man ventede på vagtlægen, men min far skulle nok på sygehuset og sys. Jeg fik pakket taske og kom hurtigt i tøjet og så af sted. Ved midnatstide drejede jeg ind på plejehjemmets p-plads, her holdt ambulancen, som skulle køre min far på skadestuen.

Min far var egentlig ret upåvirket af situationen, men han så forfærdelig ud, flækket overlæbe og en næse godt med skrammer. Min far er blevet meget dårligere på det sidste, blandt andet er han nu ramt på sin gangfunktion og på sin evne til at gøre ganske almindelige ting, såsom at barbere sig, spise eller vaske sig. Desværre er han ikke blevet ramt på evnen til at registrere vandladningstrang, så han rejser sig selvfølgelig fra sengen, træder ud på en måtte (som er en alarm) og begynder at gå og falder så. Personalet er på vej, men de kan ikke altid nå at komme ind på stuen, førend de første skridt er taget. Så min far er faldet flere gange den sidste måned.

Min far fik et par timer på skadestuen, personalet var søde og hjælpsomme, de syntes, såret var så dybt, så der skulle lige konfereres med nogle plastikkirurger et eller andet sted i region midt, om syningen overhovedet skulle gøres på det tidspunkt. Det blev der givet grønt lys for, men da lægen skulle røre ved min fars læbe, gjorde det ondt på min far. Da min far ikke kan forklares, hvad der skal ske, blev han selvfølgelig pga smerterne urolig og forsøgte at forhindre denne smerte. Så konklusionen blev, at syningen skulle foregå i fuld bedøvelse om dagen. Vi blev sendt hjem, jeg hjalp personalet med at få min far i seng, og jeg blev også sendt i seng. 4 timer efter stod jeg op igen, så jeg var klar, når sygehuset ringede med tidspunktet, min far blev holdt fastende, så han også var klar.

Formiddagen blev tættere på middag, før beskeden kom, at det var blevet udsat til torsdag morgen med mødetidspunkt klokken 7.15. Min far havde hele formiddagen sovet, vågnede op en gang imellem, nynnede med på den musik, jeg havde kørende, smilede med sin flækkede læbe til mig og sov så videre igen.

Efter flere telefonsamtaler blev enden på visen, at jeg fik fri i morgen, og nu er jeg hjemme for at sove lidt, få  lidt styr på tingene herhjemme og få et bad. I aften kører jeg ned til plejehjemmet igen for at sove der, for Falck kan allerede være der klokken 6 i morgen tidlig. Jeg håber ikke, kirurgerne ændrer planen i morgen, det har de lovet ikke at gøre, men man ved jo aldrig. På et sygehus ændres der konstant planer og prioritering. Men læben skal snart sys sammen, hvis den skal hele ordentlig. Så mon ikke planen holder.